Folkesundhed Naturmidlernes historie og pionerer

Claus Hancke: Hvad skal der til for at tro på videnskabelige resultater?

Jeg har haft det privilegium at kunne hjælpe hundredvis af syge mennesker med åreforkalkning til en bedre livskvalitet – men pudsigt nok med en behandling, som den ortodokse medicin finder udokumenteret.

I samtlige år har ortodokse lægegrupper igen og igen frarådet deres patienter denne behandling med begrundelsen: “Behandlingen er ikke undersøgt dobbeltblindt med cross-over af to randomiserede grupper og offentliggjort i et anerkendt, internationalt, videnskabeligt tidsskrift”.

Det har altid undret mig, at selvstændigt tænkende mennesker med en videnskabelig baggrund absolut skal se en videnskabelig artikel offentliggjort i et “anerkendt internationalt, videnskabeligt tidsskrift” for at kunne fæste lid til den. Er de altid nødt til at læne sig op ad en redaktør og et peer-review-team, for at have en personlig(?) mening om, hvorvidt artiklen er valid? Er de ikke selv i stand til at læse en videnskabelig artikel? Redaktøren har jo ikke flere oplysninger end dem, der fremgår af artiklen.

Hvad nu, hvis forfatteren har ønsket at offentliggøre sin artikel i et mere ukendt tidsskrift, som han tilfældigvis synes om? Bliver en god undersøgelse til dårlig videnskab, fordi den er blevet trykt i et “ukendt” tidsskrift?

Mange læger befinder sig på en stige op ad en væg – en karrierestige. For hvert trin man kommer højere op, ser man mindre og mindre af væggen. Synsfeltet indskrænkes langsomt og umærkeligt. Det værste tidspunkt må være, når man endelig kommer til stigens øverste trin, vender sig om, – og opdager at man har sat stigen op ad den forkerte væg.

Selv om den derfor ikke optages i de store bibliografier som Index Medicus og Medline, så kan det vel ikke være rigtigt, at dette skal være bestemmende for anerkendelsen af kvaliteten i en videnskabelig produktion. Den professionelle læser med en neutral, akademisk nysgerrighed vil vide at læse og bedømme en artikel, ligegyldigt hvor den er publiceret. Der er en guldgrube af glimrende artikler i den righoldige litteratur af “ikke anerkendte” lægevidenskabelige tidsskrifter. Og modsat kan man desværre finde en hob ubrugeligt makværk samlet i de “anerkendte”. Ja der er såmænd også eksempler på aktiv manipulation og fordrejning, som har været nødvendig for at få det ønskede resultat af sin “videnskab”.

Nej, et anerkendt tidsskrift er på ingen måde en garanti for en videnskabelig artikels kvalitet.

Men hvad gør man så som lægmand, når man for syttende gang den dag hører i medierne, at “en ny undersøgelse har vist… ” ?

  1. Først og fremmest må man spidse ører og høre, hvem der har lavet undersøgelsen, og hvem der har betalt for den. Husk: Interesser lyver aldrig! Er det BUPL, der har lavet en undersøgelse af arbejdsbelastningen i børnehaver, eller er det Ernæringsrådet, der har lavet en undersøgelse af mælkeprodukters fortræffelighed? Det må man først gøre sig klart. Hvis der er interesser på spil, er undersøgelsen altid farvet af disse. Det er der ikke noget odiøst eller unaturligt i, men blot noget, man skal være opmærksom på, og noget forskere skal tage højde for, længe inden undersøgelsen sættes i værk.
  2. Dernæst må man prøve at se, om indholdet kan retfærdiggøre konklusionen. Meget ofte ser man en svulstig konklusion på et yderst tyndt grundlag. Ofte støttet af et direkte misbrug af videnskabsteoretiske grundregler og statistik. Forfatteren er den, der bedst kender sit studie og dets svagheder, og han er oftest klog nok til at være mere forsigtig i sin konklusion end de refererende journalister og “eksperter”. Derfor: Læs altid forfatterens egen mening om sit resultat! Hans forbehold er ofte særdeles relevante.
  3. Derimod finder jeg det inderligt ligegyldigt, hvilket tidsskrift studiet er publiceret i. Hvis en undersøge1se er lidt tynd i substansen, så giver det altid lidt mere vægt i referatet, når man siger, at den er offentliggjort i “det anerkendte tidsskrift….” En god undersøgelse kan derimod godt stå alene uden at skulle støtte sig til bladets renommé.

Desværre har der de seneste årtier været en tendens i kritikløst knæfald for de randomiserede undersøgelser, som efterhånden fuldstændigt har erstattet almindelig sund fornuft. Meget af den standard-terapi, lægevidenskaben anvender i dag, er fuldstændig udokumenteret og hviler hovedsagelig på empiri eller klinisk erfaring, som er en del af det, vi kalder lægekunst.

Den bygger på almindelig sund fornuft, som fx når den erfarne terapeut ser bedring i tilstanden hos patienter, der lider af en kronisk, fremadskridende, dødelig sygdom. Det er ikke så tit, man ser “spontan” bedring i en sådan lidelse, men når man pludselig oplever det gentagne gange ved brug af den samme behandling, så er det tilladt at bruge almindelig sund fornuft til at kæde de to iagttagelser sammen. Hvis man ikke er i stand til det, men skal have selv de mest indlysende erfaringer bekræftet med dobbeltblind randomiserede undersøgelser, så har den indre teknokrat taget overhånd.

“Kunsten at læge” vil lide ubodelig skade, hvis terapeutens synsfelt indskrænkes.

Lad os håbe, at mange flere i det ortodokse sundhedsvæsen vil få overblik nok til at lytte til den sunde fornuft. Måske vi en dag kan justere vort videnskabelige paradigme, så vi i enhver situation bruger den bedste teknologi og videnskabsteori, men tolker den med vores sunde fornuft og det ene mål for øje, at den skal være til gavn for vore patienter – og ikke til at slå hinanden i hovedet med.

Læs også
Orthomolekylær medicin – en gylden chance for folkesundheden
Orthomolekylær medicin – hvad går det ud på?
Karl-Otto Aly: Læge og biomediciner
Medicinske forskere nægtet adgang til forsøgsdata
Medicinforsøg på dyr og mennesker

Orthomolekylær Medicin | A.Vogel

Claus Hancke, født 21. februar 1947, er speciallæge i almen medicin. Medlem af American Preventive Medical Association og American College for Advancement in Medicine. Han er uddannet læge fra Københavns Universitet 1974. Praktiserende læge i Helsinge 1978-88 og grundlægger af Institut for Orthomolekylær Medicin i 1988. Siden 2015 har han virket som mentor og underviser, bl.a. på Lægeforeningens kurser for praktiserende læger. Han har desuden skrevet talrige artikler – videnskabelige og informative – og holder stadig kurser og foredrag i ind- og udland.