Planter er små kemiske fabrikker, der gennem årtusinder har leveret naturmedicin til syge mennesker. De stoffer, planterne producerer, kalder på voksende opmærksomhed og dybtgående analyse hos kemikerne – undersøgelser som har afsløret ejendommelige og hidtil ukendte sammenhænge.
Anvendelsen af naturmedicin fra planteriget har fundet sted siden de tidligste tider af historien, og specielt i kinesisk kultur har planteverdenen ydet mange emner til helbredelse af diverse sygdomme. Endnu i dag er omkring 89 % af de kinesiske droger fra planteriget. Man har en helt anden holdning i Kina til anvendelsen af plantemateriale, end vi kender til her i Europa.
Også i middelalderens Europa var anvendelsen af naturen en så stor udfordring, at flere læger opgav deres lægegerning til fordel for botanikken, og de har igennem deres virke indset, at en klassificering og navngivning af planterne var en nødvendighed for den rette udnyttelse af planterne i medicinens tjeneste. Brødrene Jean og Gaspard Bauhin, samt svenskeren Carl Linnaeus (Carl von Linné) var alle uddannede læger, men de gik over til at beskæftige sig med botanisk systematik. Mest kendt af disse videnskabsmænd er nok Carl Linnaeus, som har givet navn til talrige planter og dermed betydet meget for planteklassificeringens udvikling. En plante har et slægtsnavn efterfulgt af et artsnavn, og til sidst er navngivningen rundet af med et autornavn eller en forkortelse heraf; når der er angivet et stort L. efter slægts- og artsnavnet, betyder det, at Linnaeus er ansvarlig for navngivning af den pågældende plante.
For at man kan gøre sig håb om en sikker anvendelse af præparerede plantedele eller ekstrakter af disse, må man have e et godt kendskab til sit plantemateriale. Forvekslinger kan have katastrofale følger, idet beslægtede planter kan være mere eller mindre giftige (dvs. have forskelligt indhold af kemiske forbindelser).
Hvis man skal udnytte planteekstrakter som medikamenter, er det først og fremmest et spørgsmål om holdning til de risikomomenter, der er forbundet hermed, som er afgørende. I forbindelse hermed bør det nævnes, at det ikke nødvendigvis er farefrit at anvende kunstigt fremstillet medicin. Der er eksempler på, at fabriksfremstillede produkter har forårsaget uheldige virkninger; vi kan blot tænke på thalidomid, der viste sig at have misdannende virkning på fostre, når stoffet er blevet overført fra moderen til barnet under graviditeten.
Kineserne og andre folkeslag har en mere afslappet holdning til anvendelsen af naturmedicin, end vi kender til herhjemme. Det skal dog ikke hermed være udtrykt, at vi nødvendigvis bør gå tilbage i tiden til de gamle opfattelser om anvendelsen af naturmedicin, sådan som de herskede for et eller to århundreder siden. I den mellemliggende tid er der forsket en hel del i mange planters indholdsstoffer, og mange nye stoffer er blevet isolerede. Forskningen på dette område har været noget spredt, men der er dog kommet mange interessante strukturer for dagens lys.
Et meget stort arbejde er udført af den hollandske professor R. Hegnauer, der har samlet litteratur indtil midten af 1960’erne vedrørende stoffer isoleret fra planteverdenen. Der er tale om rapportering af alle mulige stoffer, som er isolerede indtil denne tid og således ikke blot stoffer med sigte på medicinsk anvendelse. Tidligere var fremkommet et værk af Otto Gesner om gift- og lægeplanter i Mellemeuropa i 1953. Mens dette dækker et meget begrænset felt, er Hegnauers værk mere systematisk og verdensomspændende.
Imidlertid er der siden af slutningen af dette værk forsket meget i plantestoffer verden over. Sigtet har ikke altid været af medicinsk art, men der har været tale om en mere eller mindre systematisk grundforskning i isolering og karakterisering af nye kemiske forbindelser. Denne udvikling har imidlertid medført, at mere målrettet forskning er blevet etableret i flere henseender. Nye værdifulde medicinske produkter har set dagens lys, men størst har måske udviklingen været i naturligt forekommende insektregulerende stoffer, ligesom naturlige plantebeskyttelsesmidler er blevet erkendt som regulerende faktorer i planterne selv.
