Sund kost og livsstil

Spar på vandet – også når du sammensætter menuen!

Flere kartofler og mere kylling, færre ris og oksebøffer. Sådan skal du spise, hvis du vil spare på vandet. Det mener en amerikansk forsker, der har undersøgt, hvor meget vand der går til at producere dagligdags mad.

De færreste betragter i dag vand som en uudtømmelig råvare, vi bare kan bruge løs af. Vi har fx lært at spare på vandet, når vi skyller, koger eller på anden måde tilbereder mad. Men selv i vores valg af aftensmad kan vi også være med til at spare vand. Det mener i hvert fald den amerikanske forsker David Pimentel fra Cornell University i staten New York, USA. Han har beregnet, hvor meget vand der går til produktion af et kilo ganske almindelige fødevarer.

Helt i top ligger bøfkød med omkring 100.000 liter vand per kilo. Det store vandforbrug til bøfkød skyldes, at køerne skal have store mængder føde for at vokse, og meget vand bliver brugt til at dyrke foder til køer. Til sammenligning kræver et kilo kylling kun godt 3.500 liter vand, mens et kilo kartofler er den fødevare, der kræver mindst vand til produktionen – nemlig 500 liter per kilo.

Hvis man ser på det som en samlet menu, ja, så kræver en tallerken med bøf og ris 25 gange så meget vand at fremstille som en gang aftensmad med kylling og kartofler.

Kilde
New Scientist