Når man i almindelighed taler om mineralstofskiftet, tænker ikke blot lægfolk først og fremmest på kalk. At kalk er nødvendigt for livets opretholdelse, var jo også en af ernæringslærens første opdagelser – vores knogler opbygges for størstedelen af kalksalte.
Men også senere har kalkstofskiftet i fremragende grad lagt beslag på ernæringsfysiologerne, og man har gjort forskellige forsøg på at fastslå menneskets nøjagtige behov af kalk. Men her begik man i hvert fald én fejl, idet man ikke fastslog det virkelige behov af kalk, men tilførslen deraf.
Men denne tilførsel af kalk er meget skiftende. Ifølge en undersøgelse fra Nordamerika svinger den fra 0,1 g til over 2 g daglig. Ad denne vej er det altså umuligt at fastslå noget bestemt om vores kalkbehov. En bestemmelse heraf, som virkelig betyder noget, er imidlertid forbundet med så store vanskeligheder, at det er tvivlsomt, om forsøgspersonerne kunne komme igennem undersøgelserne uden varige mén. Man måtte nemlig indskrænke tilførslen af kalk, indtil tegnene på kalkmangel trådte synligt frem, og derefter tilføre kalk i stigende mængde, til mangelsymptomerne igen var forsvundet. Men selv da ville man kun få et tilfældighedsresultat. Det har nemlig vist sig, at kalkbehovet i højeste grad er afhængigt af andre stoffer, som tilføres samtidig gennem ernæringen. Af ganske særlig betydning i denne henseende er fosforsyren.
Hvis man tilfører for meget fosforsyre, vil denne syre for størstedelen blive udskilt gennem tarmen som mættet kalksalt, hvorved kalkbehovet stiger forholdsmæssigt stærkt. Dette gælder dog kun i det tilfælde, at kosten indeholder et tilstrækkeligt overskud af uorganiske baser. Hvis den almindelige basetilførsel er for ringe, vil kalken nemlig også blive benyttet af andre syrer, hvorved behovet for kalk yderligere stiger. Men i dette tilfælde viser kalken med fosforsyren sig som dobbeltbasisk salt i urinen, medens udskillelsen gennem tarmen går tilbage. Og på lignende måde som fosforsyren virker også svovlsyren, omend ikke slet så udpræget.
Hvis ernæringen i det hele taget indeholder for få baser, dvs. hvis den har for stort syreoverskud, så stiger kalkbehovet igen stærkt, fordi kalken benyttes til mætning af syrerne. Og hvis syreoverskuddet er for stort, angribes også den største kalkreserve, nemlig knoglerne. Disse må da afgive kalk til mætning af syrerne, således at der til sidst opstår smerter eller blødhed i knoglerne.
Ligesom med hensyn til kalkbehovet er også anskuelserne om de kalkrige næringsmidler delvis forkerte. De mest kalkholdige fødemidler er ostesorterne, dernæst tykmælk og til sidst mælken. Først i lang afstand derfra kommer især kålsorterne og de grønne bladgemyser, mens alle sædarter har et meget dårligt kalkforhold.
Ganske vist indeholder mange sædsorter rigeligt med kalk, men samtidig det mangedobbelte af fosforsyre, og desuden det fire- eller- seksdobbelte af magnesium. Og det er en kendsgerning, at for stærk tilførsel af magnesium nedsætter kalkvirkningen, således at legemet trods ligelig kalktilførsel alligevel kommer til at lide af mangel på kalk. Særligt betegnende i denne henseende er virkningen af det drikkevand, som kommer frem i dolomitholdig sten. Denne stenart er et dobbeltsalt af kulsur kalk og kulsur magnesium, men sidstnævnte er lettere opløseligt, således at vandet indeholder mere magnesium end kalk. Virkningen på legemet er den samme, som hvis vandet overhovedet ikke indeholdt kalk.
Omvendt må en sund ernæring indeholde 5-6 gange så meget kalk som magnesium. Mælkeprodukternes rigdom på kalk foranlediger mange til at anbefale disse fødemidler ved kalkmangel. Men en sådan kritikløs anbefaling kan gøre megen skade. Man har gjort forsøg med opfedning af svin og kalve med mælk og kornprodukter, men resultatet var møre eller bløde knogler. Den fosforsyre, som samtidig tilføres, kan ikke nær neutraliseres eller mættes ved kalkindholdet i disse næringsmidler. Slutresultatet bliver da, at knoglerne angribes for med deres kalk at mætte syrerne.
Hvis man på en fornuftig måde vil anvende disse fødemidler (mælk og kornsorter) til levering af kalk, hvilket i og for sig kan anbefales, så må man sørge for, at næringen indeholder et stort overskud af baser, thi først da kan kalken virkelig udnyttes – ellers har man mere skade end gavn af det.
Når vi spiser rigeligt af grønsager og kartofler, kan vi være sikre på, at vi får tilstrækkeligt med kalk i anvendelig form. Da behøver vi ingen særlig tilførsel af kalk i føden.
Til slut må jeg gøre opmærksom på en kendsgerning, som atter og atter har kunnet fastslås ved mine undersøgelser: Når man til et måltid spiser store mængder kød, brød og andre kornprodukter, da er følgen af dette måltid et stort kalktab! Dette er en grund mere til at vælge sin ernæring fornuftigt og undgå ensidighed.
Læs også
Vital med en god syre/base-balance
Syre/base-balancen – overblik over fødevarers værdier
Koralkalk: Et naturligt mineral, der genopretter kroppens syre/base-balance
Kirstine Nolfi: Hvad er levende føde?
Julia Vøldan: Syre/base-balancen
Mikkel Hindhede: Uddrag af ‘Fuldkommen Sundhed og Vejen dertil’
Det døde folk af i forrige århundrede
Kilde
Ny Tid og Vi, nr. 6, 1972.
—
Ragnar Berg (født 1. september 1873, død 31. marts 1956) var en svenskfødt biokemiker og ernæringsterapeut, som arbejdede det meste af sit voksne liv i Tyskland. Han er bedst kendt for at være fortaler for vigtigheden af syre/base-balancen og af uorganiske mineraler som calcium i kosten. Senere i livet promoverede han vegetarianisme og andre veje til at forlænge livet.