Sund kost og livsstil

Diabetes – du kan gøre RIGTI’ meget med den rigtige kost…

Type II-diabetes, som er den mest almindelige form, ses oftest i forbindelse med overvægt. Efter­hånden som befolkningen kommer til at veje mere og mere, vil antallet af diabetikere lige så stille komme mere og mere ud af kontrol. I de otte år, der gik fra 1990 til 1998, steg antallet af diabetes-tilfælde med 33 %. Over 8 % af alle voksne amerikanere lider af diabetes, og over 150.000 unge har sygdommen. Det er i alt 16 mio. amerikanere. Men ved du, hvad det mest skræmmende er? At 1/3 af disse 16 mio. endnu ikke ved, at de lider af sygdommen.

Man kan næsten regne ud, at der er noget helt galt, når teenage-børn begynder at udvikle den form for diabetes, som normalt kun rammer voksne over de 40. En avis illustrerede for nylig epide­mien med historien om en pige, som i en alder af 15 år vejede 175 kilo. Hun havde udviklet diabetes type II og var nødt til at give sig selv insulin-indsprøjtninger tre gan­ge dagligt.

Hvad er diabetes, hvorfor skal vi overhovedet bekymre os om sygdommen, og hvordan undgår man at få den?

To sider af samme djævel

Stort set alle tilfælde af diabetes er enten Type I eller Type II.

  • Type I udvikles hos børn og unge og kaldes ofte også for insulin-krævende diabetes. Antallet af tilfælde af Type I udgør 5-10 % af alle diabetes-tilfælde.
  • Type II, som udgør 90-95 % af alle tilfælde, sås tidligere primært hos voksne fra 40-årsalderen og opefter og kaldtes tidligere for “gammelmandssukkersyge”. Men eftersom 45 % af alle ny-diagnosticerede diabetes-tilfælde hos børn er Type II, er man gået væk fra denne betegnelse og refe­rerer nu simpelthen til de to former som Type I og Type II.

I begge tilfælde begynder sygdommen med et dårligt fungerende glukosestofskifte. Det normale stofskifte forløber – groft sagt – således:

  • Man indtager føde.
  • Føden fordøjes, og kulhydraterne nedbrydes til enkle sukkerstoffer, hvoraf en stor del er glu­kose.
  • Glukose (blodsukker) kommer ind i blodbanen, og bugspytkirtlen producerer insulin, der skal sørge for transport og fordeling af blodsukkeret rundt i kroppen.
  • Insulinet, der fungerer som en dørvogter, åbner dørene for glukosen ind til forskellige celler med mange forskellige formål. Noget af glukosen omdannes til kortsigtet energi, som umiddelbart kan anvendes i cellerne, og noget lagres som langsigtet energi (fedt) til senere brug.

Efterhånden som man udvikler diabetes, kollapser denne stofskifteproces.

  • Type I-diabetikeren kan ikke producere tilstrækkelige mængder insulin, fordi de insulinproduceren­de celler i bugspytkirtlen er blevet ødelagt. Det er resultatet af, at kroppen angriber sig selv, og Type I- diabetes er dermed en autoimmun sygdom.
  • Type II-diabetikeren kan godt producere insulin, men stoffet gør ikke det, det skal. Dette kaldes in­sulinresistens, som betyder, at når insulinet begynder at “give ordre” om at udsende blodsukker, så er kroppen ikke opmærksom. Insulinet har dermed ingen virkning, og blodsukkeret omsættes ikke korrekt.

Forstil dig, at din krop er en lufthavn med store parkeringspladser og det hele. Hver enhed af dit blodsukker er en rejsende. Når du spiser, stiger dit blodsukker. I analogien betyder det, at en masse rejsende ankommer til lufthavnen. Hver enkelt kommer kørende, finder en parkeringsplads, går hen til stoppestedet, hvor shuttle-bussen holder, for at blive kørt hen til terminalen. Efterhånden som blodsukkeret stiger, fyldes parkeringspladsen op, og alle står og venter ved bus­stoppestedet.

