“Naturen læger alle sygdomme”
For 2.500 år siden udtænkte den geniale, græske læge Hippokrates denne sætning – og omsatte den til behandling. Allerede dengang var den i modstrid med dem, der hævdede, at mennesket er alle tings mål, og at man kun kunne helbrede sygdomme, når man havde fundet det rigtige middel. I dag er den ”antikke” strid mere aktuel end nogensinde. De 2.000 overlevende fra Contergan-tragedien er kun de mest ”prominente” og velkendte vidnesbyrd om de ”uheld”, som den konventionelle medicin har skrevet ind i historien som ”uønskede bivirkninger”. Helmut Weiss har undersøgt sagen. Det første afsnit i serien om det omskiftelige forhold mellem naturmedicin og konventionel medicin begynder i år 490 før Kristus i Athen:
Løberen vakler og bryder sammen på målstregen. Med opbydelsen af sine sidste kræfter stammer han et par ord og ligger derefter bevidstløs på jorden. Fortvivlet gør hans venner, hvad de kan. Minutter senere lyder sirenerne, de blå lys blinker, og ambulancen kommer susende. Læger og falckfolk, sprøjter, kunstigt åndedræt. Slanger bliver sluttet til, sonder, kanyler – og babubabu – afsted mod intensivafdelingen på Athens hospital.
Fotografer ved indgangen, journalister, folk ringer fra hele verden, og alle får samme svar: ”Tilstanden er meget alvorlig – ingen yderligere kommentarer”. Næste morgen udkommer formiddagsavisen FOS med kæmpeoverskriften: ”Sejr over perserne – klarer gulddrengen Diomedon den?” På side to rapporteres direkte fra sygeværelset den rørende historie om apparater, maskiner, som holder liv i patienten, om skærmen med de grønner linjer, Athene i egen høje person, som er steget ned fra Olympen for at holde helten i hånden, et foto viser hende stigende op fra en sky. Kommentarer fra vidende og uvidende veksler mellem håb og resignation.
Efter tre dage er der forsigtig optimisme, FOS har ”gravet den lille, tapre bondepige fra Stiri frem”, der sidder og krydser tommelfingre hjemme ved arnestedet med forgrædte øjne. Hun farer sammen, når navnet Athene nævnes. Efter fire dage er der vished, og FOS skriger nyheden ud til hele verden: ”Han klarede den – Diomedon har fået livet tilbage!”
Således kunne historien om maratonløbet være endt, hvis de gamle grækere i 490 f.Kr. havde haft vores moderne intensivapparatur til rådighed. Et par pressekonferencer, og et års tid senere måske en FOS-historie om sejrsherrens bryllup med den lille, tapre bondepige ”Sirtaki fra Stiri” – og Marathon ville i dag være et lille, ukendt sted i det nordøstlige Athen. Ingen atletikstævnearrangør ville være kommet på den idé at arrangere et løb på nøjagtigt 42,2 km.
Det er de døde, der skaber historie – de overlevende er uinteressante. Med nogle få undtagelser: Store personligheder, hvis liv og virke selv flere årtusinde senere har indflydelse på vores handlinger. Og man bør så stille spørgsmålet, om den mand, hvis navn næsten alle børn kender i dag, ville høre til denne gruppe af store personligheder, hvis den konventionelle medicin allerede dengang var på det 20. århundredes niveau: Hippokrates fra Kos (ca. 460-377 f.Kr).
Man kan godt regne med, at han også ville være blevet en gudbenådet læge inden for den konventionelle medicin, men om han havde kunnet undgå nutidens medicin med dens apparatur, stråler og kemi, kan man tvivle på. En stor, højt betalt og højt specialiseret professor måske, omtalt i mangt en medicinsk fagbog – men ikke i ethvert leksikon og alle skolebøger i den vestlige verden. På den måde er det ofte de døde, som gør det muligt for de levende at gå over i historien.
”Naturen læger alle sygdomme” lyder hans læresætning, som endnu den dag i dag hænger på væggen hos enhver naturmediciner, enten på græsk eller på tysk. Men han mente ikke naturen i den kristne definition af ordet som ”gudsskabt”, men naturens helbredelseskræfter, som er iboende i en organisme, – menneske, dyr eller plante. Og for Hippokrates var medicinen ikke andet end kunsten at efterligne disse helbredende processer. Dermed erkendte han klart, at en sygdom aldrig kun er en forstyrrelse i det ene eller det andet organ, men altid hænger sammen med hele organismen.
