Kosttilskud Sund kost og livsstil

Græskarkerner som medicin

Græskar (Cucurbita pepo) er velkendt som haveplante. De store, gule frugter har et meget vandet, men også slimholdigt frugtkød, som indeholder de ca. mandelstore frø, oftest i meget stort antal. Det er disse, man omtaler som græskarkerner. Få er klar over, at disse græskarkerner er et lægemiddel, som man i den senere tid har beskæftiget sig indgående med.

Græskarkerner mod prostatalidelser

Et af de mest omtalte områder er sygdomme i urinblæren og blærehalskirtlen, prostata, der ligger ved blærens overgang til urinrøret. Forstørrelse af blærehalskirtlen, prostatahyperplasi eller prostatahypertrofi, er en kendt og hyppig lidelse hos ældre mænd, som medfører tiltagende vandladningsbesvær og en højst ubehagelig og hyppig vandladningstrang.

En ejendommelighed ved denne prostatalidelse er, at væksten af prostata i ikke så få tilfælde mindskes hurtigt eller endog helt standser. Hos andre forværres tilstanden dog uafbrudt, indtil det i ubehandlede tilfælde bliver fuldstændig umuligt at tømme blæren. Som følge heraf trues hele kroppen af en urinforgiftning. Grunden til, at sygdommen i et tilfælde er relativt godartet og i et andet udvikler sig faretruende, kender vi ikke. Det gør forløbet af prostatahypertrofi så varierende og gør det desuden vanskeligt at forudsige noget i den konkrete situation. Der er i dag ingen tvivl om, at tilfælde, som stadig forværres, og hvor urintilbageholdelsen ikke mere kan lettes varigt, skal opereres, og det så tidligt som muligt. Operationen kan gennemføres på flere lige gode måder, som i teknisk henseende i de senere år er udviklet til en høj grad af fuldkommenhed. Herved fjernes den store hindring ved blæreudgangen sikkert og vedvarende. Selv hos gamle, svækkede mænd på over 80 kan man i dag gennemføre operationen relativt risikofrit.

I mange tilfælde er operation dog ikke – eller endnu ikke – nødvendig. Lidelsen forbliver her på sit første mindre betydningsfulde stadium, hvor der blot foreligger hyppigere trang til vandladning og en mere besværlig og langsommere urinudtømning. På baggrund af lidelsens usikre udvikling er det forståeligt og medicinsk også helt forsvarligt, at man i denne situation i første omgang så vidt muligt søger at afhjælpe problemerne og forhindre deres videre udvikling med simple midler. Grundlaget for denne type behandling er den omstændighed, som eksperter på området har fastslået, at ikke alene størrelsen af prostata er afgørende, men også blærens tilstand. I vandladningsprocessen indgår i hvert fald to mekanismer – også hos raske mennesker – lukkemusklen ved blæreudgangen må afslappes for at give frit udløb, og samtidig må væggen i den øvrige blære trække sig kraftigt sammen og presse urinen ud. Jo mere blæreudgangen forsnævres på grund af prostatas vækst, desto større mere skal blæremuskulaturen arbejde for at presse urinen ud. Med andre ord: Spændingstilstanden,  tonus, må forhøjes i blærevæggens muskulatur.

Efter al sandsynlighed formår græskarfrøene at regulere denne tømningsmekanisme. Frem for alt hæver den blæremuskulaturens tonus og fremmer udtømningen. Herved undgås den frygtede urinretention, dvs. ufuldstændig udtømning ved vandladning; besværet mindskes, og vandladningstrangen melder sig sjældnere. Vi kender endnu ikke virkningen i enkeltheder, og vi kender heller ikke de aktive bestanddele i græskarkernen. Sandsynligvis gælder her det samme, som vi allerede har erfaret hos så mange lægeurter: At det ikke drejer sig om et enkelt stof, men om flere i det rette blandingsforhold.

Selvfølgelig har naturen ikke “villet” det sådan. For at udtrykke det klart: Naturen har lige så lidt i dette tilfælde som i så mange andre “tænkt”, at der skulle foreligge et lægemiddel. Men mennesket har i tidens løb blandt den uendelige mangfoldighed af kombinationer, naturen frembyder, fundet frem til dem, som kunne være nyttige til behandling af de forskellige sygdomme.

Man kender mange af stofferne i græskarkernerne: En fed olie,  oleum cucurbitae, en phytosterin, måske også små mængder alkaloid. Desuden vitaminer, især fra E-gruppen, og muligvis hormonagtige stoffer. De vigtigste synes dog at være proteiner og aminosyrer. Selv om vi således endnu ikke formår at sige noget sikkert om de virksomme stoffer, er der i dag ikke mere tvivl om græskarkernens gode virkning på visse blæreproblemer. Derom foreligger en hel række pålidelige beretninger.

Foruden første stadium af prostatahyperplasi fremhæves også den gode virkning mod blæreneurose. Man forstår herved en tilstand med hyppig vandladningstrang og ofte ret mange smerter, men uden organiske forandringer i blæren forårsaget af blærekatar eller anden organisk sygdom. Lidelsen ses ikke sjældent hos nervøse kvinder i overgangsalderen. Også her er årsagen til problemerne en forstyrrelse af samspillet mellem lukke- og tømningsmuskulaturen, og en forøgelse af kraften i tømningsmuskulaturen i blærevæggen giver da den tilstræbte hjælp. For en sådan forklaring taler, at man også kan lette blæretømningsbesvær hos lammede, og personer med alderdomslidelser ved hjælp af græskarkerner.

Anvendelse og dosering

Hvad enten græskarkerner skal bruges mod blæresygdomme eller ved prostatahyperplasi, indtager man 1-2 tsk 2-3 gange daglig, fx på mysli, æblemos eller kvark. Hertil svarer 2 kapsler 3 gange dagligt. Kuren må gennemføres over nogle uger eller længere afhængig af lidelsens karakter. Også umiddelbart efter operationen for prostatahyperplasi kan og bør det tages sammen med maden, så blæremuskulaturen styrkes og hurtigere genvinder sin funktion.

Kilder
Akihisa T et al. Lipids 21, 39 (1986).
Haefele H. Ärztliche Praxis  79, 3321 (1977).
Lützelberger H. Ärztliche Praxis 76, 3278 (1974).
Nitsch-Fitz R et al. Erfahrungsheilkunde  28, 1009 (1979).
Rauwald HW et al. Phytochemistry 24, 2746 (1985).
Schilcher H.Zeitschrift für angewandte Phytoterapie  2, 14 (1981); 7, 19 (1986).
Schmidt K et al. Helv. Chir. Acta  47, 439 (1980).
Schmidt K et al. Klin. Exp. Urol. 4, 152 (1982).
Schuster W et al. Fette, Seife, Anstrichmittel  85, 56 (1983).
Sucrow W et al. Phytochemistry 15, 1533 (1976).
Szewczuk A et al. Hoppe-Seyler’s Z. Physiol. Chem.  364, 941 (1983).

Af dr. med. R. F. Weiss
Født 1895, studerede medicin og botanik ved universitetet i Berlin. Medicinsk embedseksamen i 1922. Derefter videreuddannelse til specialist i intern medicin. Under 2. verdenskrig stabsoverlæge af reserven. Efter sin hjemkomst fra russisk fangenskab i 1952 nedsatte han sig som speciallæge i Hannover. Flyttede i 1961 til Marstetten-Altracht i Allgäu for at kunne hellige sig sit videnskabelige arbejde. Toneangivende og stærkt medvirkende til udbredelsen af videnskaben om lægeplanter.