Naturmidlernes historie og pionerer

Mikkel Hindhede gik imod strømmen

Som dreng hørte jeg ofte mor tale om en kendt læge ved navn Mikkel Hindhede. Hun fortalte bl.a., at han i en årrække var overlæge på et jysk sygehus, og at han havde en forbavsende evne til at få patienterne raske. Han brugte mindre medicin end andre læger, men fremhævede betydningen af sund, enkel kost, rigeligt med frisk luft og motion, osv. Jeg husker også, at man i bagerbutikkerne kunne købe noget, som kaldtes Hindhede-brød. Det var bagt af groft hvedemel og var fuldt af hvedekerner. En tredje ting, som der blev talt en hel del om dengang, var dr. Hindhedes ernæringsforsøg med mennesker. På sit forsøgslaboratorium i København havde han en mand ved navn Frederik Madsen. Ham brugte han som “forsøgskanin”. I perioder fik han også studenter ved universitetet til at stille sig til rådighed ved kostforsøg.

Mikkel Hindhede var en ener, som lige fra første færd gik sine egne veje. Da han som ung kom til København for at studere, blev han hurtigt klar over, at lørdagssoldene i studenterforeningen ikke var noget for ham. Hans far havde givet sine børn dette råd: “Lev nøjsomt! Drik ikke spiritus! Ryg ikke tobak!” I stedet for at deltage i lørdagskalaserne gik den unge Mikkel Hindhede tidligt i seng, stod op klokken 5 søndag morgen og cyklede hele dagen gennem Nordsjællands skove. Det gav sundhed og arbejdsglæde.

Hjemmefra havde han været vant til meget enkel kost, som hovedsagelig bestod af grovbrød, grød og kartofler. Som medicinsk student lærte han, at det gjaldt om at indtage rigeligt med kød, æg og mælk for at få tilstrækkeligt med æggehvidestoffer (proteiner). Han forsøgte en tid, men gik på grund af de uheldige resultater tilbage til den mere enkle kost, han var vant til. Han siger selv, at hermed var hans tvivl på autoriteterne vakt, og han begyndte at eksperimentere med forskellige levemåder. “Der er så at sige ikke en kostsammensætning, som jeg ikke har forsøgt,” siger han i sit store værk Fuldkommen Sundhed og Vejen dertil (Gyldendal 1934).

Da han havde taget sin medicinske embedseksamen og gjort hospitalstjeneste, blev han som nævnt leder af et jysk sygehus. Det var det nye amtssygehus i Skanderborg. I Hindhedes tid faldt udgifterne til medicin til 1/4 i forhold til nabosygehusene, og dødsprocenten var 4, mens den på amtets andre fire sygehuse varierede mellem 13 og 16. Han afskaffede brugen af febermidler og alkohol. Vin og cognac fandtes ikke på sygehuset i Hindhedes tid. Hvor radikal en sådan forandring var, må ses på baggrund af, at man på den tid i stor udstrækning anvendte alkohol som medicin.

Også i sit hjem indførte den unge læge Hindhede reformer. Han havde eksperimenteret sig frem til en “udspekuleret æggehvidefattig vegetarisk diæt”, og han satte nu hele sin familie på væsentlig vegetarisk kost med kun små antydninger af kød i en 10-årig periode (1896-1905). Han siger selv, at hans fire børn på denne kost blev ualmindeligt sunde og kraftige, et par år forud for gennemsnittet med hensyn til størrelse og vægt.

Det blev som praktisk ernæringsforsker, at Mikkel Hindhede kom til at indskrive sit navn i den danske medicins historie. I 1911 blev han leder af et nyoprettet kontor for ernæringsundersøgelse, og i de 21 år, dette kontor eksisterede, udkom der herfra 50 beretninger om ernæringsspørgsmål. Historien om dette kontors oprettelse er i sig selv et eventyr. Da Mikkel Hindhede som ung læge havde opdaget, at han befandt sig ualmindelig godt på en kost, som kun indeholdt 1/4 af det kvantum æggehvidestoffer, som den officielle videnskab havde fastsat som normen, drog han den slutning, at den gamle lære måtte være falsk. Han gik derfor i gang med at studere de originalarbejder, som dannede grundlaget for normen. Den pågældende forsker, Voit, havde konstateret, at hans forsøgsperson var i æggehvideligevægt på 122 g æggehvide, men han havde ikke forsøgt at gå ned, at halvere kødet og give kartofler i stedet. Dr. Hindhede havde hermed tabt sin tro på “børnelærdommen”, som han kalder den gængse teori.

Den ydre anledning til, at han trådte offentligt frem, var dog spørgsmålet om malkekøernes ernæring! Hindhede fandt, at man her begik den samme fejl som ved fastsættelsen af normen for menneskets æggehvidebehov. Man byggede i Danmark på en tysk forskers fodringsforsøg. Den pågældende mand havde påvist, at forsøgskøerne kunne producere en vis rigelig mælkemængde på et bestemt foder, som man så uden videre satte som norm uden at undersøge, om der ikke kunne produceres samme mælkemængde på et mere æggehvidefattigt og billigere foder. “Til sidst kunne jeg ikke styre mig længere,” siger dr. Hindhede i bogen Fuldkommen Sundhed og Vejen dertil. “Jeg trådte offentligt frem for at forsvare min onkels (docent og forsøgsleder Niels Johannes Fjords) forsøgsmetode. Det førte naturligvis til krig”.

