Naturmidlernes historie og pionerer

V. J. Brøndegaard: Vor ernærings uundværlige plantestoffer

De vegetabilske kaloriers gennemsnit­lige andel af dagligkosten angives at være 59 % i seksten lande (med Japan) i den tempererede klimazone og 78 % i fem lande ved Middelhavet. Planterigets fedtstoffer udmærker sig generelt ved deres høje indhold af flerumættede fedtsyrer, der har to er­næringsfysiologiske funktioner: De be­skytter organismen mod arteriosklero­tiske hjerte-/kredsløbssygdomme, og nogle af dem, de såkaldte essentielle fedtsyrer, værner kroppen mod be­stemte hud- og udviklingssygdomme.

De sidste halvtreds år skete den sto­re ændring i konsumet af kulhydrater ved, at ernæringens indhold af stivelse blev erstattet med tilsvarende kvanta af civilisationsproduktet ”sukker”, dvs. sakkarose (rør- og roesukker). I højt industrialiserede lande udgør sidst­nævnte nu næsten halvdelen af kul­hydratmængden. Og sukkeret har i al­le aldersklasser en negativ indvirkning på organismen.

Tre forhold gjorde sakkarosen til en væsentlig bestanddel af ernæringen:

  • den søder
  • den er en hurtigtvirkende og næsten total udnyttet energikilde
  • den aktiverer fedtsyntesen.

Den søde smag er udelukkende knyttet til fø­dens vegetabilske bestanddele.

Forsøg med rotter viste, at sakkaro­sen modsat andre kulhydrater allerede i en dosering svarende til menneske­nes gennemsnitlige sukkerforbrug fremmer fedt- og kolesterinsyntesen i leveren og fedtvæv, idet den aktiverer de i disse synteser delagtige enzymer, hvilket forårsager leverudvidelse, øget fedtindhold i blodet (hyperlipæmi) og fedtaflejringer i blodkarrene. Gælder dette også mennesket – og det tyder meget på – må et overkonsum sukker belaste hjertet og blodkredsløbet.

Sakkarosens særstilling blandt er­næringens kulhydrater synes at hænge sammen med, at den som fødens ene­ste sukker indeholder en såkaldt ener­girig molekylebinding; den fri energi er næsten lige så stor som en energirig fosfatbinding.

Plantecellerne har en praktisk taget u­begrænset evne til at afvikle biokemiske synteser. Det manifesterer sig, bortset fra fotosyntesen, navnlig i produkti­onen af enormt mange forskellige »se­kundære« plantestoffer med ringe molekylestørrelse. Deres funktioner i selve planten er for de flestes vedkom­mende endnu ukendte. Vitaminerne hører til de typiske sekundære plante­stoffer.

Med vegetarisk kost tilføres krop­pen et stort antal såvel primære som sekundære plantestoffer, af hvilke mange ikke er livsvigtige og alligevel spiller en stor ernæringsfysiologisk rolle. De virker enten sundhedsbe­fordrende eller har særlige beskyttel­sesfunktioner.

Blandt fødens bestanddele har en gruppe uopløselige og ufordøjelige substanser, der gerne sammenfattes under begrebet ”råfibre”, en stor fysi­ologisk betydning. De består væ­sentligt af polymere kulhydrater så­som cellulose, pentosaner og pektiner og forekommer rigeligt i korn og frugt, knold- og bælgfrugter samt grønsager. Råfibrene er ingenlunde værdiløse ballaststoffer sådan som de ofte beteg­nes; hvis de mangler, kan det resultere i sygdomssymptomer.

F.J. Stare påviste allerede for en år­række siden, at den vegetariske kost har en kolesterolsænkende virkning, og at det især skyldes de mange råfib­re. Alt tyder på, at det store fald i næ­ringens råfiberindhold sideløbende med produktionen af ”finkost” og det mindre brød- og kartoffelkonsum gen­nem det sidste århundrede har bidra­get meget til nutidens stigende antal patienter med hyperlipæmi og hjer­teinfarkt.

