Folkesundhed

Fastens fysiologi

Hvad sker der under en faste, når tilførslen af næringsstoffer udefra helt eller delvis afbrydes? Hvilke energikilder råder organismen over til opretholdelse af livsvigtige organfunktioner?

De første 2 dage dækkes behovet nødtørftigt af cirkulerende næringsstoffer og fra depoterne af glykogen i lever og muskulatur. Fra den 3. fastedag angribes især fedtvævene – hvoraf en del omdannes til kulhydrat. Proteinbehovet dækkes i første række ved forbrænding af syge, døde og gamle celler, derefter følger mindre betydningsfulde væv med stor regenerationsevne. Som vigtige energikilder i øvrigt tjener ophobede stofskifteslagger og andre uønskede og overflødige stoffer. Derimod berøres livsvigtige væv ikke.

Selve fasteforløbet er en autonom (instinktiv) proces med mellemhjernen som det centrale styringsorgan. Herfra reguleres via nerve- og kirtelsystemet samtlige organfunktioner. Herudover finder der en vis selvregulering sted i celler og væv.

Fastens indvirkning på enkelte organer og organsystemer

Stofskiftet

Stofskiftet indstiller sig under en faste på den yderste sparsommelighed med organismens forråd af næringsstoffer. Allerede på fastens 4. dag vil energiforbruget kun udgøre 3/4 af det normale, og det vil mindskes yderligere, efterhånden som fasten skrider frem, til det efter ca. 14 dages forløb når ned på 3/5 af det normale, der udgør det fysiologiske minimum. Fra den 14. dag og indtil en normal sultfornemmelse melder sig, vil energiforbruget holde sig på dette lave niveau.

Når en sådan formindskelse af energiforbruget er mulig, skyldes det, at der samtidig finder en nedsættelse sted i mange af legemets organfunktioner. Således kræves intet energiforbrug til fordøjelsesarbejdet.

Fordøjelsen

Fordøjelsesorganerne bliver under en faste så at sige arbejdsløse. Tarmenes sammentrækkende (peristaltiske) bevægelser mindskes, og normal tarmudtømning sker sjældent.

Helt uden arbejde bliver fordøjelsesorganerne ikke, da de i ret stort omfang omstilles på udskillelse af forbrændingsprodukter.

Åndedrætsorganerne

Optagelsen af ilt og udskillelsen af kuldioxid reduceres, hvilket ligeledes kan tilbageføres til den mindre organaktivitet. Foruden kuldioxid udskilles under en faste gennem lungerne en betydelig mængde ildelugtende stoffer.

Hjertet og kredsløbet

Antallet af pulsslag falder til 50-60 i minuttet. Blodtrykket sænkes des mere, jo højere det var før fasten. Det arterielle kredsløb aflastes. Stagnationer i det venøse kredsløb ophæves ved sammentrækning af karvæggene. Hårkarrene udvides, eller nye dannes. Denne normalisering af det perifere kredsløb påvirker cellestofskiftet: Optagelse af ilt og fjernelse af forbrændingsprodukter.

Blodet

Blodet transporterer også under faste næringsstoffer og ilt til organer og væv og fjerner stofskifteprodukter, der føres til udskillelsesorganerne: Hud, slimhinder, tarm, nyrer og lunger. Den eneste forskel er, at i stedet for fra tarmen hentes næringsstofferne i organismens egne næringsstofdepoter.

Nedbrydningen af depotnæringsstoffer kræver et langt mindre arbejde end nedbrydningen af udefra tilførte. Betydelige energimængder frigøres herigennem til andre formål. En større blodmængde stilles til rådighed for ernæring af organerne, hvilket bevirker, at de kan præstere en større arbejdsydelse, og – hvad der er lige så vigtigt – en regeneration (foryngelse) af celler og væv. Den større blodmængde har også betydning for fjernelsen af forbrændingsprodukter. Blodet formår under en faste at trænge ind i alle krogene og foretage en effektiv hovedrengøring, hvor alt bortgemt skidt hentes frem og bringes til udskillelsesorganerne.

Blodet, som organ, påvirkes under en faste af den øgede arbejdsbyrde, der pålægges det. Så længe hovedrengøringen står på, vil det have en stærkt sur reaktion. Røde og hvide blodlegemer dannes i øget mængde og sættes ind i saneringsarbejdet. Først i løbet af 8-10 dage, når de værste urenheder er fjernet, vil blodets reaktion og sammensætning igen nærme sig det normale.

Huden og slimhinderne

Hud og slimhinder tilføres under faste en større blodmængde end normalt, hvilket medfører, at disse vigtige væv ernæres bedre og forynges. Gennem hud og slimhinder forlader en meget stor mængde ildelugtende stoffer organismen.

