Godt at vide Naturmidlernes historie og pionerer

Carsten Vagn-Hansen: Gode råd fra Radiodoktoren

1. Planlæg ordentligt, og vær hvor du er, med din fulde opmærksomhed. Så får du al den tid, du har brug for, og slipper for unødige bekymringer om fremtiden og ærgrelser over fortiden.

2. Føler du dig nervøs eller stresset, så træk vejret dybt tre gange og smil. Det giver dig ro og afspænding i både krop og sind. Og så får du igen magt over det, der sker.

3. Har du en dårlig dag, så træk med dine ansigtsmuskler dine mundvige helt ud til siden. Du kan så ikke lade være med at smile, du får det godt, og dine omgivelser får det også godt.

4. Vær mindst en time ude i kraftigt dagslys hver dag, især om vinteren. Så undgår du vinterdepressioner, får motion, møder andre mennesker og kan følge med i naturens gang.

5. Når du møder andre, så giv dem et ordentligt håndtryk eller et kram som tegn på, at du er glad for at se dem. Hold dem gerne i hånden, når du snakker med dem, for så hører I, hvad hinanden siger. Sig også farvel med et knus eller et ordentligt håndtryk, og slut af med at give den anden et klap på skulderen eller på armen. På den måde siger du klart, at du har været glad for at møde vedkommende, og at du sætter pris på ham eller hende.

6. Hører du noget skidt om andre, så glem det. Det er sandsynligvis sladder, og er det rigtigt, har I alligevel bedst af at glemme det. Hører du noget godt om andre, så husk det og sig det til ham eller hende, når du senere møder vedkommende. Det er også et skulderklap.

7. Drik mindst to liter ukogt vand hver dag. Du får det meget bedre bedre med hele din krop og med dit sind, og du får halvdelen af det kalktilskud, dine knogler har brug for.

8. Giv dig tid til at spise og tænke over det, du har hørt og oplevet inden måltidet. Spis helst sammen med andre, så I også kan have det lidt sjovt og hyggeligt. Du spiser langt sundere, når du spiser sammen med andre.

9. Husk, at alt det, der bruges, holdes sundt og i orden, mens alt det, der ikke bruges, visner, bliver slapt, gør ondt og går til.

10. Hold også din hjerne i gang ved at bruge den. Skriv breve, deltag i møder, skriv dagbog og dine erindringer, bliv begejstret og bland dig. Hold mørkning sidst på dagen, hvor du fortæller dig selv og dine nære, hvad du har oplevet og lært i dagens løb.

11. Luk ikke dine følelser inde, for så laver de ravage i sindet med angst og depression, og du får også problemer med musklerne og andre legemlige symptomer. Vi er mennesker, fordi vi har følelser, og de skal ud.

12. Vær ærlig over for dine medmennesker og meld ud, hvis du har det dårligt. Spørger de dig, hvordan det går, så lad være med at gemme dig bag: “Det går fint! Hvordan med dig?”. Bed dem fx om at lytte til dig, så du får mulighed for at få snakket ud med dig selv om grunde til, at du har det dårligt.

13. Bed andre om hjælp, hvis du har brug for det. Du hverken belaster dem eller ligger dem til last ved at bede om hjælp. Du giver dem en gave. Du siger, at du har tillid til dem, og at de er værdifulde mennesker for dig. Vil du hjælpe et menneske, der har det skidt med sig selv og føler sig værdiløs, så er den bedste måde, du kan hjælpe vedkommende på, at bede ham eller hende om at hjælpe dig. Vil du være gode venner med nogen, så bed dem om hjælp. Det er et “Sesam luk dig op”.

14. Søg fællesskab med andre og syng sammen med dem. Det er de største værdier i dansk kultur. Det dårligste i vores kultur er vores dans omkring guldkalven, der i vor tid hedder penge, produktion, vækst og magt.

15. Giv dig tid til at finde frem til en mening med dit liv og det, der sker i det. Gerne sammen med dine nære medmennesker. Der er en mening med alt – også det, vi ikke kan se nogen mening i. Der er også en højere mening, som vi ikke med vores primitive naturvidenskab kan forstå. Her skal vi bruge intuition og tro.

16. Du skal tro på dig selv, på dine medmennesker og på, at der er en mening med alt, og at der findes en højere magt samt et liv efter dette. På den måde kan du også få sat din død på plads, så du kan leve dit liv fuldt ud på trods af modgang, kriser, tab, sorg, sygdom og smerter. Vi er her for at lære noget og skal lære færdig, før vi går over på den anden side. Sundhed er svulmende livskraft, livslyst, trivsel, livsglæde og velbefindende – på trods af den modgang, som vi alle vil komme ud for livet igennem.

De tre store læger er Vorherre, tiden og naturen. Det er hos dem, vi skal finde hjælp, men vi skal selv gøre arbejdet. Et japansk ordsprog siger: “Fald syv gange – men rejs dig otte”.

Læs også
Smil, le, vær glad – og lev 15 år længere!
Optimistiske kvinder lever længere
Kulturelle aktiviteter kan forbedre helbredet og bekæmpe depression
Ni sandheder, der giver dig en sund alderdom
Selv let fysisk aktivitet er godt for dit helbred
Syng i stedet for at snorke!
Carsten Vagn-Hansen: Nødvendig medicin?
Carsten Vagn-Hansen: Er viden skadelig?
Carsten Vagn-Hansen: Østrogenbehandling eller ej?

Carsten Vagn-Hansen, født 1938, er en dansk læge og foredragsholder, også kendt som ”Radiodoktoren”. Han tog lægelig embedseksamen i 1965 og fungerede som praktiserende læge i Aabenraa fra 1970 til 1988. Mellem 1975 og 1982 var han medlem af bestyrelsen for Dansk Selskab for almen Medicin, og 1979-82 præsident for SIMG – det internationale selskab for almen medicin. Fra januar 1992 optrådte han som ”Radiodoktoren” i Danmarks Radio med en ugentlig timeudsendelse – Spørg om Sundhed. Carsten Vagn-Hansen har skilt sig ud i lægeverden for sin mere naturlige tilgang til medicin og brugen af samme. Han mener nemlig, at mange sygdomme i dag opstår gennem kosten, og at kuren derfor skal findes samme sted.