Naturmidlernes historie og pionerer

Julia Vøldans syn på sundhed og sygdom

Mange mennesker fik deres sundhed tilbage gennem undervisning eller kurophold på det daværende Råstrup Kursted i Svendborg under Julia Vøldans ledelse. Ordene i denne artikel er hendes:

Den almindelige opfattelse af sygdom er nærmest, at det er en fjende. Vi kan bare tænke på mange af de ortodokse sygdomsbehandlinger, hvor lægerne bruger kniven, sprøjter med gift eller anvender farlige stråler, så de selv må beskytte sig bag tykke blydøre. Det er at skyde med skarpt på en fjende; men det glemmes, at den indbildte fjende befinder sig i en levende menneskekrop. Hvad sker der vanligvis, når man skyder med skarpt på nogen? Jo, enten skader man dem, eller også ødelægger man dem…

Gennem mit arbejde med syre/base-metoden har jeg fået et helt andet syn på sygdom, end lægen har. Jeg betragter sygdom som menneskets advarende ven, en ven som hjælper mennesket til at redde livet ved at bevare livsenergien. Mennesket er at ligne med et elektrisk batteri, som har en plus- og en minuspol, men hvor den ene pol er foranderlig alt efter, hvad man spiser og drikker. Man kan spise og drikke sig til to ens poler, altså to plus-poler eller to minus-poler, og så kan kroppen ikke eksistere, uden at den opretter en ny kunstig sygdomspol med den manglende elektriske ladning. Bortopereres denne sygdomspol, vil kroppen straks prøve at danne en ny sygdomspol, såfremt den syge ikke radikalt forandrer sin levevis. Tænk på det store antal kvinder, som efter bortoperation af et bryst får en ny knude i livmoderen, eller som efter bortoperation af livmoderen får en ny knude i bryst eller andetsteds.

Hvis forskerne havde beskæftiget sig med at tale med syge mennesker i stedet for at skære i umælende dyr, tror jeg, at sygdomsbekæmpelsen var kommet en hel del længere. Vi må væk fra al vivisektion og i stedet studere de syges levevis, dvs. deres kost og deres livsvaner. Først da kan man finde frem til sygdomsårsagerne og ved at fjerne dem helbrede sygdommene.

I 30 år har jeg haft det både som hobby og arbejde at tale med syge mennesker om deres kost og livsvaner. Derigennem har jeg fundet, at det overvejende flertal af syge gør de samme ernæringsfejl. Fx spiser de brød og drikker kaffe til morgenmad med yoghurt eller juice til og så igen brød med pålæg og kaffe eller te til frokost. Endnu værre er det, når man også indtager kaffe og brød (eller kager) om formiddagen og eftermiddagen.

Ved at spise disse 2-4 syredannende måltider efter hinanden i årevis oparbejdes et stort syreoverskud i kroppen, og dette fremkalder de forskelligste sygdomssymptomer. Kløe, eksem og muskelgigt er gerne de første, som melder sig. Derfor er disse også de letteste at kurere ved at spise radikalt anderledes, dvs. grønsager og mælk om morgenen og det samme til frokost. Kalken i mælken hjælper til at neutralisere syren i kroppen, men helst skulle mælken være rå. De basiske kartofler hører med til mindst et af måltiderne, gerne til begge to. Det er billig medicin – og effektiv.

At spise udelukkende kartofler, grønsager og sød- eller skummetmælk + fløde i op til en uge er faktisk enestående som smertebefriende middel. Jeg kalder det for “grønsagskuren”. Drikker man i tillæg hertil ¼-½ liter løvetandte og/eller ¼-½ liter brændenældete samt faster de to første dage på kogt vand, så har De min syreudrensningskur. I begge tilfælde må der sørges for, at tarmen bliver tømt grundigt hver dag, hvis nødvendigt med lavement eller klystersprøjte. Amerikansk olie eller opblødte loppefrø virker også udmærket.

Skal syge mennesker virkelig hjælpes, er der mange ting at tage hensyn til, og som de syge trænger oplysning om. Jeg vil her opregne de vigtigste:

  1. Syre/base-balancen. Den er overordentligt vigtigt, idet syreoverskud bærer en stor del af skylden for mange af vore sygdomme.
  2. Plus/minus-balancen. Den er gerne i uorden hos de syge, og når den bringes i orden, får alle det bedre, og mange bliver raske. Hertil bruges forskellige urteteer, som er særligt rige på sporstoffer.
  3. Søvnbalancen. At gå for sent i seng er en kardinalsynd i de civiliserede samfund og en hovedfaktor i de fleste civilisationssygdomme. Første regel for syge mennesker er derfor at finde tilbage til den rigtige sengetid, hvor midnat er midt i nattesøvnen, dvs. kl. 19.30-20.00. Foruden at oplade nervesystemet virker tidligsøvnen også hjertestyrkende og bedrer blodkredsløbet.
  4. Tarmfunktionen. Med hensyn til tarmpassagen har jeg ofte læst, at dårlig tarmfunktion er en af hovedårsagerne til den frygtede kræftsygdom. Men det samme gælder for de fleste andre sygdomme også. Man kan selv kontrollere sin tarmfunktion ved at spise godt med rødbeder, gerne kogte eller bagte, til det første måltid og meget grønkål, rå eller kogt, til det næste. Til dagens sidste måltid kan man indtage 5-6 kultabletter. Man skal så notere, hvornår måltiderne er indtaget og tælle timerne, når de samme farver kommer ud.
  5. Åndedrættet. Der er en tysk kræftforsker og nobelpristager, professor Warburg, som siger: Kræft kommer af for lidt ilt. Folk opholder sig for meget indendørs – er tit ikke udenfor mere end 5-10 minutter på en hel dag. Cellerne kan ikke klare sig uden tilstrækkelig ilt, deres stofskifte går i uorden, og så opstår de unormale celler. Kort og godt: Et åndedræt, der udnytter hele lungekapaciteten og ikke blot en sjettedel, er overordentligt vigtigt for at blive og holde sig rask.

Alle disse fem punkter samt mange flere bliver nærmere belyst i min bog “Plus-Minus-Balancen”.

Læs også
Julia Vøldan: Syre/base-balancen
Vital med en god syre/base-balance
Syre og base i kosten
Yin, yang og plus/minus-balancen
Mindre salt giver bedre vejrtrækning
Julia Vøldan: Den bedste sygdomsforebyggelse
Julia Vøldan: Hvad man selv kan gøre for ikke at tabe sit hår

Kilde
Julia Vøldan, Ny Tid og Vi, 1978.

art-voeldan

Julia Vøldan, født 1922, død 1988, var en af vores helt store helseforkæmpere. Hun var optaget af kroppens plus- og minus balance, syre/base-balance og søvnbalance. I 1978 blev Julia Vøldan ansat ved Raastrup Kursted ved Svendborg. Hun gjorde en kæmpe indsats for stedet, som blev kendt i vide kredse og meget besøgt. Julia Vøldan havde et stort navn hos vegetarer. Hun er bl.a. forfatter til bogen ”Plus-Minus-Balancen”, der er solgt i store oplag, ligesom Julia Vøldan var en efterspurgt foredragsholder. Da hun forlod Raastrup Kursted i 1982, åbnede hun sit eget kursted i Jyderup på Sjælland.