Og det virker forskelligt, alt efter hvilken forfatning patienten er i. Hippokrates gik et skridt videre: Han fandt ud af, at de forskellige temperamenter kan påvirke sygdomsbilledet. Han skelnede mellem typerne ”lymfatisk, galdebetonet, sangvinsk og sort galde” – typer, som i homøopatien senere blev defineret som ”flegmatisk, melankolsk, sangvinsk og kolerisk”. På den græske ø Kos grundlagde han en medicinsk skole, hvor han underviste i anamnese – definitionen af en sygdom på basis af den syges forhistorie. Han tog særligt hensyn til de personlige og individuelle symptomer – også drømmene – og lagde dermed grunden til psykoterapien.
Sygdom blev opfattet som en funktionel hændelse i hele organismen, og han beskrev dens udvikling. Dette gav sig udslag i en prognose, der i modsætning til vores indsnævring af begrebet til kun at omfatte fremtiden også angiver nuværende status og tidligere forløb. Hippokrates gik altid induktivt fra det kendte til det ubekendte. Først iagttog han omhyggeligt, så overvejede han, hvordan det hele skulle forklares og indordnes. Symptomer betragtede han som naturens tegn, der viser kroppens tilstand og fører behandlingen på rette spor.
Også midlerne hentede han fra naturens ”helbredende skatkammer” – i hvert fald når det gjaldt indre sygdomme. Han mente, at naturen helbreder på tre måder. Passivt og statisk ved ro, afholdenhed og søvn, aktivt og dynamisk ved bevægelse og øget næring og endelig gennem ’målrettede anfald’ – fremkaldelse af kroppens egne reaktioner gennem kunstig feber, opkastning, afføring osv.
Her ser man grundlaget for den senere naturhelbredelse. Hippokrates indrettede hele sin levevis efter den oprindelige betydning af ordet diæt, og han er ophavsmand til begrebet diætetik, ernæringslære. Fra ham stammer udsagnet: ”Naturen bør være din medicin”. Det var denne geniale græker, der 400 år før vor tidsregning erkendte, at forkert kost fører til sygdomme. Han skrev: ”De samler sig lidt efter lidt og bryder langsomt ud”. Det burde enhver nutidig kræftforsker af den konventionelle skole tænke lidt over.
Men Hippokrates gik endnu videre: Han skelnede mellem to modsætningsfyldte, men ligeværdige grundprincipper for behandling – afhængig af sygdommens årsag:
- Sygdomme, der fortrinsvis er betinget af en ydre og lokaliseret årsag. Her konkluderede han logisk, at hvis man gør noget ved årsagen, forsvinder følgerne – efter princippet om at helbrede med et modsat middel. Men hvor ofte kender man årsagerne så nøjagtigt og entydigt, at det er muligt at sætte ind med en passende ”kausal” behandling? Kun ved ganske få sygdomme har det indtil i dag været muligt – fx influenza forårsaget af ganske bestemte virustyper og vitaminmangelsygdommen skørbug.
- Sygdomme, der fortrinsvis skyldes indre og mangeartede åsager. Dette gælder næsten alle sygdomme, og så godt som altid er sygdommen en følge af en hel række af omstændigheder, der har udviklet sig igennem hele den syges liv. Derved bliver de dybestliggende årsager ofte ved med at være skjulte, og man må i behandlingen holde sig til de symptomer, man kan påvise.
Til sidstnævnte sygdomstype opstillede Hippokrates så det princip, som Samuel Hahnemann, homøopatiens grundlægger, mere end 2000 år senere formulerede til ”Lige helbreder lige”. Afførende midler kan fx give forstoppelse, men omvendt kan også ting, der virker stoppende, tømme tarmen. Det, der standser vandladningstrangen, kan også bringe den tilbage, hvis den mangler. Konsekvensen af disse betragtninger og overvejelser formulerede Hippokrates til følgende krav: ”Lægen skal alt efter sygdommens natur og oprindelse nogle gange helbrede med det modsatte, nogle gange med det samme”.
Det er klart, at selv på Hippokrates’ tid fik den slags meninger ikke lov at stå uimodsagte. Når et geni kommer med sine tanker og handlinger, kan andre kun profilere sig, hvis de advokerer for det modsatte synspunkt. Den konventionelle medicins vugge stod på øen Knidos, som ligger ved siden af Kos, og som i dag tilhører Tyrkiet. Her foretog man en nøjagtig analyse af enhver sygdom, udforskede dens opståen og stillede en diagnose. Det, man kunne udlede af denne fremgangsmåde, blev brugt som grundlag for at behandle sygdommen årsagsmæssigt – fortrinsvis med modsatte midler.
