Naturmidler Naturmidlernes historie og pionerer Urter og krydderier

A. O. Hansen: Ginseng – sensationen blandt planterne

Af dr. med et naturopaty of USA, Axel O. Hansen, 1946

Alene blandt alle andre droger, dvs. natur­videnskabelig medicin og unaturlig, syntetisk, dvs. unaturlig kemisk moderne ”medicin”, overgår gin­seng alt og alle mediciner.

Den vokser vildt i de kinesiske skove, dyrkes rationelt i Korea, og der er gjort gode forsøg i USA’s nordligste stater samt sydlige del af Canada, hvor pels- og ginseng­farmere has tjent millioner, og hvor ginseng altid var den gode økonomiske faktor over for det ofte skiftende pelsfarmeri, selv om disse to ting, dyrkningsmæssigt, in­tet har med hinanden at gøre.

Denne droge er ikke kendt i Norden grundet de nor­diske landes konservatisme og almindelige godtroenhed og uvidenhed over for den syntetiske medicins skade­virkninger. I Tyskland er drogen godt kendt. Jeg var derfor den eneste, der indførte den her i landet for 40 år siden, og først de sidste ti år er den indført skriftligt i den medicinske naturvidenskabelige terapi i min bog Helbredelse‘s 6000 receptkopier. Men først i år er det lykkedes mig at indføre den i større stil i Drogeriet, Ryvangsalle 22, København Ø, der ejes af Danmarks Folkesundhed, idet jeg ikke har formået at få forskellige tidligere leverandører til mine recepter til at indføre denne udmærkede droge, da der ingen fortjeneste, stort set, var på en så kostbar droge, der kun ordineres forholdsvis få gange, fordi den er så dyr.

Dens indhold er alsidigt. Den består af glykoseop­byggende ferment med stabilisering af samme virksomme indholdsstoffer som digitalis, men uden spor af skade­virkninger. Den har saponin, stærk æterisk olie, fosfor, garve- og bitterstoffer og østrogene stoffer i rigelig mængde, endvidere stoffet Panacuiolon, panaxsyre, vitamin B1, B2, svovl samt stoffer af endnu set ukendt natur.

Dens helbredende spændvidde er stor og dens forebyggende betydning alsidig. Her nævnes de vigtigste lidelser: Alle forgiftninger, lungelidelser, miltlidelser, diarré, vand­ladningsbesvær, prostatahypertrofi, hjertesygdomme, knoglemarvslidelser, lungebetændelse. Den er feberstil­lende, åreudvidende, nerveberoligende, virksom over for kongestioner (hedestigninger), forstoppelse, indre blødninger, al kønsnervesvækkelse, drømmerier, kræft, hoste, svækkelsestilstande, søvnløshed, impotens, barnløshed, kramper, nervesvækkelse, hukommelsestab, lammelser, rystelammelser, forkalkning, besvimelse, svimmelhed, sukkersyge, blodsukkerformindskelse, og den er blodtryk­nedsættende og urinudskillelsesfremmende. Den modvir­ker svækkelsestilstande efter narkotikamisbrug og er aste­nikerens hjælper (den svages hjælper). Den bekæmper livmodersprængning og al træthed. Den er seksualregu­lerende og gavnlig over for uudviklede mammae (små bryster) og alle gigtsygdomme, iskias, lumbago, åreknu­der på benene, indvendig årebetændelse, opstød fra ma­ven, depression, hikke, astma, hjernelidelser, bronkitis, søvnløshed, hudsygdomme, ligesom den forøger ånds­styrke samt legemsstyrke, aktiverer alle organer uden at skade og normaliserer alle fysiologiske tal.

Da denne droge som den ægte droge, den er fra natu­ren, kun virker forholdsvis langsomt sammenlignet med de unaturlige, hidsige, kunstige midler, er de europæiske allopater, grundet deres ukendskab til denne droge, uvi­dende om dens helbredelseseffekt, når undtages læger i Tyskland, Schweiz samt USA.