Omkring 1.500 planter er beskrevet som medicinske planter fra Kina i et to-binds værk, der udkom på et amerikansk forlag i 1985. Der er eksempler fra 177 plantefamilier. Hver enkelt plante er tilskrevet en eller flere anvendelser i medicinsk henseende, og den kemiske beskrivelse er meget varieret, ganske enkelt fordi planterne er blevet ulige meget undersøgt for indholdsstoffer eller i nogle tilfælde slet ikke undersøgt. Der er da kun anført nogle virkninger, som den pågældende plante menes at have. Forfatterne har gennem litteratursøgning kunnet fastslå visse fælles træk i anvendelsen af én og samme plante hos befolkningen i Kina og hos indianerne i Amerika. Mange planter har oftest adskillige anvendelser, så selv om der er fælles træk fra en befolkning til en anden, er der ikke noget egentligt bevis for, at en plante er blevet anvendt på en hensigtsmæssig måde. Først når de virksomme stoffer er blevet lokaliserede i en plante og isolerede samt afprøvede for biologisk aktivitet med positivt resultat, kan man virkelig benytte den aktuelle plante eller plantedel efter hensigten, idet også en standardisering må foregå, således at den rette dosering kan foretages. Da indholdet af aktive stoffer kan variere med voksested og med årstid, må der tages hensyn hertil ved anvendelse af plantemateriale.
Planter har ofte været anvendt i en bestemt sygdomsbekæmpelse igennem århundreder. Et eksempel på en plante, der har været anvendt mod malaria i mere end tusind år, er planten Artemisia annua. For nylig har man isoleret en kemisk forbindelse fra bladene af denne plante. Stoffet har vist sig at være et meget aktivt malariamiddel. Planten har i folkemedicinen desuden været anvendt som bakteriedræbende middel til udvortes brug, mod øjensygdomme samt mod fnat. Planten vokser flere steder i verden. Herhjemme kan den godt gro og udvikle sig med blomstring og frøsætning, men den findes kun sjældent ifølge den danske flora.
En nært beslægtet plante er gråbynke (Artemisia vulgaris L.), som vi kender herhjemme, og som er meget udbredt i markskel og ved vejkanter. Den optræder også i kinesisk folkemedicin og har en lang række anvendelser, men anvendes næppe mod malaria. En tredje nært beslægtet plante er malurt (Artemisia absinthium L.); den findes ikke så udbredt som gråbynke herhjemme. Den er hyppigst på Bornholm og i Mellemeuropa. Ifølge Otte Gesners bog om gift- og lægeplanter i Mellemeuropa er denne plante, som på tysk hedder Wermut, blevet anvendt som tonikum og mod gift og epilepsi samt i andre sygdomstilfælde.
Man har i dag kendskab til en række indholdsstoffer i denne plante – stoffer, der hører til en kemisk stofgruppe, lignaner, der i øvrigt er ret udbredte i planteverdenen, og hvoraf nogle er antioxidanter (stoffer, der hæmmer iltningsprocesser i levende organismer, en egenskab der anses for gunstig). Andre eksempler på antioxidanter er C-vitamin og E-vitamin. Koffein og urinsyre har en lignende virkning. Denne stofgruppe har ligeledes en forstærkende (synergistisk) virkning på visse naturligt forekommende insektdræbende stoffer, som de undertiden findes sammen med i planter af fx kurvblomstfamilien. Dette er et eksempel på en vekselvirkning mellem stoffer i naturen. Den biologiske virkning af det insektdræbende stof formindskes, når stoffet bliver isoleret rent. Noget ganske andet er, at den type af insektdræbende stoffer, der tænkes på, er meget ustabile i ren tilstand, men beskyttes formentlig af det antioxiderende stof, når dette er til stede samtidig. Forsøg udført med tilstedeværelse af koffein viser, at dette stof binder meget ustabile stoffer på en måde, der gør, at deres holdbarhed forøges i vekselvirkning mellem de to stoftyper, en mekanisme som formentlig er langt mere udbredt i planteverdenen, end det indtil nu er erkendt. En sådan “miljøbeskyttelse” kan meget vel tænkes at have betydning for aktive stoffers biologiske virkning i plantedele og ekstrakter heraf. Sesamin er en lignanforbindelse, som findes i sesamolie udvundet af sesamfrø; det findes også i peberarter og i nogle af de planter, som indeholder de ovennævnte ustabile insektdræbende stoffer.
Ginsengrod og ekstrakter af ginsengplanten er i de senere år indført i danske helsekostforretninger. Panax ginseng L. og andre panax arter af familien Araliaceae hører til de mest studerede og oftest anvendte planter i kinesisk medicin og i den daglige husholdning. Under et ophold i Vancouver, der har et højt antal kinesiske beboere, bemærkede jeg, at denne plante var et af de vigtigste bidrag til det daglige indkøb i den kinesiske bydel. Da der ikke kan importeres tilstrækkelig store mængder af ginseng fra Kina, blev en erstatning for den originale plante, som er dyrket i USA, benyttet i stor stil. Dette siger noget om, hvilken betydning kineserne tillægger anvendelsen af planten i det daglige for sundheden.