Shuttle-busserne repræsenterer selvfølgelig insulinet. I en diabetisk lufthavn er der desværre alle mulige og umulige problemer med busserne. I Type I-lufthavnen ER der simpelthen ingen busser – den eneste busproducent i verden, Bugspyt-Compagniet, er gået nedenom og hjem. I Type II-luft­havnen er der ganske vist busser, men de fungerer ikke ret godt.I begge tilfælde kommer de rejsen­de aldrig derhen, hvor de ønsker. Lufthavnens system bryder sammen, og der opstår helt kaotiske tilstande.

I den virkelige verden svarer det til en stigning i blod­sukkeret til et niveau, der er farligt for krop­pen. Faktisk diagnosticeres diabetes ved, at man iagttager et øget blodsukkerniveau – eller ved, at det udskilles i urinen. Men hvad er på langt sigt det risikable ved, at sukkerstofskiftet ikke fungerer? Denne oversigt stam­mer fra Centers for Disease Control:

Diabetes-komplikationer

  • Hjertesygdom: 2-4 gange så høj risiko for at dø af hjertesygdom.
  • Hjerneblødning: 2-4 gange så høj risiko for at få en hjerneblødning.
  • Forhøjet blodtryk: Over 70 % af alle diabetikere har forhøjet blodtryk.
  • Blindhed: Diabetes er den væsentligste årsag til blindhed hos voksne.
  • Nyresygdom: Diabetes er den væsentligste årsag til fremskreden nyresygdom, og over 100.000 diabetikere var i 1999 i dialyse eller gennemgik en nyretransplantation.
  • Sygdomme i nervesystemet: 60-70 % af diabetikerne lider af milde til alvorlige skader på ner­ve­systemet.
  • Amputeringer: Over 60 % af alle benamputationer foretages på diabetikere.
  • Tandsygdomme: Øget hyppighed og omfang af tandkødssygdomme, som kan føre til tab af tæn­derne.
  • Komplikationer ved graviditet.
  • Øget modtagelighed over for andre sygdomme.
  • Død.

Moderne medicin og operationsmetoder kan ikke helbrede diabetes. I bedste fald kan de lægemid­ler, der er på markedet for øjeblikket, gøre det muligt for diabetikere at have en velfun­ge­rende livsstil, men de kan ikke behandle årsagen til sygdomme. Konsekvensen er, at diabetikere li­vet igennem er tvunget til at tage medicin – og dermed bliver det også en meget dyr sygdom. Om­kostningerne ved diabetes løber alene i USA op i 130 mia. dollars om året.

Men der er håb. Faktisk er der meget mere end håb. Den mad, vi spiser, har en enorm indflydelse på sygdommen. Den rigtige kost kan ikke blot forebygge, men også helbrede diabetes. Men hvad er så “den rigtige kost”? Du kan sikkert næsten gætte dig til, hvad der kommer nu, men vi lader forsk­ningsresultaterne tale for sig selv.

Nu er den der, nu er den der ikke

Ligesom de fleste andre kroniske sygdomme er diabetes mere udbredt i nogle områder af verden end i andre. Det har man vidst i de sidste 100 år. Det er også veldokumenteret, at de befolknings­grupper, der har et lavt antal tilfælde af diabetes, spiser en kost, der i væsentlig grad er forskellig fra den, man spiser i lande med et stort antal tilfælde. Men er det bare en tilfældighed, eller er der andre ting på spil?

For godt 80 år siden samlede H.P. Himsworth alle eksisterende forskningsresultater i en rapport, hvor han sammenlignede kost og antallet af diabetikere i seks lande. Det, han fandt frem til, var, at man i nogle kulturer spiser en kost, der er meget fedtholdig, mens andre kulturer spiser en meget kulhydratrig kost. Denne forskel i fedt vs. kulhydrater fulgte et mønster, der viste, at sygdommen skyldes indtagelse af animalsk vs. vegetabilske fødevarer.

