Sund kost og livsstil Urter og krydderier

Spis dit ukrudt!

Haveejere kan roligt indstille kampen mod en stor del af ukrudtet. De kan spise sig fra det i stedet. Vi har været haven og den “vilde” natur rundt for at se på tilbud fra det gratis spisekammer.

Haveejere kan få grå hår af alt det ukrudt, der vælder frem i haven på den tid af året, hvor man netop gerne vil være ude på den private “grønne plet”. Men der er nu ikke grund til at tage det hele så tungt og bruge lugejern eller sprøjtemidler. For meget af det kan spises (det sprøjtede går du naturligvis langt uden om), og det er oven i købet både sundt og gratis!

Også uden for haven træffes ukrudt af tilsvarende slags. Her skal man dog undgå at plukke spiseligt ukrudt i vejgrøfter, da det dels kan være sprøjtet, og dels have et højt indhold af bly, der bl. a. stammer fra bilernes udstødningsgas. Derfor bør du dykke lidt ind i naturen og samle det spiselige ukrudt. Så kan du jo meget passende nyde den smukke natur samtidig.

Hvad er det så, der kan spises med sundhedsgevinst? Ja, mulighederne er talrige, men her vil vi koncentrere os om nogle stykker af dem og opfordre dig til at læse videre i nogle af de mange specialværker, som er udkommet.

Mælkebøtte

Mælkebøtten, som alle kender af udseende, er meget populær – kulinarisk set – og der er flere måder at tilberede den på. Ja, den er så værdsat nogle steder i verden, at den ligefrem er blevet forædlet og anbragt på listen over specialiteter i delikatesseforretningerne. Det gælder bl.a. i Frankrig.

Mælkebøttesalat (4 personer)

  • 1 litermål unge mælkebøtteblade
  • 2 hårdkogte æg
  • 3/4 dl solsikkeolie
  • 1/4 dl vineddike
  • ½-1 tsk stærk, lys sennep
  • peber
  • 250 g osteterninger

Saml først 1 litermål mælkebøtteblade i haven eller på en mark – helst unge blade, da de smager bedst. Det vil sige, at indsamlingen skal foregå i april-maj-juni måned. Skær bladene af med fx en lommekniv – de skal være 6-7 cm lange. Der må gerne følge rod med, så får du samtidig renset f. eks. græsplænen for ukrudt. Skær roden fra, og rens bladene. Mos æggene og lav en vinaigrette af solsikkeolie og vineddike tilsat sennep og peber. Æggemosen kommes i vinaigretten, hvori man vender mælkebøttebladene. Til sidste hældes osteterningerne over salaten.

Mælkebøtte som kaffeerstatning

Mælkebøtten kan også bruges som kaffeerstatning, og den er garanteret koffeinfri. Det hævdes endda, at smagen minder om kaffens. Hvis du vil vove forsøget, skal du grave mælkebøttens rødder op om efteråret, når de har nået deres maksimale størrelse, og rense dem grundigt. Tør dem i solens varme stråler og rist dem i ovnen, til de er sprøde. Mal dem groft og brug dem på samme måde som kaffe.

Brændenælde

Når man brænder sig på en brændenælde i haven, eller hvor den nu findes, lyder der nok barske vendinger. Men smag på den i stedet, for den er egentlig ganske spændende, når den er tilberedt. Det skal lige tilføjes, at den myresyre fra nælden, som giver de brændende vabler på huden, mister sin virkning efter kogning.

Brændenældesuppe (4 personer)

  • 1 litermål brændenældeskud eller 3 spsk brændenældepulver
  • 1 liter vand
  • salt
  • 35 g smør
  • 35 g mel
  • salt og peber
  • ½ liter mælk

Inden du går ud og samler store nælder, skal du vide, at brændenælder til spisning ikke bør samles senere end i juni. Efter den tid bliver bladene grove og bitre.

Indsaml skuddene – husk handsker! – på omkring 10 centimeters længde, og fjern stilkene inden kogning. Vask bladene grundigt. Kog nælderne i letsaltet vand i godt 20 minutter og purér dem i en blender. Lav en opbagning af smør, mel og lidt salt og peber. Sluk for varmen og tilsæt mælk, men langsomt, da det ellers vil ‘klumpe’. Lad det koge op, mens du rører rendt, og derpå simre i godt 5 minutter. Bland de purerede nælder i. Servér evt. smørristede brødterninger til.

Har du lyst til at prøve en anden opskrift på brændenældesuppe, kan du se her: Brændenældesuppe

Skvalderkål

Skvalderkål er en 30-80 cm høj plante med hvide blomsterskærme og tredelte blade med savtakker. Den findes bl.a. i haver og skove. Skvalderkål samler du i juni, og den kan koges akkurat som spinat og serveres som tilbehør til fx kød.

Burresnerre

Burresnerre er en meterlang grøn klatreplante med ru og smudsigt hvide blade. Den har frugter med krogbørster. Findes i haver, ved gærder og i krat.

Stænglerne, men ikke dens blomster og frugter, kan koges og spises sammen med kød eller bruges som ingrediens i suppe. Hertil bruges de helt unge skud, som fås i maj.

Læs også
Anvendelse af urter: Afkog og teudtræk
Brændenælder lindrer slidgigt og ledbetændelse
Løvetand: Upopulær plante med masser af gode egenskaber
Phyto-serien – den nemme vej til urternes helbredende kraft
Selvhelbredelse med lægeurter
V. J. Brøndegaard: Traditionel anvendelse af urter i Rusland

Kilde
Mad & Opskrifter, juni 1975