Naturmidlernes historie og pionerer Sund kost og livsstil

Lars Okholm: Ernæringsoptimisten

Skønt Lars Okholm erkendte, at mennesket ikke er noget fornuftsvæsen, blev han ufortrødent livet igennem ved med at appellere til vores fornuft, men med fornuftig hensyntagen til følelsernes, troens, alt det uhåndgribelige og ufornuftiges betydning, som han jo i virkeligheden også selv troede på. Det kommer frem gang på gang i hans bøger, også i den sidste “Godt nyt om stress, depressioner, hjerneskader, menses & klimakteriet, virus, ledegigt” (Gyldendal). Her kommer Okholm med et par guldkorn:

  • “Uden ligefrem at være lallende enfoldig kan man godt træne sig op til at være systematisk positiv. Og lukke af for golde og negative kommentarer”.
  • “I det lange løb har pessimisten nok ret – men i mellemtiden har optimisten haft det bedre”.

Patienten eller videnskaben

Negative kommentarer var Okholm velkendt med. Både hans meninger og hans raske udtryksform mødte kritik fra mere forsigtige eksperter. Okholm skal da også – ligesom forsikringspolicer – læses med omhu. Ellers kan man godt overse de forbehold, som han faktisk tog. På den anden side lagde han ikke skjul på, at han gik ind for at prøve teorier, der ikke er endeligt videnskabeligt bevist, dog altid med den vigtige forudsætning, at de ikke måtte være forbundet med risiko og store udgifter. Typisk er fx denne kommentar til teorierne om visse allergivirkninger ved syntetiske farvestoffer: “Er det en uvidenskabelig påstand, kan den ikke bevises? Næh, men det er en forbrugervenlig påstand, og den kan heller ikke modbevises! Den er endda overvejende sandsynligt”.

Der er ingen garanti for, at man kan spise sig til en ukuelig optimisme som Okholms. En del havde han nok med hjemmefra. Men hans muntre og befriende selvironiske form virkede oplivende i sig selv, og det var altid umagen værd at høre hans meninger om ernæringsspørgsmål.

Vitaminer og mineraler

Til det hyppigt tilbagevendende spørgsmål om nødvendigheden af vitamin- og mineraltilskud skrev Okholm: Endnu for ti år siden var dansk kostvejledning baseret på den mildest talt udokumenterede påstand, at en kost, der indeholdt de nødvendige mængder af de ti såkaldte indikatorstoffer: Protein, calcium, fosfor, jern, A-, D-, C-, B1- B2 -og B3-vitamin, ganske automatisk ville indeholde fornødne mængder af samtlige livsnødvendige – kendte som ukendte (!) – næringsstoffer. I de senere år er vejledningen ændret til de seks kostråd:

  • Spis mindre fedt
  • Spis mindre sukker
  • Spis mindre salt
  • Spis groft
  • Spis varieret
  • Spis ikke for meget.

Slår disse råd til, så man ikke skal have tilskud? Okholm besvarede spørgsmålet ved at efterregne en kostmodel, der rigeligt lever op til kostrådene, nemlig madpyramiden, som er “den ypperste af alle kostplaner (for nu at komme med en uvidenskabelig påstand)”.

Udregnet efter Statens Levnedsmiddelinstituts Levnedsmiddeltabeller fra 1983 skulle dækningen for følgende indikatorstoffer være: Protein 165% – A-vitamin 129% – C-vitamin 209% – B1-vitamin 117% – B2-vitamin 155% – jern 152% og calcium 307% af de anbefalede daglige indtagelser, hvis man spiser efter madpyramiden og er en normalforbruger med et energibehov på 10.000 kilojoule (2400 kalorier). Det svarer til den midaldrende mand, der ikke er særligt aktiv; smertensbarnet i velfærdssamfundet.

Underskud

Efter den gamle teori skulle man tro, den hellige grav var vel forvaret med disse procenter. Men det pinlige er, at normalforbrugeren alligevel kommer i gevaldigt underskud med en række livsvigtige mineraler og vitaminer. Det ses af følgende dækningsprocenter: Zink 84 %, krom 17 %, selen 47 %, folsyre 63 %, B6-vitamin 72 % og D-vitamin 53 % af det anbefalede. Disse tal gælder som sagt, hvis man spiser efter madpyramiden, og den indeholder ikke al det fedt, sukker og sprit, som ifølge statistikken udgør en væsentlig del af danskernes daglige kost. Så Okholms pointe er klar nok: Spis vitamin- og mineraltabletter.

Kartofler

“Jeg synes stadig, at det er en gåde, hvor kartoflens dårlige rygte stammer fra, og jeg er forbløffet over, at det har sneget sig ind i selv Sundhedsstyrelsens pjece. Sådan et rygte opstår vel ikke af sig selv? Der har oven i købet i tidens løb været mange undersøgelser, som viste det modsatte”.

Fx udførte dr. Mikkel Hindhede og hans utroligt tålmodige assistent Frederik Madsen forsøg med kartofler. Ifølge Hindhedes bog “Af mit livs historie” fra 1945 levede Frederik Madsen af kartofler og margarine i 341 dage. Uden at blive fed! Det fremgår ikke, at Madsen havde hård mave. Tværtimod omtales det store problem med den stadige kontrol med urin og afføring. “Madsen kunne ikke foretage nogen længere udflugt uden at skulle medføre en flaske til urin, og han måtte sørge for at være hjemme i rette tid for WC eller rettere for spand”, skriver Hindhede.