Figuren nedenfor viser sammenhængen mellem kost og sygdom i disse lande i den første halvdel af det 20. århundrede.

Når kulhydratindtaget stiger, og fedtindtaget falder, rasler antallet af dødsfald som følge af diabetes ned fra 20,4 til 2,9 pr. 100.000 indbyggere. Konklusionen? En kost, der er rig på kulhydrater og fat­tig på fedt (dvs. en plantebaseret kost) kan måske medvirke til at forebygge diabetes.

30 år senere blev spørgsmålet taget op igen. Efter at have undersøgt fire lande i Sydøstasien og Syd­amerika fandt forskerne igen frem til, at en kost med mange kulhydrater gav et færre antal diabeti­kere. Forskerne bemærkede, at man i det land, der havde det største antal diabetikere, Uruguay, ge­nerelt spiste “en ‘typisk vestlig’ kost – dvs. med mange kalorier, en stor mængde animalsk protein, en stor samlet fedtmængde og meget animalsk fedt”.

I lande med et lavere antal diabetes-tilfælde spiste man en kost, som indeholdt en relativt lav mængde protein (specielt animalsk protein), fedt og animalsk fedt. En stor del af kalorierne kom fra kulhydrater, specielt ris.

De samme forskere udvidede deres forsøg til 11 lande i Central- og Sydamerika og Asien. Den pa­rameter, hvor der var størst sammenhæng med diabetes, var overvægt. Befolkningsgrupper, der spi­ser en typisk vestlig kost, havde også det højeste kolesteroltal, som igen har en tæt sammenhæng med diabetes. Begynder det at lyde velkendt?

Én befolkningsgruppe

Disse gamle, tværkulturelle studier kan være temmelig overfladiske og dermed give konklusioner, man ikke helt kan stole på. Måske skyldes forskellen i antal diabetes-tilfælde i de nævnte under­søgelser ikke kosten, men nogle genetiske forhold. Måske var der andre kulturelle faktorer, fx fysisk aktivitet, der var mere relevante, men de blev ikke målt. Det ville klart være bedre at under­søge diabetes-forekomsten i en enkelt befolkningsgruppe.

Syvende Dags Adventisterne er et godt eksempel. Det er en interessant gruppe at undersøge på grund af deres kostvaner: Ifølge deres religion bør de holde sig fra kød, fisk, æg, kaffe, alkohol og tobak. Det betyder, at ca. halvdelen er vegetarer. Men 90 % af disse vegetarer indtager alligevel mælke- og æggeprodukter, og dermed får de en bety­delig del af deres kalorier fra animalske kilder. Det skal også bemærkes, at kødspisende adventister ikke er dem, der spiser mest kød – ca. 3 portioner pr. uge, og mindre end én portion fisk og fjerkræ pr. uge.

I kostundersøgelser af adventistmenigheder har forskerne sammenlignet ‘moderate’ vegetarer med ‘moderate’ kødspisere. Der er ikke nogen stor forskel mellem de to grupper. Alligevel er de vege­ta­riske adventister langt sundere end deres kødspisende trosfæller. De adventister, der ‘nægter’ sig selv kød, “nægter” sig også svøberne ved diabetes. Der er kun halv så mange diabetikere blandt ve­getarerne som blandt kødspiserne. Der er også kun halvt så mange fede mennesker i førstnævnte gruppe.

I et andet forsøg målte forskerne kost og diabetes i befolkningsgruppe bestående af japansk-ameri­kanske mænd i staten Washington. Disse mænd var sønner af japanske immigranter. Og underligt nok var der fire gange så mange tilfælde af diabetes som blandt japanske mænd af samme alder, som levede i Japan. Så hvad gik galt?

