Urter og krydderier

Pebermynte – god mod mange lidelser

Pebermynten hører blandt de få folkemedicinske lægeplanter, som i vid udstrækning anerkendes også af skolemedicinen. Brugen af planten er ofte helt identisk i de to lægeretninger.

Drogen anføres i adskillige landes farmakopé (officiel fortegnelse over lægemidler), og efter kamillen er pebermynten det mest benyttede husråd. Ja, man bruger den i mange hjem, som et universalmiddel, ifølge etnobotanikeren, magister V. J. Brøndegaard.

Pebermynteplanten, som vi kender den i dag er en krydsning mellem tre af mynteslægtens (Mentha) cirka 30 arter.  De stærktlugtende planter blev gennem alle tider og lande tilskrevet lægende kræfter. Antikkens grækere, hebræere og romere dyrkede flere arter mynte. Således har man i en oldægyptisk grav fra tiden mellem 1200 og 600 f. Kr. fundet blade af en mynteplante.

Den græske læge Dioskurides (1. årh. e. Kr.) skriver, at hydyosmon er kulturformen af en art mynte med varmende, sammentrækkende og udtørrende kraft. Den anvendes som elskovsmiddel, fordriver indvoldsorm, lægges på bylder osv.. Pebermynteplanten har i øvrigt været brugt mod en lang række forskellige lidelser i stort set alle folkeslag.

Alle dele af planten indeholder en næsten farveløs flygtig (æterisk) olie. Olien vigtigste bestanddel er 50-86 % mentol og indtil 20 % menton. Desuden forekommer stofferne mentenol, jasmon, cineol, forskellige terpener, terpenalkoholer og aldehyder, limoner, piperitonin, dimetylsulfid, garve- og bitterstof og endvidere flavonoid-forbindelser. De friske blade har et indhold på ca. 25 mg C-vitamin pr. 100 gram.

Pebermynteolie har en karakteristisk, meget gennemtrængende lugt og smag. Vi registrerer lugten i fortyndinger ned til 1:73.000 og smagen indtil 1:130.000. For mentonet er tallene endog henholdsvis 1:660.000 og 1:2.000.000. I skolemedicinen bidrager pebermynteoliens mentol, bitter- og garvestoffer væsentligt til, at bladudtrækket på mave-tarm-kanalen virker beroligende, krampestillende og mod diarré. Mavens surhedsgrad nedsættes. Pebermynteolien indgår derfor i midler mod mavesår ledsaget af høje pH-værdier.

Endvidere stimulerer olien leverens produktion af galde og fremmer galdens transport mod fordøjelseskanalen. Det er eksperimentelt påvist, at et udtræk af bladene kan øge galdesekretionen til det nidobbelte af normalen. Udtrækket (i form af te) bevirker en langsom, men stadig forøgelse af sekretionen indtil virkningen kulminerer, og den rigelige afsondring opløser evt. sten. Hertil kommer mentolets og mentonets antiseptiske virkning på galdevæsken.

Kilde
Brøndegaard VJ. Folk og flora, bind 1-4.