Der blev gjort opmærksom på, at en voksen mand skulle spise 2½-3 kg kartofler om dagen, hvis han skulle spise sig mæt i kartofler alene. Det er selvfølgelig et tænkt eksempel. Med mindre man er i en krigssituation – eller hedder Frederik Madsen – kunne man næppe drømme om at gøre det i praksis. Normalt ville kosten altid bestå af mange forskellige levnedsmidler, og det er kosten som sådan – ikke det enkelte levnedsmiddel – der afgør, om man bliver fed eller ej. I realiteten kan man blive fed af alt, hvad man spiser for meget af. Men risikoen for at spise for meget er ikke nær så stor, når det drejer sig om almindelige kogte kartofler, som hvis det drejer sig om fx sukker eller fedtstof.

Kartofler og blodsukker

Sukkersygepatienter ved, at der er forskel på, hvor hurtigt kulhydrater optages i blodet. Kulhydratet fra kartofler optages langsommere end fx sukker, men hurtigere end kulhydrat fra grønsager. I vejledningen om kost til diabetikere er der lavet en oversigt over, hvor hurtigt kulhydrat fra forskellige produktet går over i blodet:

1. “Spurter” ind i blodet: Sukker, frugtsaft og juice (simple kulhydrater)
2. “Løber” ind i blodet: Frugt, mælk (overvejende simple kulhydrater)
3. “Går” ind i blodet: Franskbrød, kartofler, spaghetti (sammensatte kulhydrater)
4. “Kravler” ind i blodet: Rugbrød, grovbrød, ris (sammensatte kulhydrater med en del fibre)
5. “Kryber” ind i blodet: Grønsager, hvide og brune bønner (sammensatte kulhydrater med en rigelig mængde fibre).

For diabetikere er det vigtigt at undgå, at blodsukkeret stiger for meget efter et måltid. Deres bugspytkirtel kan nemlig ikke lave nok af det stof, insulin, som er nødvendigt for at føre blodsukkeret fra blodet over i kroppens væv, hvor det forbrændes eller oplagres som fedt. Det er vigtigt at vide, at kartoffelstivelse “går” over i blodet i hurtigere tempo end fx stivelse fra grønsager og bønner, som “kryber” ind i blodet. Sukker skal diabetikere holde sig fra, fordi det “spurter” ind i blodet.

For raske spiller det også en rolle. Raske kan ganske vist selv – i modsætning til diabetikere – producere insulin nok til at føre blodsukkeret væk, men også når raske spiser en portion sukker, “spurter” det ind i blodet. Blodsukkeret stiger hurtigt til et så højt niveau, at bugspytkirtlen straks går i gang med at producere en masse insulin, som kan fjerne det igen i en fart. Blodsukkeret vil falde hurtigt, men der er nu lavet så meget insulin i bugspytkirtlen, at blodsukkeret vil fortsætte med at falde, til det når langt under det normale niveau (hypoglykæmi), uden at der er tale om mangel på brændstof i kroppen. Der opstår da en falsk appetit, fordi man føler sult, når blodsukkeret går under det normale. Man spiser måske igen noget sukker, og så er der startet en ond cirkel.

Spiser man derimod grønsager eller bønner, “kryber” kulhydraterne ind i blodet, og blodsukkeret reguleres ind på et passende niveau uden de store udsving til hverken den ene eller den anden side. Man får en lang mæthedsfornemmelse. Kartofler er i den forbindelse ikke så “gode” som grønsager og bønner. Ej heller som rugbrød, grovbrød og ris. Kartofler ligger på linje med franskbrød og spaghetti som en blød mellemvare. Det er imidlertid slet ikke dårligt og langtfra noget, der kan forklare, at kartoflen har fået sit dårlige rygte som fedende.

Læs også
Lars Okholm: Strategi for et bedre liv
Kartoffelkur: Hver dag et halvt kilo tyndere…
Orthomolekylær medicin – hvad går det ud på?
Vitaminer og mineraler reducerer dit taljemål
Fru Johnson – et eksempel til efterfølgelse
Frede Damgaard: Syre/base-balancen
Carsten Vagn-Hansen: Komplementær behandling og empowerment

Ernæringsspecialist Lars Okholm er død, 91 år - Mad & Vin - Livsstil

Lars Okholm, født 29. november 1917, død 15. februar 2009, uddannet civilingeniør og dr. techn., var en dansk ernæringsekspert og forfatter. I perioden 1967–1984 var Okholm leder af FDB’s centrallaboratorium, og i den forbindelse begyndte han at skrive bøger om ernæring. Blandt hans bøger er Okholms ABC og Strategi for et bedre liv. Siden 1985 var han med til at oplyse mennesker over det ganske land om moderne sundhedsprincipper og sund mad. Han var en levende reklame for sine ernæringsbudskaber, som han udbredte gennem en række populære publikationer og foredrag på en måde og i en form, der var forståelig for alle.