Hvert år bliver 500 mio. mennesker syge af malaria, og alene i Afrika bukker hundredtusinder af børn under for den dødbringende feber. Gængse malaria-midler virker ikke. Men der er håb: En lille, uanselig bynkeplante fra de sydkinesiske bjerge virker! Opdagelsen af artemisinin var skelsættende – af samme kaliber som opdagelsen af penicillin.
Kun en halv time fra Bangkok mod Mae Sot – og alligevel er det som at rejse til en helt anden verden. Tropisk og visse steder afsvedet skov på bjergsiderne, i dalene vilde bananplanter overgroet med bambus og tværs igennem landskabet floden Moei, grænsen til Myanmar, det tidligere Burma. På den thailandske bred står feltlazarettet Shoklo Malaria Research Unit: En træbarak på pæle, med nicher, hvor der står sammentømrede træbrikse, et lille bitte laboratorium til blodprøver, to latriner og et hvilerum.
Et febersløret blik
På bænkene og det nøgne gulv ligger denne morgen 54 patienter af begge køn og i alle aldre, fra baby til olding. De tilhører alle det oprørske Karen-mindretal, som er forfulgt i Myanmar. Men de er som en flok spøgelser – uengagerede og med feberslørede blikke. Tegn på tropisk malaria, en infektionssygdom, der er udbredt i det burmesiske ingenmandsland. Den begynder med feber og hovedpine, fører ofte til lever- og nyresvigt og ender med hjernekoma og meget ofte død.
Ambulatoriet er en udpost for Institut for Tropemedicin ved Mahidol-universitetet i Bangkok. Det støttes fagligt og økonomisk af den britiske stiftelse Wellcome Trust og Oxford University, som begge har engageret sig i bekæmpelsen af malaria. Programmet går ud på at at behandle burmesiske flygtninge og dermed teste et nyt “vidundermiddel”, artemisinin, et meget effektivt plantebaseret middel mod malaria. Win Htay Simon, 33, leder ambulatoriet – han taler kareni, burmesisk, thai og engelsk. “Alt efter alder, køn, vægt og patientens generelle tilstand udmåler vi dosis og behandlingsperiode”, siger Simon. “Vi har opnået udmærkede resultater med artemisinin – særligt hos gravide, som er vores risikogruppe”.
Sygdommen er igen i fremmarch
“Artemisinin er meget effektivt, virker hurtigt og kan tåles af alle” – det har også den internationale hjælpeorganisation Læger Uden Grænser fastslået. “Allerede efter første dosis er 90 % af de
sygdomsfremkaldende parasitter nedkæmpet”. Et sådant middel er en enorm landvinding i bekæmpelsen af malaria-svøben, for sygdommen er igen i fremmarch – i Latinamerika, i Sydøstasien, på det indiske subkontinent og primært i Afrika. På verdensplan er der 500 mio. malariasmittede, og af dem dør hvert år 2 mio. – og tendensen er stigende. De fleste ofre er vordende mødre og børn under fem år. Standardmidler som kinin, der har været brugt i et halvt århundrede, og dets efterfølger, fansidar, er i mellemtiden blevet mere eller mindre resistente over for parasitten Plasmodium falciparum, og begge har desuden alvorlige bivirkninger.
Alle sætter nu deres lid til dette nye vidundermiddel. Men hvad er artemisinin, og hvor stammer det fra? Det er ved Yangtze-flodens midterste del, at man skal lede efter oprindelsen til
det aktive stof med det kinesiske navn Ojnghaosu – en lægeplante i den traditionelle kinesiske medicin (TCM). En lang rejse ind i Wuling-bjergene syd for Kinas største flod. Efter at have passeret storbyen Chongqing med dens 8 mio. indbyggere løber Yangtze ind i det landskab, der har givet floden dens skær af mystik: Dybe slugter, tågedækkede bjergtoppe og sorte, gabende huler på siden af flodbredden. Herfra stammer Kinas magtsymbol, den sagnomspundne drage – Østens vogter, sindbilledet på naturkraften og regnen. Det sidste er den endnu – 10 måneder om året.
