Lever Urter og krydderier

Løvetand – en beskeden plante med stor værdi

Taraxacum officinalis (Løvetand eller mælkebøtte) er traditionelt blevet brugt i indianernes folke­medicin og findes i mange egne af verden i dag. Den indeholder bitre stoffer, som har en stimule­rende virkning på le­veren og fordøjelsessystemet.

Den er også en meget righoldig kilde til vitaminer og mineraler, bl.a. A-, D-, C- og B-vitaminer samt jern, selen, magnesium, zink og mangan. I forsøg har løvetand vist sig at have en virkning på laboratoriedyrs vægt.

Aktive stoffer

Rod

Bitterstoffet taraxizin, triterpener (bl.a. taraxol og taraxasterol), sterin, inulin, sukker, pektin, glycosider, cholin, fenolsyre, asparagin, vitaminer, kalium.

Blade

Lutein, carotenoider (bl.a. violaxanthin), bitterstoffer, A-, B-, C og D-vitamin (større mængder end i gulerødder), kalium, jern.

Anvendelse

Løvetand anvendes mod lever- og galdelidelser, gigt og hudlidelser og som fordøjelsestonikum ved forstoppelse. Den beskedne plante er en af naturens mest storartede. Roden er let afførende, bitter og stimulerende, og den hjælper ved fordøjelsesforstyrrelser og forstoppelse. Den stimulerer lever og galde (frem for alt på grund af sit indhold af taraxizin) og fremmer galdens flydeevne betydeligt. Den er nyttig ved alle leverlidelser og ved gulsot.

Bladene, som om foråret er glimrende til salat, virker stærkt vanddrivende, hvilket i hhv. England, Tyskland og Frankrig har givet planten navne som “pee in the bed”, “bettpisser” og “piss-en-lit”.

I forsøg kan løvetand sagtens måle sig med et af de gængse vanddrivende midler, furosemid. Og modsat det, der sker ved almindelige diuretiske midler, mister kroppen ikke kalium ved indtagelse af løvetand: Det, der skylles ud, erstattes via det høje kaliumindhold i løvetand.

Løvetand renser blodet og vævene og indgår i behandlingen af hudsygdomme og gigt. Plantesaften kan fordrive vorter, og man kan fremstille en udmærket vin af blomsterne.

Kilde
Racz-Kotilla E, Racz G, Solomon A. The action of Taraxacum officinale extracts on the body weight and diuresis of laboratory animals. Planta Med 1974;26(3):212-217.