Blandt de japansk-amerikanske mænd viste det sig, at de, der udviklede diabetes, også fik mest ani­malsk protein, animalsk fedt og kolesterol via kosten – og alle tre faktorer findes kun i animalsk ba­serede fødevarer. Det samlede fedtindtag var også højere blandt diabetikerne.

Og de samme kostkarakteristika resulterede i overvægt. Disse andengenerations amerikanere spiste en mere kødfyldt kost med en reduceret mængde plantebaseret mad end mænd født i Japan. For­skerne skrev: “Det viser sig, at kostvanerne blandt japanske mænd, der bor i USA, mere ligner de typiske amerikanske kostvaner end de japanske”. Konsekvensen: Fire gange så mange tilfælde af diabetes.

Her følger en kort oversigt over andre forsøg:

  • Forskere har fundet ud af, at øget fedtindtagelse havde en sammenhæng med et øget antal Type II-diabetikere blandt 1.300 personer i San Luis-dalen i Colorado. De siger: “Resultaterne under­støtter den hypotese, at en kost, der indeholder store mængder fedt og kun få kulhydrater, har en sammenhæng med udviklingen af ikke-insulin-krævende diabetes mellitus (Type II) hos menne­sker”.
  • I løbet af de seneste 25 år er antallet af japanske børn, der har udviklet diabetes Type II mere end tredoblet. Forskere har noteret sig, at indtagelse af animalsk protein og animalsk fedt er øget drastisk i løbet af de sidste 50 år. Man hævder, at denne kostændring – sammen med for lidt mo­tion – kan være årsagen til denne eksplosive udvikling i antallet af diabetikere.
  • I England og Wales faldt antallet af diabetikere markant fra 1940 til 1950 – og mest udtalt under 2. Verdenskrig, hvor folks fødevareforbrug ændredes drastisk. I løbet af krigen og årene lige ef­ter steg indtagelsen af fibre og korn, og fedtforbruget faldt. Folk spiste ‘lavere’ af fødevare­kæ­den på grund af knaphed. Men omkring 1950 gik man igen væk fra den kornbaserede kost og tilbage til at spise mere fedt, mere sukker og færre fibre. Og ganske rigtigt – antallet af diabetikere steg igen.
  • Forskere har studeret 36.000 kvinder i Iowa igennem seks år. Ingen havde diabetes ved forsø­gets start, men i løbet af de seks år havde over 1.100 kvinder udviklet sygdommen. De kvinder, der havde den laveste risiko for at udvikle diabetes, var dem, der spiste flest fuldkorn og fibre – dvs. dem, hvis kost indeholdt flest kulhydrater (af den komplekse slags, der findes i uforarbej­dede fødevarer).

Alle disse forskningsresultater understøtter ideen om, at en kost, der er rig på fibre og uforarbejde­de, plantebaserede fødevarer beskytter befolkningen mod diabetes, og at animalske fødevarer med et højt fedt- og protein-indhold fremmer udviklingen af diabetes.

At kurere det uhelbredelige

Alle de forsøg, der er citeret herover, var observationsstudier, og en observeret sammenhæng – også selv om den forekommer hyppigt – kan kun anses for at være tilfældig og dækkende over det reelle årsag/virknings-forhold mellem miljøet (herunder kosten) og sygdom. Men der findes både “kontrollerede” forsøg og interventionsstudier. Her ændrer man kosten for mennesker, der enten allerede har udviklet Type I eller Type II eller udviser lette symptomer på diabetes (dårlig glukosetolerance).

James Anderson, MD., er en af vore dages mest fremtrædende forskere, når det gælder sammen­hængen mellem kost og diabetes. Han er kommet frem til iøjnefaldende resultater blot ved hjælp af kostændringer. Et af hans forsøg gik ud på at undersøge virkningen af en kost, der var rig på fibre og kulhydrater og fattig på fedt, blandt 25 Type I-diabetikere og 25 Type II-diabetikere. Forsøget fandt sted i hos­pitalsregi, og ingen af hans 50 patienter var overvægtige, og alle fik insulinindsprøjtninger til at kontrollere blodsukkerniveauet med.