På landbrugslaboratoriet blev der anstillet nye forsøg over foderets sammensætning til malkekøer, denne gang efter Hindhedes anvisning, og det viste sig, at han havde skønnet rigtigt. På grund af disse resultater forlangte de danske landmænd, at dr. Hindhede skulle ansættes som direktør for forsøgslaboratoriet, når stillingen blev ledig. Imidlertid opstod der uenighed mellem Hindhede og vennerne ved laboratoriet, så planen måtte opgives. Da De samvirkende Landboforeninger ikke kunne få Hindhede til at lede landbrugets forsøgslaboratorium, fik de ham til at indsende en ansøgning om oprettelse af et særligt laboratorium, som skulle anstille undersøgelser over menneskets ernæring. Dette laboratorium blev oprettet i 1911.

Hindhede fik fra starten fat i sin berømte forsøgsperson Frederik Madsen og hans kammerat Holger Madsen. Selv siger han, at det måtte være det eneste rigtige at benytte mennesker til forsøg over menneskets ernæring. Frederik Madsen viste gennem årene en enestående trofasthed og tålmodighed. Igennem lange perioder måtte han leve af en meget ensidig kost, for at man på laboratoriet kunne undersøge, hvorledes forskellige næringsmidler påvirkede menneskeorganismen. Han måtte også til stadighed være i laboratoriets nærhed, for at urin og afføring kunne blive analyseret, så man kunne holde regnskab med, hvor stor “spildprocenten” var for de forskellige næringsmidler.

Dr. Hindhede var den praktiske mand hele vejen igennem. Han siger selv: “Praktiske resultater er det eneste, der interesserer mig.” Dette motto efterlevede han ved foruden sine beretninger at udgive forskellige kogebøger, så husmødrene kunne omsætte den nye viden i praksis. Af sådanne kan nævnes En Reform af vor Ernæring, Lev sundt! Lev kraftigt! Lev billigt!, Økonomisk Kogebog, senere ændret til Dyrtids-Kogebog, og Dyrtidskost samt kortfattet Ernæringslære.

Under 1. Verdenskrig, i 1917, blev dr. Hindhede anmodet om at udarbejde et rationeringsforslag. Han gik i gang med opgaven og indsendte et forslag, som gik ud på, at kosten skulle indeholde mere grovbrød (med klidtilsætning), flere kartofler, flere gryn, mere skummetmælk, mindre kød, æg og sødmælk. Ved at følge dette forslag kunne der skaffes næring nok til en lavere pris, hævdede han. Efter 1. Verdenskrig søgte dr. Hindhede ad statistisk vej at belyse kostindskrænkningens virkning på sundhedstilstanden. Ifølge hans bog Af mit Livs Historie, side 52, når han frem til følgende hovedresultat angående årsagerne til den mærkbare nedgang i antallet af dødsfald:

  1. Det er sikkert, at alkoholindskrænkningen har haft en meget væsentlig indflydelse.
  2. Det er næsten lige så sikkert, at også kaffemangelen har været en medvirkende årsag, særlig over for hjertesygdomme.
  3. At tobaksknapheden også har spillet ind, er sandsynligt, men vore tal tillader her ikke at drage sikre slutninger.
  4. Det er overvejende sandsynligt, at nedgangen i næringsmængde i forbindelse med indskrænkning i forbrug af dyriske næringsmidler til fordel for planteprodukter også har spillet en rolle.

Dr. Hindhede nævner alkoholens rolle som punkt 1. Han havde jo allerede fra sit barndomshjem været vant til at afholde sig fra alkohol. Mens han var leder af sygehuset i Skanderborg, lejede han en stor sal og indbød borgerne til gratis foredrag og diskussion om alkoholspørgsmålet. Hans stilling til alkoholproblemerne førte til, at han blev udnævnt til medlem af den ædruelighedskommision, som Indenrigsministeriet nedsatte i 1914.

Som et eksempel på praktisk ædruelighedsarbejde nævner han i bogen Af mit Livs Historie (s. 63)det arbejde, som dr. med. Bonne udførte i en haveby i Klein Flottbek uden for Altona. Vi citerer: “For ca. 15 år siden begyndte generaloverlæge dr. med. Bonne her sin byggeforening, der nu har 129 huse. Oprindelig var det et led i afholdsbestræbelser. Dr. B. afvænnede drankere, men de faldt tilbage igen, så længe de boede i deres usle byboliger. Han søgte så at skaffe dem eget hus med have. Det havde en forbavsende virkning. Han påstår, at han nu ikke kender een dranker i hele sit distrikt.”