Et klassisk eksempel på begge skolers fremgangsmåder er overleveret med den makedonske kong Perdikkas d. 2’s sygdomshistorie: Han blev ramt af det, vi i dag ville kalde depression, og henvendte sig for at blive behandlet hos Euriphon fra Knidos – en af Hippokrates’ argeste modstandere. Euriphon kunne ikke indpasse den makedonske konges sygdom i de på det tidspunkt kendte diagnoser, og hans behandling mislykkedes. Hippokrates derimod undersøgte sin prominente patients forhistorie og inddrog endda hans drømme. Han fandt ud af, at kongen elskede en pige fra sin ungdom ved navn Phila, som havde været hans afdøde fars konkubine. Hippokrates helbredte ham med, hvad vi i dag ville kalde ”afdækkende psykoterapi”.
I de følgende årtusinder svingede vægtskålene med de medicinske holdninger oftere og oftere mellem Kos og Knidos – siden midten af det 19. århundrede med absolut overvægt til Knidos. Den ”første tunge på vægtskålen” var den glødende Hippokrates-beundrer Galenos. Han levede fra 129 til 200 efter Kristus i Pergamon og Rom. Han sammenfattede i sine skrifter hele den antikke helbredelseskunst og blev helt indtil det 16. århundrede regnet for en medicinsk autoritet.
Galenos (eller Galen, som han også kaldes) ville udarbejde et almengyldigt system, hvormed reguleret medicinering skulle være mulig. Endnu i dag hedder de lægemidler, som udelukkende fremstilles ved at opløse, blande og destillere præparater, for ”galeniske midler”. Men med den regulering, som rent praktisk lagde et rent sygdomsorienteret filter, der var uafhængigt af den individuelle patient, ned over behandlingen, har han – sandsynligvis mod sin hensigt – givet vind i sejlene til ”Knidoisterne”, som fortrængte Hippokrates’ tanker.
Det hjalp ikke, at arabiske læger som Rhazes (850-923), Avicenna (980-1037) og Marmonides (1135-1204) igen og igen henviser til naturmedicinen og den hippokratiske lære – den terapeutiske medicins renommé var ødelagt og loven om modsætninger generaliseret.
Fra Rhazes stammer princippet: ”Når sygdommen er stærkere end den syges kraft, så kan lægen ikke hjælpe. Når den syge er stærkere end sygdommens kraft, så vil naturen helbrede. Når der er ligevægt mellem de to, har man behov for lægen til at understøtte naturen og til at fjerne forhindringerne for, at den kan virke”.
Man skulle vente længe, før dette princip igen holdt sit indtog i medicinen. Den første, der igen hævede sig over den grå masse af pilleudskrivende ”system”-læger, var den schweiziske læge, naturforsker og filosof Theophrastus Bombastus von Hohenheim. Han blev født i 1493 i Basel og døde 1541 i Salzburg. Han kaldte sig Paracelsus – oversat noget i retning af ”ved”celsus efter lægen Celsus, som ca. 100 år før Galen havde krævet en ”naturmæssig levevis” for at ”holde de sunde stærke og modstandsdygtige”. Helt i den hippokratiske ånd formulerede Paracelsus følgende læresætning: ”Uden naturens støtte kan helbredelseskunsten intet udrette”.
Det er helt klart ingen overdrivelse at betegne Paracelsus som af historiens mest geniale læger. Han pådrog sig den herskende konservative klasses vrede, da han i 1526-27 oprettede det første tysksprogede medicinske kollegium i Basel og udgav sine lærebøger på tysk i stedet for latin. Han underviste i ”galeniske opløsninger” og var fortaler for en dynamisk betragtning af kropsprocesserne. Hver behandling omfattede ifølge Paracelsus både liv, sjæl og ånd. Han var ”eneforkæmper”, reformator og langt forud for sin tid – men ingen forstod ham rigtigt. De sidste 12 år af sit liv tilbragte han som vandreprædikant.
Også i de følgende århundreder kom der igen store naturlæger, fx den ”engelske Hippokrates” dr. Thomas Sydenham (1624-1689) og den hollandske professor Hermann Boerhaeve (død 1738), der sagde: ”Jeg ville være den største læge, hvis jeg kunne fremkalde malaria lige så let, som jeg kan fordrive sygdommen”. Først i slutningen af det 18. og begyndelsen af det 19. århundrede kom de store naturlæger, som på afgørende vis har præget nutidens naturhelbredelse.
Læs også
Hippokrates-eden
Lægerne må lære af de alternative behandlere
Medicinalindustrien manipulerer med lægerne
Selvhelbredelse med lægeurter
Mikkel Hindhedes syn på tarmgifte, kødkost, medicin og homøopati
Julius Hackethal: Havde han ret i sin kritik af kræftbehandlingen?
Kirstine Nolfi: Lægen, der helbredte med levende føde