Jeg vil herefter gå over til den almindelige omtale af denne vidunderlige plante.

Hvad siger litteraturen?

Anvendelse i praksis på grundlag af litteratur og rundspørge: Ginseng bliver skattet som nerveberoligende og seksualregulerende middel. Der er tale om følgende en­keltindikationer:

  • Udmattelsestilstande af nervøs art, spe­cielt efter svære sygdomme (i hvert fald blev der ved neurasteni – asteni iagttaget adskillige fiaskoer)
  • Almin­delig svækkelse
  • Seksuel neurasteni, impotens og træthed
  • Rysten og svimmelhed hos gamle mennesker
  • Konge­stioner i urogenitalområdet med krampe i lukkemusku­laturen (måske forstadiet til prostatahypertrofi?), som fremmes ved øldrikkeri og navnlig ved nydelse af Yo­himbe
  • Smertelindring ved reumatisk-gigtiske lidelser, lumbago og iskias.
  • Mildning ved åreknuder med heftige natlige smerter
  • Anvendelse mod arteriosklerose, hypertoni, astma, mave- og tarmkolik med halsbrand og opstød.

Eksempel på anvendelse, taget fra Allgemeine Homöo­patische Zeitung 1935: AG, 47 år, kommer i homøopatisk behandling, efter at han i 6 uger har lidt af iskias, for hvilket hans mandler er taget, uden at bedring er indtrådt. Der blev ordineret Ginseng D2 mod smerterne i lænden og låret og mod stærk depression, forhøjet seksualdrift, men svag funktion. 29. maj var der betydelig bedring, 10. juni var alt besværet forsvundet, og 27. juni var der ikke mere at klage over.

Almindelige bemærkninger

Navn

Panax ginseng, C. A. Meyer, Ginseng. Alm. helbredende urt, kraft- og livsforlængende rod. Fransk: Ginseng. Polsk: Zen-Szen. Russisk: do. Tjekkisk: Vse­hoj pravy. Panax kommer fra græsk og be­tyder alm. lægemiddel, hvilket hentyder til urtens man­gesidige anvendelse.

Botaniske bemærkninger

Ginseng er en urt med gulerodsagtig rødder. De er gul-hvide og mere eller mindre træagtige. Med alderen dannes ofte lange, krybende udløbere med 5-7 cm lange gulerodsagtige, knoldede rødder, der forneden løber ud i en tyk rod. Den opretstående, 30-60 cm høje stængel er rund og som regel nøgen. De langstilkede blade danner fra to til fire opretstående klaser. De er femfingrede. Bladene er 7-20 cm lange og 2-5 cm brede, lancet-ægformede. De tvekønnede, hvid-grønne blomster sidder i klaser med 15-30 i hver på en blomsterstilk, der er en evt. træagtig forlængelse af stænglen. Frugten er et kuglerundt eller nyreformet, skarlagensrød, glat eller glinsende bær. Planten hører hjemme i Østasien, hvor den gror i skyggefulde skove. Den blomstrer i juni-juli.

Historiske og almindelige bemærkninger

Ginseng-ro­den nyder siden for mange tusinde år høj anseelse. På grund af dens menneskeagtige udseende blev den hele tiden sat i forbindelse med den guddommelige natur, og der opstod den anskuelse, at den almægtige bjerggud havde sendt et vidunderbarn i skikkelse af en menneske­lignende urt til menneskenes redning og forløsning, og at kun de, der var værdige dertil, kunne finde den gyld­ne rod. (Sammenlign her den jødiske og kristne religion). Korea er denne allround-lægende urts egentlige hjemsted, og det at besidde denne plante synes for enhver asiat at være noget meget fint. Den tillægges alle egenskaber i ret­ning af at forlænge livet, forynge organismen og bekæm­pe en række sygdomme (forgiftning, milt- og lungelidel­ser, diarré, vandladningsbesvær osv.). I Kina var det lige til kejsertidens sidste år den største ære, hvis kejse­ren ville overrække en undersåt en ginsengplante. For­arbejdelsen af planten til ”rød ginseng” (ved hjælp af damp og ild) er statsmonopoliseret i Korea, mens forar­bejdningen til ”hvid ginseng” (ved hjælp af tørring i so­len) er fri. Man anvender rødderne fra 6-årige plan­ter. Ved den stærke opvarmning opnås der hurtigt – som ved digitalis – en udtørring af det glykoseopbyggende ferment og stabilisering af de virksomme indholdsstof­fer. V. Siebold beretter, at koreanske og kinesiske læger aldrig lader en syg dø uden først at have forsøgt dette kostbare lægemiddel på vedkommende. Til Europa kom denne droge med hollænderne i 1610. Den blev under navnet Ponto kendt og trængte endog frem ved Lud­vig XIV’s hof. Timkowski meddeler, at endnu i begyn­delsen af 19. århundrede var drogen så kostbar som guld.