Under punkt 4 nævnes indskrænkningen i forbruget af dyriske næringsmidler til fordel for planteprodukter. I sin 26. beretning, som Hindhede kaldte “Dyrisk kost og dødelighed”, gengiver han et foredrag, som han i 1928 holdt i USA om forholdet mellem forbrug af dyriske produkter og dødelighed i forskellige amerikanske stater. Han påviser her, at dødsfald som følge af apopleksi, fordøjelsessygdomme, nyrebetændelse og sukkersyge tiltager, når forbruget af animalske fødevarer er stort. På den tid viste undersøgelser, at amerikanernes forbrug af kød, æg og sødmælk var dobbelt så stort som danske landsmænds.

Med hensyn til kræft hævdede dr. Hindhede, at det er en “kultursygdom”, som må forebygges ved kostomlægning. I en artikel i Sundhedsbladet, nr. 12 1936, nævner han fx, at der i Zürich blev drevet en kraftig agitation for at anvende flere grønsager i husholdningen. Som resultat af denne propaganda steg forbruget af vegetabilier. Virkningen på sundhedstilstanden, særlig for mavens vedkommende, var betydelig, skrev dr. Hindhede. Dødsfaldene for mavekræft gik ned fra 429 til 269 pr. år. Han siger videre, at folkeslag, der væsentligt lever af grove kornprodukter, grønsager og frugt, ikke kender mavekræft. Dette beretter, siger dr. Hindhede, hundreder af kolonilæger enstemmigt.

Også tuberkuloseproblemet beskæftigede dr. Hindhede sig meget med. Han anbefalede således, at landmændene rensede kobesætningerne for tuberkuløse køer (dengang, omkring århundredskiftet, kunne op til 1/4 af besætningerne på større gårde være tuberkuløse). Under behandlingen af tb-patienterne fremhævede han betydningen af at anvende rigeligt med frugt og grønsager samt vigtigheden af et liv i fri luft og sol. Patienterne skulle opholde sig i liggehaller, som var åbne mod syd. Til forebyggelse fremhævede han gennemført renlighed. Han tilføjede, at drikkeri nedsætter modstandskraften mod tuberkulose.

I et radiointerview i forbindelse med dr. Hindhedes 75 års fødselsdag sagde intervieweren: “Det er ikke altid let for lægmænd at få noget positivt ud af de forskellige udtalelser. De, dr. Hindhede, siger eet og Deres modstandere lige det modsatte. Hvad skal man tro?” Hindhede svarede: “Man skal slet ikke tro, man skal forsøge, sætte sig selv, ikke på den strengeste Madsen-kost, men på en virkelig velsmagende Hindhede-kost, i hvilken frugt og grønsager spiller en stor rolle. Gør De det, bliver De hurtigt min meningsfælle.” (Citeret efter Sundhedsbladet, nr. 5 1937.)

Til dr. Hindhedes livsfilosofi hørte slagordet: “Bort fra storbyerne!” Han hævdede, at hver mand burde have eget hus med have, som var stor nok til at forsyne familien med frugt og grønsager. I en artikel i Sundhedsbladet i 1935 skriver han: “Hvordan vi skal komme ind på den smalle vej, der fører til lykken, er der ikke her plads til at drøfte, men den første betingelse er, at nøjsomhed bliver regnet for en dyd og luksus for en last.”

Et andet sted siger han: “Jeg regner mig det til ære, at jeg ikke har været for stolt til at gå i lære hos lægmænd. Det kan ikke nægtes, at man der kan høre mange mærkelige ting, men jeg følger det princip at lukke ørerne og åbne øjnene for at se på resultaterne.Fuldkommen Sundhed og Vejen dertil, side 227.

Som slutning på sin bog Af mit Livs Historie, som udkom i 1945, (dr. Hindhede var da 83 år), skriver han: “Men har jeg altså som oftest stået ene, har jeg til gengæld også villet eet – at det danske folk skulle blive et sundt og lykkeligt folk. For dette har jeg prøvet at kæmpe med åben pande og ved med mig selv, at jeg altid har villet dette af hjertet.”

Læs også
Mikkel Hindhede: Dansk helsepioner
Mikkel Hindhede: Uddrag af ‘Fuldkommen Sundhed og Vejen dertil’
Hindhede, Nolfi og kræft
Kirstine Nolfi: Erfaringer fra min praksis
Bernhard Spur: Mineralstofskiftets ernæringsmæssige betydning
Karl-Otto Aly: Læge og biomediciner
Carl Ottosen: Den utrættelige forkæmper for sund levevis

Mikkel Hindhede, født 13. februar 1862, død 17. december 1945, var en dansk læge og ernæringsforsker. Han studerede medicin i København og tog eksamen med udmærkelse (laud prae ceteris) i 1888. Efter næsten 20 år som praktiserende læge i Skanderborg vendte han tilbage til København i 1909, hvor han boede resten af sit liv. Han var leder for Statens Laboratorium for Ernæringsundersøgelser på Frederiksberg i København 1910-32 og fødevarerådgiver for den danske regering under 1. verdenskrig. Som ernæringsforsker studerede han bl.a. menneskets proteinbehov og viste, at det var langt mindre, end man hidtil havde troet. Han anbefalede mere rugbrød, kartofler og grønsager og mindre kød.