Alfalfa, også kendt som lucerne, tilhører ærtefamilien og er hjemmehørende i det vestlige Asien og de østlige Middelhavsegne. Alfalfaspirer er blevet en populær fødevare. I alfalfaholdige kosttilskud anvendes primært plantens tørrede blade. Desuden anvendes de varmebehandlede frø.
Alfalfa anvendes traditionelt til behandling i forbindelse med følgende helbredsproblemer:
-
Overgangsalder (sammen med salvie)
-
Forhøjet kolesterolspejl
-
Appetitløshed.
Langt tilbage i tiden anvendte kinesiske læger unge alfalfaskud til at behandle sygdomme i fordøjelseskanalen. Også ayurvediske læger ordinerede bladene og de blomstrende toppe mod dårlig fordøjelse. Alfalfa blev desuden anset for at have en indvirkning på væskeophobning og leddegigt. Indianerne brugte alfalfa til behandling af gulsot og til at fremme blodets sammenklumpningsevne.
Selvom alfalfa er påfaldende fraværende i mange klassiske lærebøger om urtemedicin, er urten dog omtalt i de såkaldte eklektiske lægers tekster (amerikanske læger i det 19. århundrede, som især anvendte urtemedicin) som et tonikum mod forstoppelse, dyspepsi, anæmi, appetitløshed og dårlig optagelse af næringsstoffer. Disse læger anbefalede også alfalfaplanten til at stimulere mælkeproduktionen hos ammende mødre, og frøene anvendtes i grødomslag til behandling af bylder og insektbid.
Man ved kun lidt om de medicinske egenskaber ved alfalfa, men de stoffer, der udgør planten, er grundigt udforsket. Bladene indeholder ca. 2-3 % saponiner. Dyreforsøg tyder på, at disse indholdsstoffer blokerer for optagelsen af kolesterol og forebygger dannelsen af plak ved åreforkalkning.
Et enkelt, begrænset klinisk forsøg har vist, at 120 g varmebehandlede alfalfafrø dagligt i otte uger førte til en behersket reduktion af kolesterolindholdet i blodet.
Alfalfablade indeholder også flavoner, isoflavoner, steroler og coumarin-afledte stoffer. Isoflavonerne menes at være ansvarlige for de østrogen-lignende virkninger, man har iagttaget ved dyreforsøg. Selvom dette ikke er bekræftet ved kliniske forsøg på mennesker, anvendes alfalfa af og til til at behandle symptomer i forbindelse med overgangsalderen.
Alfalfa indeholder protein samt A-, B1, B6-, C-, E- og K-vitamin. Næringsstofanalyser viser, at der også findes spor af kalk, kalium, jern og zink.
Læs også
Kolesterol – sænk dit kolesteroltal på en naturlig måde!
Spirer er den friskeste grønsag
Bønnespirer – lækre og nemme at spire selv
Diabetes: Urter til diabetikere
Knust hørfrø er godt for kolesteroltallet
Kilder
Briggs C. Alfalfa. Canadian Pharm J, 84–5, 115, 1994.
Castleman M. The Healing Herbs. Emmaus, PA: Rodale Press, 37–9, 1991.
Leung AY, Foster S. Encyclopedia of Common Natural Ingredients Used in Food, Drugs, and Cosmetics, 2d ed. New York: John Wiley & Sons, 13–5, 1996.
Story JA. Alfalfa saponins and cholesterol interactions. Am J Clin Nutr, 39:917–29, 1984.
Molgaard J, von Schenck H, Olsson AG. Alfalfa seeds lower low density lipoprotein cholesterol and apolipoprotein B concentrations in patients with type II hyperlipoproteinemia. Atherosclerosis, 65:173–9, 1987.
Malinow MR, Bardana EJ, Goodnight SH. Pancytopenia during ingestion of alfalfa seeds. Lancet, 1(8220 Pt1):615, 1981.
Foster S, Tyler VE. Tyler’s Honest Herbal. New York: HaworthPress, 23–5, 1999.
Shemesh M, Lindrer HR, Ayalon N. Affinity of rabbit uterine oestradiol receptor for phyto-oestragens and its use in competitive protein-binding radioassay for plasma coumestrol. J Reprod Fertil, 29:1–9, 1972.
Foster S. Herbs for Your Health. Loveland, CO: Interweave Press, 2–3, 1996.
Malinow MR, Bardana EJ, Profsky B, et al. Systemic lupus erythematosus-like syndrome in monkeys fed alfalfa sprouts: Role of a nonprotein amino acid. Science, 216:415–7, 1982.
Roberts JL, Hayashi JA. Exacerbation of SLE associated with alfalfa ingestion. New Engl J, 308:1361, 1983.