Knoglesystemet

Knoglerne påvirkes ikke af faste. Derimod vil der ske store forandringer i den del af knoglemarven, der tjener som forrådskammer. Organismen trækker på dette forrådskammer ved mangel på tilførsel af føde udefra.

Fedtvæv, bindevæv og muskler

Væv og muskler er organismens store depoter for reservenæring. De er også depoter for stofskifteslagger og allehånde giftstoffer, som en overbelastet og svækket organisme ikke har formået at skille sig af med. Under fasten mobiliserer legemet alle kræfter til at blive af med disse skadelige stoffer, der hentes frem fra deres skjul og benyttes som energikilde.

Nervesystemet

Nervesystemet påvirkes ikke af faste. Det bevarer den fulde kontrol i usvækket omfang over samtlige organfunktioner.

Kirtlerne

Samtlige kirtler, der producerer fordøjelsessekreter (spyt-, mavetarmkirtler samt bugspytkirtel og lever), reducerer under faste deres aktivitet til et minimum. Organismen ødsler ikke med sine forråd til unødig produktion.

Kirtler med intern sekretion (hypofyse, skjoldbruskkirtel, binyre, bugspytkirtel og kønskirtler), der sammen med nervesystemet styrer fasteforløbet, påvirkes i deres funktion kun i mindre omfang under fasten. Derimod vil der ofte forekomme en skrumpning, især af testiklerne, der lider et stort vægttab; den berører dog ikke de specifikke kirtelvæv.

Forstyrrelser i hormonbalancen før fasten vil under denne finde sit normale ligevægtspunkt. Dette er også tilfældet med menstruations- og seksuelle forstyrrelser.

Fastens fysiologiLeveren

Leveren har mange funktioner: den producerer galde (fordøjelsessekret), den er afgiftningscentral for alle mulige artsfremmede og skadelige stoffer, den spiller en vigtig rolle ved nedbrydningen af proteiner, den er et styrende stofskiftecentrum, og desuden er den depot for næringsstoffer, især kulhydrat.

Under en faste tømmes leverens depoter af næringsstoffer, galdesekretionen fortsætter, men i stærkt formindsket omfang. Det samme er tilfældet for dens stofskifte- og giftsanerende virksomhed. Herigennem aflastes leveren, og der finder en betydelig regeneration af levervævene sted. I løbet af en 10 dages faste fornyes ca. halvdelen af levercellerne.

Ekskretion

Sved

Under en faste udskilles gennem hud og slimhinder en meget ildelugtende sved. Hvilke stoffer der på denne måde forlader organismen, har man endnu ikke kunnet kortlægge. Stanken lader imidlertid ingen tvivl om, at det er stoffer, den gerne vil af med.

Slim

Ofte finder en øget udskillelse af slim sted, der på fastens første dag er klar, tyndtflydende og senere kan blive grå-, gul- eller grønlig. Denne afsondring kan ske fra samtlige slimhinder: Luftveje, fordøjelsesorganer og urinveje. Fra tarmen kan desuden afstødes ormelignende dele af slimhinderne.

Urin

På fastens første dage udskilles store mængder væske gennem nyrerne. Derefter bliver urinmængden sparsommere, får en mørkere farve med en høj specifik vægt og en stærkt sur reaktion. Under fastens videre forløb bliver urinen igen lysere med neutral eller basisk reaktion.

Vægttab

En faste vil altid medføre et vægttab, men det vil ikke være ensartet fordelt på de enkelte organer og væv. De mindst vigtige har det største, derefter følger de mere betydningsfulde, mens endelig de livsvigtigere organer og væv ikke lider noget vægttab. Naturen favoriserer altid de mest vitale organer, der ernæres på bekostning af de mindre vigtige ved en enzymatisk proces.

Fedtvævene har det største vægttab. Herefter følger med faldende tabsprocent: Milt, lever, testikler, muskler, bindevæv, blod, nyrer, hud, lunger, tarme, bugspytkirtel.

Hjerte, hjerne og nervesystemet berøres ikke. Et sundt menneske i god kondition (75 kg legemsvægt) vil på en 4 ugers saftfaste tabe 11-14 kg fordelt på 1. uge med 5-6 kg, 2. uge med 3-4 kg; 3. uge med 2-2,5 kg og 4. uge med 1-1,5 kg.

Læs også
Faste forlænger din levetid
Faste omdanner kolesterol til energi og reducerer risiko for diabetes
Periodisk faste – er det noget for dig?
Faste – og nogle af pionererne på området
Faste sænker risikoen for blodpropper
Alma Nissens fastekur
Karl-Otto Aly: Læge og biomediciner

Kilde
Hans J. Soer, Ny Tid og Vi, 1973