Hans forsøgskost bestod primært af hele, vegetabilske fødevarer, og hvad der svarer til kun et eller to stykker kødpålæg dagligt. Han satte sine patienter på den konservative, amerikanske kost, der anbefales af American Diabetes Association, i en uge og lod dem derefter få forsøgskosten bestå­ende af (stort set kun) grønsager i tre uger. Han målte deres blodsukkerniveau, kolesteroltal, vægt og medicinbehov. Og resultaterne var impo­nerende:

Type I-diabetikere kan som nævnt ikke producere insulin. Det er svært at forestille sig, at nogen form for kostændring vil kunne hjælpe på deres lidelse. Men efter blot tre uger var Type I-diabeti­kerne i stand til at sænke deres insulinforbrug med i gennemsnit 40 %! Deres blodsukkertal blev drastisk forbedret. Og hvad der er ligeså vigtigt: Deres kolesteroltal faldt med 30 %! Man skal huske på, at en af farerne ved diabetes er komplikationerne i form af hjertesygdom og hjerneblødning. At mindske risikofaktorerne for disse komplikationer ved at forbedre koleste­rol­tallet er næsten ligeså vigtigt som at behandle et forhøjet blodsukkerniveau.

Type II-diabetikere er lettere at behandle, fordi der ikke er sket så store skader på deres bugspytkirtel. Så da Andersons Type II-patienter fik kosten med flere fibre og mindre fedt, var resultaterne endnu mere imponerende: Af de 25 Type II-patienter kunne 24 hol­de helt op med at tage insulin! Lad os lige tage dén igen: Alle på nær én person kunne holde op med at tage insulin i løbet af nogle få uger! En mand havde haft diabetes i 21 år og tog 25 enheder insulin om dagen. Efter tre uger med intensiv kostbehandling var hans dosis faldet til otte enheder om dagen. Efter otte uger hjemme var hans be­hov for insulinindsprøjtninger helt forsvundet.

I et andet forsøg med 14 slanke diabetikere fandt Anderson frem til, at kosten alene kunne sæn­ke det samlede kolesteroltal med 32 % på kun godt to uger.

Denne positive virkning, der udgør en nedgang i blodets kolesterolindhold fra 206 til 141 mg/dl, er bemærkelsesværdig – specielt i betragtning af, hvor hurtigt den er indtruffet. Dr. Anderson fandt desuden ingen sikre tegn på, at nedgangen i kolesteroltallet kun var midlertidig, hvis blot patien­terne fortsatte med at indtage forsøgskosten. Tallet forblev lavt i de følgende fire år.

En anden gruppe forskere ved Pritikin Center opnåede lige så spektakulære resultater ved at fore­skrive en fedtfattig, plantebaseret kost og motion til en gruppe diabetikere. Af 40 patienter, som fik insulin ved forsøgets start, var de 34 i stand til at standse al medicin-indtagelse efter kun 26 dage. Denne forskergruppe påviste også, at fordelene ved at indtage en plantebaseret kost holder sig i fle­re år, hvis patienterne fortsætter med en plantebaseret kost.

Dette er blot eksempler på nogle af de meget bemærkelsesværdige forskningsresultater – og det er kun lige smagsprøver på al den forskning, der er foretaget som støtte for resultaterne.

Vanens magt

Som det fremgår af disse resultater, så KAN vi vinde over diabetes. To nyligt offentliggjorte forsøg undersøgte virkningen af en kombination af kost og motion til behandling af sygdommen.