En historie om uvidenhed og modstand fra WHO og medicinalinteresser
Efterhånden som større kredse inden for den vestlige medicin i midten af 1990’erne blev bekendt med eksistensen af denne effektive plante, som siden urtiden har været brugt mod feber, fik man håb: Havde man her fundet et middel mod den mest ondsindede af alle febersygdomme? Det ville være en god nyhed. Men set fra vestlige ideologers synspunkt på sigt også en dårlig nyhed: Skulle nu lige præcis Kommunist-Kina fremstå som det land, der reddede Afrika? I Verdenssundhedsorganisationens hovedsæde i Genève, hvor man beslutter, hvordan WHOs penge skal bruges, var hovedparten af de 192 medlemslande forbeholdne – på grund af den mistro, som de overvejende vestligt uddannede WHO-læger har over for Østens lægekunst.
Og således forholdt organisationen sig – endnu engang – undvigende og afventende over eksperternes krav om at godkende global brug af artemisinin. Men på dette tidspunkt havde WHO allerede i halvandet årti kendt til det meget lovende malariamiddel fra Kina. Og alligevel omgik man beslutningen om at anbefale brugen af det.
“Der var en beskrivelse af et virksomt stof, ganske trykt på billigt, gult papir og skrevet på et noget mærkeligt engelsk, men meget præcist og med beskrivelser af test på mus og mennesker”, husker den britiske professor Nicholas White om artiklen fra Chinese Medical Journal, som han tilfældigt fik fat på i 1979. Artiklen omtalte et artemisia-stof, der med succes var afprøvet mod malaria. Bag artiklen stod det kinesiske akademi for militær lægekunst i Beijing. Professoren, der i dag er direktør for Wellcome Trust i Bangkok, siger: “På kun fem sider stod alt det, en vestlig lægemiddelproducent ville have brugt 300 mio. dollars på”.
Resultat: Utilfredsstillende
White videregav artiklen til WHO. Men for organisationen var et forskningsresultat efter kinesisk metodik ikke seriøst nok. Funktionærerne i Genève gav derfor i 1980 Walter Reed Institute under den amerikanske hær til opgave at udvikle et WHO-præparat. Efter årtiers laboratoriearbejde igangsatte man i 1992 den første testrække. Resultat: Utilfredsstillende – WHO mente at være blevet bekræftet i sin mistro til det kinesiske “vidundermiddel”. Men artemisinin havde i 1970’erne gået sin første sejrsgang – i Sydøstasien. Under Vietnamkrigen og den efterfølgende borgerkrig i Cambodja havde der bredt sig en form for malaria, hvis sygdomsfremkaldende parasitter efter massiv indsats med kinin og senere fansidar var blevet multiresistente. Herefter begyndte Vietnam, Cambodja og Thailand for egen regning og risiko at anvende det kinesiske artemisinin-præparat – en desperat handling, som endte med at redde utallige menneskers liv.
Hvem skal have æren?
Men når det aktive stof nu er så banebrydende en “opfindelse”, hvem skal så have æren? Sporet fører til Kinas Akademi for Traditionel Kinesisk Medicin i Beijing – eller rettere til farmakologen Tu Youyou. Den 75-årige kvinde, som opdagede artemisinin, har i modsætning til sine bedre udrustede kolleger ingen computer og intet moderne laboratorium, men et professorat på livstid til en lav løn – og sine erindringer. De er sammen med en tredive cm høj plante i alkohol låst inde i et metalskab. Det er dokumenter, der har vundet nationale og internationale priser, bl.a. Albert Einstein World Sciences Price i 1987.
Nøgleordene var “Pres afkoget”
Det var i årene med Kulturrevolutionen fra 1966-1969 og under Vietnamkrigen fra 1964-1975, at Tu gjorde sin opdagelse. Vietcong mistede flere soldater til malaria end ved amerikanske angreb, så den nordvietnamesiske præsident Ho Chi Minh bad sin daværende forbundsfælle Mao Zedong om hjælp fra den østerlandske medicin. Således opstod i 1967 det tophemmelige “Projekt 523”. Opgaven, der gik ud på omgående at finde “et hurtigtvirkende medikament uden resistens og bivirkninger mod malaria”, bragte flere end 500 videnskabsfolk sammen inden for Folkerepublikken. De afprøvede ikke mindre end 40.000 aktive stoffer – uden nogen form for positive resultater. Så blev udfordringen i 1969 videregivet til TCM-Akademiet i Beijing og landede på skrivebordet foran den alsidige forsker Tu Youyou. “I Kinas gamle husapotek fandt jeg 640 recepter – derunder den første omtale af Qinghao fra år 168 før Kristus”, fortæller hun. “Men først tre år senere stødte jeg på den afgørende henvisning”.
