Der er forsket meget i de sundhedsfremmende egenskaber ved valnødder, men nye forsøg har vist, at nødderne også er en kilde til det antioxidante hormon melatonin. Resultaterne tyder på, at valnødder kan give blodets indhold af melatonin og antioxidanter et skub i den rigtige retning.
Hvad er melatonin?
Melatonin er et hormon, der produceres naturligt i pinealkirtlen hos mennesker. Det sættes oftest i forbindelse med søvnregulering, da det produceres i løbet af de timer, hvor det er mørkt. I USA bruges melatonin-tilskud ofte af personer med et uregelmæssigt søvnmønster, skifteholdsarbejde eller jet-lag. De nye forsøg blev gennemført ved University of Texas Health Science Center og offentliggjort i tidsskriftet Nutrition.
Forskerne ville undersøge, om der findes melatonin i valnødder, og om indtagelse af valnødder havde en indvirkning på indholdet af melatonin og antioxidanter i blodet.
Beskrivelse af forsøget
Først udvandt man melatonin fra valnødder og mængdebestemte stoffet ved en metode, der kaldes væskekromatografi (HPLC, high-performance liquid chromatography). Man fandt derved frem til, at der var mellem 2,5 og 4,5 nanogram melatonin pr. gram valnød. Derefter gav forskerne enten valnødder eller almindelig mad til rotter efter at have reguleret deres foder forud for undersøgelsen. Man målte desuden rotternes blodindhold af melatonin og deres ”samlede antioxidante styrke”.
Valnødderne syntes at kunne øge blodkoncentrationen af melatonin til det tredobbelte hos de rotter, der fik valnødder i kosten, sammenlignet med den gruppe, der fik almindeligt foder. Blodets antioxidant-indhold steg også. Forskningsleder Russel Reiter siger: ”Vores undersøgelser viser, at valnødder indeholder melatonin, at det optages i kroppen ved indtagelse, og at det forbedrer evnen til at modstå iltningsbelastning forårsaget af skadelige molekyler kaldet frie radikaler”.
Selvom det endnu ikke står klart, hvor mange valnødder et menneske skal spise for at opnå den gavnlige virkning, så kan valnødderne i teorien forventes at være i stand til at reducere antallet af kræfttilfælde og udsætte eller mindske udviklingen af degenerative sygdomme som Parkinsons og Alzheimers og mindske omfanget af hjerte-/karsygdomme, siger Reiter.
Kroppens produktion af melatonin falder med alderen. Undersøgelsen rejser spørgsmålet, om der kan være en sammenhæng mellem faldende melatoninproduktion og udviklingen af sygdomme med forbindelse til frie radikaler senere i livet.
Hvad kan valnødder ellers?
Valnøddernes indhold af omega 3-fedtsyrer har allerede vist sig at kunne medvirke til at reducere risikoen for hjertesygdom. Reiter hævder, at den synergistiske virkning af omega 3, melatonin og andre næringsstoffer gør valnødder mere effektive end de kosttilskud, som kun indeholder én af disse faktorer. ”Jeg mener, at valnøddernes værdi ligger i deres kombination af indholdsstoffer”, siger han. Han planlægger yderligere forskningstiltag i samspillet mellem melatonin og omega 3. Reiters forskning modtog økonomisk støtte fra California Walnut Industry.
Læs også
Mandler, peanuts og valnødder sænker kolesteroltallet
Melatonin – vejen til en god nattesøvn
Melatonintilskud – er det sikkert?
Methyl B12 – også godt for søvnen
Tryptofan booster kemien i din hjerne
Tryptofan: Et overblik over anvendelse
Kilde
Nutrition, 14. september 2005