En solskinsdag har en enestående evne til at sætte os i bedre humør og fremkalde en følelse af velvære. Men i de senere år er vi i stigende grad blevet opmærksomme på, at solens magt kan have lige så mange negative virkninger på vores helse som positive.
Vi er nu fortrolige med de farer, solen udsætter vores hud for – nemlig for tidlige rynker, solskoldning og kræft. Men vores syn trues også af skadelige UV-stråler, en trussel som kun kan vokse, hvis ozonlaget fortsætter med at svinde ind med det nuværende, alarmerende tempo.
Solstrålerne er en væsentlig kilde til frie radikaler, der er forbundet med mange aldersrelaterede sygdomme, herunder øjenlidelser som grå stær og AMD – aldersrelateret makulær degeneration.
Ligesom forskerne har afdækket betydningen af betacaroten for beskyttelsen af vores hud imod UV-lys, således synes carotenoiderne lutein og zeaxanthin at have en lignende beskyttende virkning på vores øjne. Der er nu beviser på, at mennesker med en høj indtagelse af disse to gule carotenoider har en væsentlig lavere risiko for at få AMD.
I en undersøgelse sammenlignede forskerne 356 patienter med fremskreden AMD med 520 kontrolpersoner. De fandt ud af, at de 20 %, som havde den højeste indtagelse af carotenoid, havde en 43 % lavere risiko for at få AMD end de 20 %, der fik mindst, idet lutein og zeaxanthin opviste den tydeligste forbindelse med en lavere risiko. En høj indtagelse af lutein blev defineret som 6 mg pr. dag, i Europa rapporteres den gennemsnitlige indtagelse at ligge mellem 0,5 mg og 4 mg pr. dag. Forskerne konstaterede, at mennesker, som spiste luteinrige grønsager som spinat 5-6 gange om ugen, havde en 86 % lavere risiko end de, der spiste dem mindre end en gang om måneden.
Grundlaget for denne beskyttelse ligger i en del af nethinden, som ikke er større end et knappenålshoved, kaldt macula lutea (latin for “gul plet”). Macula lutea er ansvarlig for det fint-detaljerede syn og stedet med den højeste visuelle skarphed, fordi det indeholder den største koncentration af fotoreceptorceller. Disse celler er særligt sårbare over for skader fra frie radikaler, som man mener dannes i nethinden på grund af dets påvirkning fra lys og ilt.
Lutein og zeaxanthin findes i høje koncentrationer i macula lutea, hvor de danner et lag, der kaldes det makulære pigment. Eksperterne mener, at naturen har anbragt dem dér for at beskytte mod skader fra frie radikaler og for at filtrere det skadelige blå lys fra.
Folk, der har et tyndere makulært pigment synes at have den største risiko for at få AMD, men undersøgelser viser, at det er muligt at øge pigmenttætheden ved at spise mere lutein og zeaxanthin – enten gennem kosten eller kosttilskud (kosten indeholder meget mindre zeaxanthin end lutein, men man mener, at lutein omdannes til zeaxanthin i macula).
To undersøgelser, den ene med spinat og majs, den anden med et lutein-tilskud, viste, at øget lutein og zeaxanthin-indtagelse resulterede i en øgning i den makulære pigmenttæthed med 19 % hhv. op til 39 %. Senere undersøgelser lader formode, at lutein og zeaxanthin også kan beskytte mod grå stær, den sygdom der karakteriseres af en tiltagende mathed af linserne. Forskerne undersøgte 36.000 mandlige læger og kunne rapportere, at de der konsumerede mest lutein og zeaxanthin fra spinat, broccoli, majs og tomatsauce, havde 18 % lavere risiko for at udvikle grå stær. Som med macula lutea er lutein og zeaxanthin de eneste carotenoider, der forekommer i linserne, og deres antioxidantfunktion menes at være at beskytte mod skader på linserne fra de frie radikaler.
Ligesom med solbeskyttelse af huden, hvor forskningen viser, at betacaroten-tilskud, kombineret med solcremer, giver den bedste beskyttelse, ser det nu ud til, at vi skal tage et lignende dobbeltsidet tiltag for at passe på vores syn: Fortsætte med fysisk at beskytte vores øjne mod UV-stråler ved hjælp af solbriller eller solskærm, men også sikre en god tilførsel af lutein og zeaxanthin i kosten, om nødvendigt suppleret med et dagligt kosttilskud.
Læs også
Makulær degeneration – en forklaring
Antioxidanter kan reducere risikoen for AMD
Naturlige veje til at undgå synsproblemer
Aldersrelateret makulær degeneration (AMD)
Rygning og aldersbetinget nedsat syn
Bioflavonoider
D-vitamin kan beskytte mod øjensygdom
Ny synstavle afslører grøn stær, før sygdommen opstår
Ginkgo biloba og grøn stær