I Amerika bliver den fembladede panax anvendt som let stimulans. Den bliver også brugt af kineserne som erstatning for den kostbare ginseng, ligesom japanerne har kultiveret en type: Panax repens. De øvrige arter bliver ikke anvendt terapeutisk.

Virkning

I den kinesiske og mongolske medicin spil­ler ginseng først og fremmest en rolle som et af de vig­tigste lægemidler. I mongolsk medicin bliver roden an­vendt til at trække gift sammen på et sted, ved snylter­sygdomme i knoglemarven. I kinesisk medicin bruger man den ved lungebetændelse. Den nedsætter feberen, styrker milten, hjælper lungen, sætter hjertet i stand til at arbejde og styrker og beroliger sjælelivet. Den bekæm­per hedestigninger og diarré, får blodet til at løbe ube­sværet gennem årerne, modarbejder hård afføring, får fastsiddende slim tit at løsne sig. Ifølge overlevering skal den også hele indre blødninger ved for stærk seksuel ad­færd og fjerne feber gennem naturlig svedreaktion. Den bekæmper for meget drømmeri, forvirring, stønnen og pusten, mildner tomhed i maven og hoste, febril forstop­pelse og diarré samt vandladningsbesvær med sekundær svulmen. Den hjælper, når der opstår blodsygdom som følge af hede sommervinde. Planten er gul, saftig, fast, og den gode plante ligner mennesket på farven, bortset fra roden. Som medicin bliver planten kogt, til køling mod feber anvendes den rå. Som grød kan man anvende den for at genoprette den oprindelige, gode vejrtræk­ning. Planten foretrækker skygge, og den kan hverken lide varme eller blæst. Når man bruger den kogt, må man ikke bruge jernredskaber. Roden kan ved hoste give opstød.

