Sund kost og livsstil

17 råd, der kan være med til at forebygge kræft

Forskerne regner med, at omkring 1/3 af alle kræftsygdomme skyldes kostvanerne. 1/3 skyldes tobaksrygning, ca. 1/5 kender forskerne endnu ikke forklaringen på – og de resterende procenter skyldes overdreven solbadning, alkoholindtagelse, forurening og kontakt med giftstoffer i arbejdsmiljøet.

En høj indtagelse af frugt, grønt og grove kornprodukter beskytter mod udviklingen af kræft mange steder i kroppen. Det drejer sig især om kræft i lunger og tyktarm.
Det samlede resultat af mere end 200 videnskabelige undersøgelser viser, at risikoen for kræft faktisk kan halveres, hvis du inddrager mange af disse fødevarer i din daglige kost. Du kan selv gøre meget for at mindske risikoen for kræft. Nedenfor finder du 17 råd, der er nemme at følge.

1. En gulerod
Spis min. 1 gulerod, 10 rosenkål eller 5 buketter broccoli om dagen.

2. Et æble
Spis min. 1 æble, 1 appelsin eller 1 skål jordbær om dagen.

3. Tre kartofler
Spis min. 3 kartofler om dagen. Kartoflerne skal være mellemstore.

4. Variation
Skab så meget variation i dit valg af grønsager og frugt, som du kan.

5. Umættet fedt
Hold dig til det umættede fedt. Det findes bl.a. i fisk og planteolie.

6. Kylling
Begræns kødforbruget og spis i stedet mere fisk og fugl – fx kylling.

7. Skrab brødet
Spar på smørret. Skær tykkere brødskiver og skrab smørret på.

8. Letmælk
Drik let-, skummet- eller kærnemælk. Brug kun de lette mejeriprodukter.

9. Spar på osten
Spis fedtfattig ost eller skær mindre skiver og undlad smør på brødet.

10. Groft brød
Skær tykke skiver brød og køb brød, der indeholder meget fiber.

11. To genstande
Hold igen med alkohol. Drik højst 2-3 genstande om dagen.

12. Dyrk motion
Hold dig i form, så du bevarer normalvægten og undgår overvægt.

13. Stegefedt
Brug ikke stegefedtet som sovs og undlad at komme det i sovsen.

14. Skær fedt af
Skær altid den synlige fedtbræmme fra kødet, før du spiser det.

15. Steg varsomt
Undlad at stege kødet så hårdt eller hurtigt, at det branker.

16. Skær branket kød væk
Er uheldet ude, så kødet er branket, så skær det sorte kød fra.

17. Undgå salt
Spar på saltet. Spis ikke stærkt saltede eller røgede madvarer.

Læs også
En kost, der hæmmer dannelse af nye blodkar, kan måske forebygge kræft
Kost, kosttilskud og kræft
Vegetarer har lavere risiko for visse kræftsygdomme
Et stort alkoholforbrug kan måske fremskynde udviklingen af kræft
Dyrk motion og hold vægten – og reducér din risiko for brystkræft
Potentielle kræfthæmmere
Sekundære plantestoffer og kræftforebyggelse
Ginseng og kræft
Selen beskytter mod kræft – og meget mere