Det ene forsøg opdelte 3.234 personer, der alle var i risikogruppen for udvikling af diabetes, i tre forskellige grupper. Én gruppe (kontrolgruppen) fik almindelig kostinformation og et placebopræ­parat (uden virkning), en anden gruppe fik samme kostinformation og medicin, og den sidste gruppe blev udsat for en ‘intensiv’ livsstilsintervention, som omfattede en moderat fedtfattig kost og et motionsprogram, så de kunne tabe mindst 7 % af deres kropsvægt.

Efter næsten tre år havde livsstilsgruppen 58 % færre tilfælde af diabetes end kontrolgruppen. I me­dicingruppen var antallet af tilfælde kun reduceret med 31 %. Sammenlignet med kontrolgruppen virkede begge behandlingsformer, men livsstilsændringen var klart mere effektiv – og mere sikker – end indtagelse af et medicinsk præparat. Desuden kan en livs­stilsændring medvirke til at løse andre helbredsproblemer – dét gælder ikke for medicinen.

Det andet forsøg viste også, at antallet af diabetestilfælde kan reduceres med 58 % ved blot at gen­nemføre moderate livsstilsændringer, herunder motion, vægttab og en moderat fedtfattig kost. Hvad ville der ikke kunne ske, hvis folk gik helt og holdent over til den sundeste kost: Uforarbejdede ve­getabilske fødevarer. Ernæringsfagfolk har en stærk mistanke om, at man ville kunne undgå stort set alle tilfælde af Type II-diabetes.

Men desværre har misinformation og indgroede vaner en altødelæggende virkning på vores helbred. Vores vane med at spise hotdogs, burgere og pommes fritter er ved at tage livet af os. Og selv dr. James Anderson, som opnåede så fremragende resultater med så mange patienter ved at give dem en kost, der var tæt på at være 100 % vegetarisk, er ikke upåvirkelig over for de almindelige sund­hedsråd. Han skriver: “Ideelt set giver en kost med 70 % af kalorierne i form af kulhydrater og op til 60 g fiber dagligt den mest gavnlige virkning for personer med diabetes. Men denne kostform giver kun mulighed for 30-60 g kød dagligt, og det er stort set umuligt at overholde for en stor del af befolkningen”.

Hvorfor siger en velrenommeret videnskabsmand som professor Anderson, at sådan en kost er “stort set umulig”, og giver dermed sine læsere en forudfattet mening, inden de overhovedet har set beviserne for det modsatte? Jo, det KAN godt se “stort set umuligt” ud at ændre sin livsstil. Det kan være stort set umuligt at opgive kød og fedtholdige fødevarer, men er det ikke værre at veje 175 kg og have Type II-diabetes i en alder af 15 år? Og hvor sjovt er det lige at leve med en lidelse, som ikke kan helbredes af medicin eller operation – en lidelse, som ofte fører til hjertesygdom, hjerneblødning, blindhed eller amputation, en lidelse, som måske kræver, at du sprøj­ter insulin ind i kroppen hver evig eneste dag resten af dit liv.

Ja, det kan godt være “stort set umuligt” at ændre sin livsstil – men det kan også gå hen og være umagen værd.

Læs også
Kosttilskuds betydning for diabetikere
Kosten påvirker risikoen for diabetes
Diabetes: Bedre insulinresistens med en antioxidantholdig kost
Fuldkorn og diabetes
Magnesium og fibre kan reducere risikoen for diabetes
Kød kan måske øge risikoen for diabetes
Resveratrol som supplerende behandling for diabetes type II
Spis sundt – spis Middelhavskost
Vitaminer og mineraler kan sænke blodtrykket hos diabetikere