De forskellige ginsengprodukter har så mange anvendelser, at det vil være formålsløst at beskrive dem alle, men enkelte træk skal dog fremføres. Dele af planten synes at have en gunstig virkning i behandlingen af visse kræfttilfælde. Panax ginseng anses endvidere for at være virksom ved at hæmme ældningsprocesser. Der er i de senere år udført talrige eksperimenter med isolerede stoffer fra forskellige Panax-arter i Korea og i Kina, i USA og andre steder, og en omfattende kinesisk litteratur eksisterer allerede på dette område.
I sandhedens interesse må det kort konkluderes, at selv om der er isoleret visse virksomme stoffer fra ginsengplanter, så er der endnu løse ender, som måske i de kommende år vil finde en løsning. Her i landet kender vi næppe til dyrkning af Panax ginseng. Planten kræver løs jord og megen regn samt skygge . Den vokser i skove og kunne muligvis godt dyrkes her i landet. Vi kender til andre eksempler fra samme familie (Araliaceae), fx vedbend, som findes i skove og krat, og som dyrkes i haver. Som stueplante kendes Schefflera-arter, ligeledes hørende til samme familie. Såvel vedbend som visse Schefflera-arter har nogen betydning i kinesisk folkemedicin.
Euphorbiaceae udgør en stor plantefamilie, der er karakteristisk ved at indeholde, hvad man kalder mælkesaft, som er en tykflydende, mælkelignende substans, der træder ud, når stænglerne knækkes, eller fra bladene, når de beskadiges. Vi har her i landet en lille plante vildtvoksende i haver, den kaldes vortemælk, og dens latinske slægtsnavn er Euphorbia. Vi har seks arter her i landet, og en af dem, Euphorbia helioscopia L., kaldet skærm-vortemælk, er beskrevet i kinesisk folkemedicin, som en plante, der anvendes som feberstillende middel, som ormemiddel og som værende virkningsfuld mod forskellige cancertilfælde, samt til helbredelse af vorter (deraf formentlig navnet vortemælk). Enkelte stoffer er isolerede, men en yderligere udforskning hører fremtiden til. Andre slægter som Croton– og Jatropha-slægterne er mere vidtgående undersøgt. Plantenavnet Jatropha er afledt af “iatros”, der betyder læge, hvilket antyder noget om plantens anvendelse i medicinsk øjemed. Planten indeholder en række kendte organisk-kemiske forbindelser. Jatropha curca L. bliver anvendt i folkemedicinen, men dens frø indeholder et meget giftigt stof. Croton tioglium L. giver en olie (fremstillet af frøene), der tidligere blev anvendt som et stærkt virkende afføringsmiddel. Af denne olie er nu isoleret en række stoffer, hvoraf nogle anvendes i kræftforskningslaboratorier verden over i modelforsøg til at belyse mekanismer ved fremkaldelse og udvikling af visse kræftformer, idet især et af de stoffer, som forekommer i frøolien, virker forstærkende på kræftfremkaldende kulbrinters udvikling af tumorer. Beslægtede stoffer har cancerhæmmende virkning, hvilket betyder, at udformningen af de enkelte naturstoffer er af afgørende betydning for deres biologiske virkning.
Man kan således nu begynde at ane formålet med anvendelsen af mange planter i folkemedicinen. Der resterer imidlertid endnu en lang række undersøgelser af plantemateriale for kemiske forbindelser, før man har blot nogen oversigt over sammenhænge mellem kemiske strukturer hos planterne og deres mest hensigtsmæssige anvendelser.
Kemiker og fhv. lektor ved Århus Universitet Jørgen Lam ønskede, at denne naturmedicinske viden også skal komme Helsenyts læsere til gode. Jørgen Lam beskæftigede sig i sit arbejde i betydelig grad med planternes kemiske produktion.
Læs også
Naturmidler til mange formål
A. O. Hansen: Cellens liv og egen verden
Plantestoffer er vigtige for dit helbred
Plantestoffers synergi gør frugt og grønt sundt
Knust hørfrø giver høje lignan-værdier
Sekundære plantestoffer – hvad findes hvor?
Planteekstrakter giver håb om nye antibiotika
Carsten Vagn-Hansen: Det kemiske liv
V. J. Brøndegaard: Traditionel anvendelse af urter i Rusland
V. J. Brøndegaard: Vor ernærings uundværlige plantestoffer
A. O. Hansen: Ginseng – sensationen blandt planterne