Folkesundhed Godt at vide

Carsten Vagn-Hansen: Komplementær behandling og empowerment

Radiolægen Carsten Vagn-Hansen skriver…

“Der raser en kamp mellem to hovedsynspunkter, når det drejer sig om sundhed og sygdom. Den ene part, der hovedsagelig repræsenteres af lægevæsenet, går ind for bekæmpelse af sygdom med alle til rådighed stående midler, inklusive kraftigt virkende og bivirkningsfyldte lægemidler, kirurgiske indgreb og strålebehandling. Den anden går ind for at øge den syges selvhelbredende kræfter og modstandskraft med naturlige midler, som fx ændringer af livsstilen i naturlig retning samt kosttilskud og evt. naturmedicin. Den ene vil gøre det hele for de syge, der helst ikke skal blande sig i behandlingen, mens den anden side satser på at hjælpe den syge til at forstå, hvad årsagerne til sygdommen er, og til selv at bekæmpe den ved naturens hjælp. Det er heldigvis ikke så sort-hvidt, for inden for det officielle, lægestyrede sundhedsvæsen er der en tiltagende forståelse for, at lægevidenskab ikke er nok. Der er også brug for lægekunst, intuition og indsigt i de forhold, der forårsager sygdom, og ikke mindst hvad der fremmer sundhed. Inden for den alternative verden er der også behandlere, der har overtaget lægernes dårlige vaner med at styre det hele og blot fortælle patienten, hvad han eller hun skal gøre. Men heldigvis også flere og flere veluddannede alternative behandlere, der har lært at sige fra og sende patienten til læge, når det er nødvendigt.

Både sygdom og sundhed har mange sider og årsager, og ingen forstår det hele. Det er nødvendigt med en vis ydmyghed for at kunne hjælpe andre. Så hvis en læge eller alternativ behandler siger: “Du skal bare…..”, så er det med at komme væk i en fart og finde en anden, inden det begynder at koste penge eller sundhed. Der er ikke noget, der er “bare”. At bekæmpe sygdom eller fremme sundhed kræver en bred indsats på mange felter. Det er ikke gjort med at tage et lægemiddel eller et urtepræparat. Der skal fx også gøres noget for, at kroppen og sindet får alle deres behov opfyldt. Der skal gøres noget for at opnå og bevare et godt forhold til andre, gøres noget for et godt miljø, for at have noget at tage sig til og for at finde frem til en mening med det hele. Hvad gør man som forbruger?

Hvis man tidligere har følt sig rask og godt tilpas, uden større sundhedsmæssige problemer, og så pludselig oplever at få en sygdom af mere alvorlig art, så vil de fleste i denne situation henvende sig til deres læge. Det er en meget logisk reaktion, for vi har her i landet ret til gratis sygdomsopsporing og sygdomsbehandling. Desværre er sundhedsvæsenet overbelastet til bristepunktet, så det er svært at få tid nok til at komme rigtigt til bunds i tingene, så man i fællesskab med lægen finder frem til, hvad der er galt, og hvorfor det er gået galt. Har man forberedt sig hjemmefra og fx ført en sundhedsdagbog, vil det være lettere at få opklaret det meste på den tid, der er til rådighed. Og så gælder det om at få at vide, hvordan det hele hænger sammen, og hvad man selv kan gøre for at blive rask igen eller komme til at leve godt med sygdomme, man ikke kan komme af med igen. Det er lægen desværre dårligt klædt på til.

Uddannelsen til læge er ensidigt rettet mod sygdomslære og behandling. Emner som sundhed, og hvad man selv kan gøre for at bevare den, er der ikke megen plads til. Kommunikation, pædagogik og psykologi heller ikke. Derfor kan det knibe med den gensidige forståelse og samarbejdet, hvorefter patienten går utilfreds bort. Sundhedsvæsenets organisation og kravet fra alle mulige offentlige og private om et utal af attester har også bidraget til, at mange er utilfredse, både læger og patienter.

Det næste vil så blive, at forbrugeren ser sig om efter andre muligheder for at få hjælp til at klare sine problemer med sundheden. Der er ikke tale om fravalg af lægen, men om søgen efter supplerende muligheder. Denne søgen er nu blevet så stor, at der er flere, der går til alternative behandlere end til de praktiserende læger. Det er gået op for befolkningen, at de ikke får sundhed på deres kreditkort fra sygesikringen, og de søger efter mere viden ved at læse populære bøger om sundhed, høre foredrag og udsendelser med sundhedsmæssigt indhold og ved at gå til alternative behandlere, der har mere tid til at lytte til dem.