Kilder
Mokdad AH, Ford, ES, Bowman BA, et al. Diabetes trends in the U.S.: 1990-1998. Diabetes Care 23 (2000): 1278-1283.
Centers for Disease Control and Prevention. National Diabetes Fact Sheet: General Information and National Estimates on Diabetes in the United States, 2000. Atlanta, GA: Centers for Disease Control and Prevention.
Griffin, KI. New Lifestyles: new lifestyles, hope for kids with diabetes. Milwaukee Journal Sentinel 22. juli 2002: 1G.
American Diabetes Association. Type 2 diabetes in children and adolescents. Diabetes Care 23 (2002): 381-389.
Himsworth HP. Diet and the incidence of diabetes mellitus. Clin. Sci. 2 (1935): 117-148.
West KM, Kalbfleisch JM. Glucose tolerance, nutrition, and diabetes in Uruguay, Venezuela, Malaya, and East Pakistan. Diabetes 15 (1966): 9-18.
West KM, Kalbfleisch JM. Influence of nutritional factors on prevalence of diabetes. Diabetes 20 (1971): 99-108.
Fraser GE. Associations between diet and cancer, ischemic heart disease, and all-cause mortality in non-Hispanic  white California Seventh-day Adventists. Am J Clin Nutr. 70(suppl.) (1999): 532S-538S.
Snowdon DA, Phillips RL. Does a vegetarian diet reduce the occurrence of diabetes? Am J Publ Health 75 (1985): 507-512.
Tsunehara CH, Leonetti DL, Fujimoto WY. Diet of second generation Japanese-American men with and without non-insulin-dependent diabetes. Am J Clin Nutr. 52 (1990): 731-738.
Marshall J, Hamman RF, Baxter J. High-fat, low-carbohydrate diet and the etiology of non-insulin-dependent diabetes mellitus: the San Luis Valley Study. Am J Epidemiol. 134 (1991): 590-603.
Kittagawa T, Owada M. Urakami T et al. Increased incidence of non-insulin-dependent diabetes mellitus among Japanese Schoolchildren correlates with an increased intake of animal protein and fat. Clin Pediatr. 37 (1998): 111-116.
Trowell H. Diabetes mellitus death-rates in England and Wales 1920-1970 and food supplies. Lancet 2 (1974): 998-1002.
Meyer KA, Kushi LH, Jacobs DR et al. Carbohydrates, dietary fiber, and incident Type 2 diabetes in older women. Am J Clin Nutr. 71 (2000): 921-930.
Anderson JW. Dietary fiber in nutrition management of diabetes. I: G. Vahouny V, Kritchevsky D (red.) Dietary Fiber: Basic and Clinical Aspects, s. 343-360. New York: Plenum Press, 1986.
Anderson JW, Chen WL, Sieling B. Hypolipidemic effects of high-carbohydrate, high-fiber diets. Metabolism 29 (1980): 551-558.
Story L, Anderson JW, Chen W et al. Adherence to high-carbohydrate, high-fiber diets: long-term studies of non-obese diabetic men. J Am Diet Assoc. 85 (1985): 1105-1110.
Barnard RJ, Lattimore L, Holly RG et al. Response of non-insulin-dependent diabetic patients to an intensive program of diet and exercise. Diabetes Care 5 (1982): 370-374.
Barnard RJ, Massey MR, Cherny S et al. Long-term use of a high-complex-carbohydrate, high-fiber, low-fat diet and exercise in the treatment of NIDDM patients. Diabetes Care 6 (1983): 268-273.
Anderson JW, Gustafson NJ, Bryant CA et al. Dietary fiber and diabetes: a comprehensive review and practical application. J. Am Diet. Assoc. 87 (1987): 1189-1197.
Jenkins DJA, Wolever TMS, Bacon S et al. Diabetic diets: high carbohydrate combined with high fiber. Am J Clin Nutr. 33 (1980): 1729-1733.
Diabetes Prevention Program Research Group. Reduction in the incidence of Type 2 diabetes with lifestyle intervention or Metformin. NEJM. 346 (2002): 393-403.
Tuomilehto J, Lindstrom J, Eriksson JG et al. Prevention of Type 2 diabetes mellitus by changes in lifestyle among subjects with impaired glucose tolerance. NEJM. 344 (2001):1343-1350.