Mange af plantestofferne havde hidtil kun farmaceutisk og/eller klinisk interesse. Først nu er den erkendelse slået igennem, at de spiller en stor er­næringsfysiologisk rolle som obligato­riske bestanddele af vor hverdagskost.

Til dem hører især de stoffer, som med karakteristiske smags-, aroma- og duftkvaliteter bidrager til at gøre næ­ringen acceptabel og letfordøjelig, men som også ved at udløse såkaldt betingede reflekser indvirker på stof­skiftet og kirtelsystemet. Generelt kan siges, at så godt som alle fødens duft- og aromastoffer stammer fra planteri­get. Idet mange af krydderiers, køkken­urters og grønsagers aroma- og duft­stoffer antidiabetisk påvirker kulhy­drat- og fedtstofskiftet, har de under langvarig indtagelse betydelige fysi­ologiske virkninger på næringens op­tagelse.

Det drejer sig kemisk set om terpen­derivater, højmolekylære alkoholer, ester, karbonylforbindelser eller svovlholdige substanser. Nogle af dem, særligt de svovlholdige stoffer i løg- og karsearter, sennep, peberrod m.fl., spiller en stor ernæringsfysiolo­gisk rolle, fordi de antibiotisk beskytter mod infektioner. Således blokerer karsens og peberrodens benzyl- og al­lylsennepsolie totalt væksten af stafy­lokokker, Penicillium glaucum og influenzavirus.

Af de sekundære plantestoffer har saponinerne, som vi rigeligt indtager med bønner, ærter, sojabønner, linser, spinat, havre, spansk peber, en stor betydning som diætfaktor. Foruden mangesidede bakterio- og fungistati­ske virkninger er de betændelseshæm­mende og sårlægende. Med deres ev­ne til at binde kolesterol virker saponi­nerne også sænkende på blodets kolesterolindhold. Samme evne har de li­geledes i planteriget vidt udbredte og saponinerne kemisk nært beslægtede fytosteriner, der hæmmer kolesterolets resorption og aflejring i organis­men. Men ganske særligt deltager fla­vonoiderne, som forekommer i alle grønne plantedele, i frø og frugter, i de sekundære plantestoffers virknings­spektrum.

Under permanent indtagelse af en varieret kost får kroppen tilført til­strækkeligt med sekundære plante­stoffer til, at de i organismen kan udlø­se de omtalte fysiologiske virkninger. Og således er en stor part af de talrige kun i den vegetariske kost repræsente­rede substanser uundværlige for at be­vare en optimal sundhed og ydeevne.

En af ernæringsvidenskabens vigtig­ste opgaver fremover er at udforske den rolle, hver enkelt af dem har i sam­spillet med fødens øvrige bestanddele.

Vagn J. Brøndegaard (oprindeligt Jørgensen), født 24. juli 1919 på gården Brøndegaard på Møn i Danmark, død 2. februar 2014 i Nykøbing Falster, var en dansk etnobotanist og folkloreforsker med fokus på populær plantebrug. Han var stort set selvlært, men studerede tysk og botanik i Tyskland. Han var også privatstuderende for den tyske etnobotanist Heinrich Marzell (1885–1970). Brøndegaard var gennem sit liv fascineret af den populære viden om, hvordan man bruger planterne, hovedsagelig i Danmark, men også resten af verden. Brøndegaards virkelige mesterværker var tre bøger om dansk etnobotanik: Folk og flora: dansk etnobotanik 1–4 (1978–1980 / ny udgave 1987), Folk og fauna: dansk etnozoologi 1–3 (1985–1986) og Folk og fæ: dansk husdyr etnologi 1-2 (1992). (Wikipedia)

Læs også
Sekundære plantestoffer
Sekundære plantestoffer – hvad findes hvor?
Plantestoffer er vigtige for dit helbred
Sekundære plantestoffer gør økologi til et bedre valg
Plantestoffers synergi gør frugt og grønt sundt
Sundt at spise økologisk og farverigt
Hvor meget ved du om rigtig kost?
V. J. Brøndegaard: Traditionel anvendelse af urter i Rusland