Den lød: “Udblød en håndfuld qinghao i to liter vand, pres afkoget og drik det ufortyndet”. Tus gennembrud skyldtes ikke kun planten qinghao. Nøgleordene var “Pres afkoget”. Tu begyndte at eksperimentere. I 1972 var artemisinin tilgængeligt som aktivt stof, og i 1973 blev ca. 3.000 malariasyge helt helbredt ved kliniske forsøg. På det 4. Verdenssymposium for Kemoterapeutisk Behandling af Malaria afholdt af WHO i oktober 1981 i Beijing fortalte Tu Youyou eksperterne, hvordan man kunne bekæmpe sygdommen med artemisinin og formentlig også redde Afrika. FNs repræsentanter i verdenssundhedens tjeneste foretog sig intet. Efter at det blev almindeligt kendt, at artemisinin havde stor succes i Sydøstasien, så WHO sig endelig nødsaget til at tage et eget initiativ: Hjælpeprogrammet “Roll Back Malaria”. Det skulle halvere antallet af malariadødsfald på verdensplan i tidsrummet 1998-2010. Allerede da halvdelen af tiden var gået, stod det klart, at det kostbare projekt aldrig ville kunne nå sit mål…
I 2001 skiftede WHO kurs og begyndte at anbefale behandling med kombinationspræparater på basis af artemisinin. Men Global Fund to Fight AIDS, Tuberculosis and Malaria nægtede at finansiere behandlingen – efter pres fra USA: Det aktive plantestof var efter sigende 10 gange så dyrt som de gængse syntetiske midier. Og WHO bøjede sig: Når artemisinin endnu ikke var “modent”, måtte man stadig anvende de konventionelle midler, også selvom WHO længe har kendt til undersøgelser, der viser, at blandt 100 malariasyge i Østafrika er 64 resistente over for kinin og 45 over for sulfadoxin-pyrimethanin. Til sidst klagede 13 internationalt anerkendte malariaforskere til Global Fund og WHO over den “alvorlige lovovertrædelse”. Dét skræmte WHO – selvsamme år godkendte man brugen af artemisinin som sin generelle retningslinje.
Startskuddet til lægemiddelgiganters jagt på det aktive stof
Det var startskuddet til de internationale lægemiddelvirksomheders jagt på det aktive naturstof fra Wuling-bjergene. Her kom den kinesiske lægemiddelvirksomhed Holley først. Virksomhedens medicinske direktør Nelson Tan, kinesisk artemisia-ekspert og vestligt uddannet læge, har siden 2000 siddet på qinghao-dyrkningen rundt om byen Youyang. I stedet for at opkøbe jorden lader Holley bønderne eje deres land og ansætter dem til at dyrke lægeplanten. “Man gør en bedre indsats som egen herre end som ansat”, siger Nelson Tan. Det betyder, at bønderne skal dyrke qinghao på alle de marker, de ikke har brug for til at forsyne familien. Holley betaler for brugen af qinghao-markerne med det, der svarer til to euro – det dobbelte af den dagløn, arbejderne i tobaksplantagerne får, og 20 euro pr. mu (666 kvm mark) for sæsonen januar-august.
I slutningen af maj er det ifølge den traditionelle kinesiske plantecyklus tid til at plante de ankelhøje skud ud. 35 mio. skud har man i år fået ud af de ca. 500 hektar, fortæller Youyangs borgmester, Ran Tingju. Og Nelson Tans organiserede dyrkning af qinghao har ikke kun bragt velstand til området. Den gavner også landskabet, for Holleys produktionsmetoder er miljørigtige og bæredygtige. Det er kun blomsterne fra qinghao-planten, der skal bruges – resten af planten beholder bønderne til halmstrøelse og optændings-materiale og til gæring i underjordiske siloer til kvægfoder og gødning. 10.000 kvm marker tilplantet med qinghao gav kun 100 kg farmaceutisk brugbare blomsterblade – og kun l kg af det virksomme stof artemisinin. I år 2004 fremstillede Holley 12 tons. Nok til at producere de patentbeskyttede malariamidler Artekin og Cotecxin, men for lidt til at dække den stigende efterspørgsel – stimuleret af WHO, som har et enormt behov for at gøre stoffet tilgængeligt.