En anden ting, der er med til, at folk i stigende grad henvender sig til alternative behandlere, er, at de ikke er bange for at melde klart ud om det, de tror på. Mens lægerne er oplært til at tvivle på alt, også det de selv forsker sig frem til. Der er problemer i begge holdninger, for man skal ikke være ukritisk, men på den anden side skal man heller ikke tvivle på alt. Man må kombinere sin erfaring med den nyeste viden og så bruge det hele, indtil der kommer mere viden. Ikke afvise alt.

Et tredje forhold af betydning er, at de behandlinger, som man får hos en alternativ og naturligt orienteret behandler, meget sjældent er skadelige (bortset fra evt. økonomiske bivirkninger), mens behandling i det lægelige system med lægemidler og anden behandling ikke sjældent giver skader og farlige bivirkninger.

Komplementær behandling

Det, der er brug for, er komplementær behandling. Her tager man det bedste fra den lægelige verden og det bedste fra den alternative, og – ikke mindst – kombinerer det med sin egen erfaring og indsats. Det, man som patient har brug for, er empowerment, viden og kunnen til at blive så stærk, at man smider sin sygdom ud eller sætter den på plads, så den ikke kommer i vejen for et godt liv. Når alt kommer til alt, er det ikke så meget behandling, man har brug for, som viden om, hvad man selv kan gøre.

Men hvis komplementær behandling skal vinde frem, er det vigtigt, at alle parter lærer at tale det samme sprog og er villige til at prøve at forstå hinanden Det er også vigtigt, at man finder frem til en bedre måde at dokumentere effekt af behandlingen på end de sædvanlige lægevidenskabelige undersøgelser, der ikke er indstillet på de store individuelle forskelligheder, men betragter alle som mere eller mindre ens maskiner. Hvis alle, både læger og alternative behandlere, ville drive historisk forskning, var meget nået. Ved denne type forskning skriver man nøje ned, hvorfor den enkelte patient er kommet, hvad man fandt, hvad man gjorde, og hvordan det så gik. Ved at følge op, fx en måned og et år senere, kan man se, om effekten kun var forbigående. Ved at blive ved med at anvende denne metode og ved at sikre sig, at alle, der fik en bestemt behandling, er med i opgørelsen, vil der med tiden komme en dokumenteret erfaring ud af det. Det er i virkeligheden denne metode, som både læger og alternative benytter uofficielt. Højst en tredjedel af det, som læger gør, er dokumenteret og vidensbaseret. Man gør det, fordi man har gode erfaringer med det. Og det vigtige er jo, at det virker, ikke om det er videnskabeligt bevist.

Folk går derfor i stigende grad til alternative behandlere og føler sig hjulpet hos dem. De får også at vide, hvad de selv kan gøre med naturlige midler, der i modsætning til lægemidler og anden lægelig behandling meget sjældent skader. Men lægevidenskaben har trods alt gjort mange store fremskridt på en række områder, så den bedste løsning for fremtiden må være komplementær medicin, hvor man anvender det bedste fra den lægelige verden og den alternative verden. Men at få dette til at fungere kræver, at man opnår en forståelse for hinandens styrker og svagheder og kan tale et fælles sprog. Det kræver også andre måder at dokumentere resultaterne på end de nuværende lægevidenskabelige, der bl.a. har vist sig dybt infiltrerede af medicinalindustrien. Det handler om empowerment – at det enkelte menneske opnår den nødvendige viden og kunnen til at kunne tage vare på sit eget liv, til at kunne søge efter årsagerne til, at man har det dårligt, og til at kunne gøre noget ved det selv – sammen med sine nære medmennesker og med hjælp fra både lægeverdenen og den alternative verden.

Læs også
Carsten Vagn-Hansen: Medicin, mad og kosttilskud
Carsten Vagn-Hansen: Nødvendig medicin?
Lægekunst og naturlægekunst fra Hippokrates til Paracelsus
96 % har bivirkninger af kræftbehandling
Julius Hackethal: Havde han ret i sin kritik af kræftbehandlingen?
Hippokrates-eden
Mikkel Hindhede gik imod strømmen

Kilde
Jydske Vestkysten og de tre Stiftstidender, 2002

Carsten Vagn-Hansen, født 1938, er en dansk læge og foredragsholder, også kendt som ”Radiodoktoren”. Han tog lægelig embedseksamen i 1965 og fungerede som praktiserende læge i Aabenraa fra 1970 til 1988. Mellem 1975 og 1982 var han medlem af bestyrelsen for Dansk Selskab for almen Medicin, og 1979-82 præsident for SIMG – det internationale selskab for almen medicin. Fra januar 1992 optrådte han som ”Radiodoktoren” i Danmarks Radio med en ugentlig timeudsendelse – Spørg om Sundhed. Carsten Vagn-Hansen har skilt sig ud i lægeverden for sin mere naturlige tilgang til medicin og brugen af samme. Han mener nemlig, at mange sygdomme i dag opstår gennem kosten, og at kuren derfor skal findes samme sted.