Forudsigelserne er helt hen i vejret
I Beijing-forstaden Changping vejer flag fra Kina, Schweiz og Beijing foran Novartis’ fabrik. Derinde fremstiller man et kombinationspræparat, blandet af artemisinin-stoffet artemether og lumefantrin i forholdet 1:6 og pakket som et samlet behandlingsmiddel mod Malaria tropica. Ligesom Coartem er produktet nu tilladt i 79 lande. I 2001 – efter den første WHO-anbefaling af brugen af artemisinin – aftalte man levering af 2 mio. behandlingsenheder indtil 2005, og det blev forhøjet til 100 mio. i 2006. Men der er stor usikkerhed om antallet af malariaramte verden over (senest ifølge WHO 3-500 mio.), og der er lige så stor unøjagtighed i beregningerne af behovet for piller.
“Forudsigelserne er helt hen i vejret, og de forpligter på ingen måde producenten”, siger Anna Wang, som leder Medicines for Malaria Venture (MMV) i Genève. Denne non-profit organisation blev stiftet i 1999 for at “opdage, udvikle og levere overkommelige malariamidler gennem effektive partnerskaber”. MMV tager ubureaukratiske initiativer til videreudvikling af artemisinin-præparater. Anna Wang tager sig af sine klienter verden over, fx i Bangkok, ved Institut for Tropemedicin ved Mahidol-universitetet, hvor MMV sponserer et testprogram for artemisinin-præparater til malariasyge. “Pionererne på malariafronten har brug for penge, men også for rygstød”, siger den 37-årige kinesiske kvinde. “Behandlingen koster ikke noget og indebærer ingen risici”, siger supervisor Khun Noppadon. “Efter tre dage er de syge raske igen. Men vi beholder dem her i fire uger, så de bliver helt raske – og vi har tid til at teste”.
Hver anden time bliver der taget blodprøver
Et eksempel er den 20-årige Sa, som er datter af en burmesisk landarbejder fra Mon-folket. Hun ankom for en time siden – med høj feber, helt apatisk og med glasagtige øjne. Hun får taget en blodprøve. Den farvede strip kommer under mikroskopet. Et kig gennem okularet viser, at der svømmer røde blodlegemer rundt i det lyse plasma, gennemsigtige, rosablå cirkler. I fem af de ca. 25 erytrocytter kan man se 1-2 protozoer -encellede smådyr, som de sorte hoveder på maddiker i frugt og grønt. Sa får kombinationspræparatet Artesunat-Mefloquin, en tablet to gange dagligt. Hver anden time bliver der taget nye blodprøver.
“Jeg føler mig allerede meget bedre tilpas”, siger den unge burmeser. Hun er feberfri allerede 12 timer efter indtagelsen af den første dosis. Men er hun også helbredt? “I princippet ja”, siger Porntip Klangsuwat, 53 – den læge, der har behandlet hende. “Vi har dræbt de sygdomsfremkaldende parasitter, takket være Artesunat. Men for at virkningen skal holde, skal Mefloquin også sættes ind”. Mens Artsunat, som er et rent artemisinin-derivat, kan tåles af alle, giver Mefloquin opkastning, svimmelhed og hovedpine. Mahidol-universitetet og Oxford University arbejder på at mindske eller endda undgå bivirkningerne, måske ved hjælp af en anden kombination. “Det fælles mål er og bliver udviklingen af et middel, selv de fattige har råd til”, siger Anna Wang, “primært i Afrika”. Dér må en behandlingsenhed ikke koste mere end ½ dollar – det viser erfaringer fra Læger Uden Grænser.
Læs også
Artemisinin-behandling mod malaria
Artemisinin: Malariamyggens overmand
Kinesisk malurt kan behandle ukomplicerede malariatilfælde
Kinesisk malurt bremser udviklingen af resistens mod malariamidler
Kinesisk malurt giver fuld sundhedsværdi
Parasitter og mikrober – en stigende fare for vores sundhed
Zinktilskud kan medvirke til at reducere børnedødelighed