  • Weinmann angiver, at roden kun sjældent findes hos apotekerne, da den er meget kostbar. Han kender den allerede som tonikum og afrodisiakum.
  • V. Haller beretter, at man tilskriver roden nerve-, hoved- og nyrestyrkende egenskaber. Til styrkning af maven og hukommelsen, mod spastiske tilstande, krampekolik, lammelser, besvimelser og svimmelhed bliver den efter hans beretning ligeledes anbefalet.
  • Eckhardt bestrider mange europæiske lægers mening om, at ginseng kun har en ren imaginær værdi, og han værdsætter plantedrogen for dens saponiner, dens æte­riske olie, for fosfor, garve- og bitterstoffer, der er ud­mærkede kraftgivende midler. Ginseng skaber diurese og udskillelse af urinstof, formindsker blodsukkerholdighe­den, lammer mave, tarm og hjerte og med større kon­centration også muskulaturen, nedsætter blodtrykket og virker hæmolytisk. Denne droge, der også anvendes ved seksualforstyrrelser, indeholder østrogene stoffer, og i forsøg viste den fremme af kønsmodenheden. Den inde­holder bl. a. stoffet panaouilon.
  • Sugihara Fr Bin antager de vigtigste stoffer i ginseng til at være panacen, panaxsyre og glykosid. Forskere fandt ved forsøg med rotter en let styrkende virkning, en forstærket virkning af visse krampegifte og en svæk­kelse af virkningen fra visse narkotika. Det svarer til den kendsgerning, at Panax Ginseng selv er en krampe­gift. Videre meddelelser fra disse forfattere siger en hel del om forsøg over virkningen på isolerede organer.
  • Også Boriani beretter indgående om farmakologiske undersøgelser over ginsengs aktive substanser. Ifølge ham bliver den normale spænding i et marsvins uterus forøget, hvorved de enkelte kontraktioner aftager i styrker, indtil kontraktion endelig indtræder. Han kommer til den slutning, at ginseng-bladenes hovedvirkning er mu­skulær, hvortil kommer, at en i hvert fald tilsyneladen­de effekt med nervøst angrebspunkt ikke har udelukkes.
  • Ud af undersøgelser af Garriques, Davydow, Fujitana, Uyei, Asahina, Taguchi, Abe & Yonekawe og Kotake kan man slutte, at der foreligger en blanding af flere glykosider, af hvilke nogle har karakter af saponin.
  • I en undersøgelse vedr. saponinindholdet kunne der med den normale homøopatiske urtetinktur overhovedet ikke opnås nogen hæmolyse. I et TEET-præparat opnåede man derimod et hæmolytisk indeks på 1/400. En på 25 % sprit fremstillet tinktur viste et indeks på 1/20. Ved an­vendelse af drogen på frøer svarede 1 g af drogen til 200 FD.

Den homøopatiske skole betjener sig af ginseng ved svaghedstilstande i hele nervesystemet, og desuden mod reumatisme og gigt. Ved urinsyrediatese kunne Stauffer ikke se noget resultat.

Anvendt plantedel

I litteraturen ses kun plantens rod anvendt. H. A. B. tillader, at man til essensen bruger den tørrede rod. Også TEET laves af den tørrede, røde droge, når ikke friske rødder er til stede.

Dosering

Sædvanlig dosis 3 g af roden dagligt. Maksimaldosis er 6 gram.

Almindeligvis som minimum 2 g om morgenen og 1 g om aftenen ved sengetid. Det kan udrøres i lidt skummetmælk og tilsættes lidt flydende honning. Mak­simaldosis: 4 gram om morgenen og 2 om aftenen. Børn under 18 til 12 år det halve, fra 8 til 12 en tre­djedel og små børn et gram daglig i alt.

Hvordan indtages ginseng?

Den oprindeligt kinesiske plante ginseng har været dyrket i de nordlige stater i USA i mange år, og den har vokset vildt her endnu længere tilbage i tiden. Først omkring 1905 blev man i USA opmærksom på planters medicinske værdi, mens den i Kina har været højt vurderet fra tidlig tid.

Det er især roden, som har lægende egenskaber. Den tørrede rod pulveriseres, og man blander 90 g af dette pulver med 30 g mælkesukker, og til denne blanding føjes 60 dråber vintergrønt-olie. Opbevares i en lukket flaske. Af denne blanding tages 1 teskefuld, der kommes i en kop kogende vand, der står i 5 minutter og derefter drikkes. Man kan også si (filtrere) og kun drikke væsken som almindelig te med fløde og evt. mere honning. Det drikkes enten til måltiderne eller bedre endnu – lige før. Dette er gavnligt for fordøjelsen, hjernen og nerve­systemet. For dem, der bar kronisk forstoppelse, anbefales teen om aftenen tilsat en knivspids aloe.

Denne te bør foretrækkes for kaffe og almindelig te. Den smager fint. Ginseng-teen er også et godt middel mod gigt. Ginseng-te blandet med ananassaft er et glimrende middel til at sætte sving i hele fordøjelsen, idet alle for­døjelsessafter bliver produceret i rigeligere mængde.

Tee er ligeledes god imod hudsygdomme. Endvidere menes det, at teen har virkning over for ‘krampagtige’ sygdomme som astma, hikke osv. Kronisk, tør hoste kan ligeledes med held behandles med denne te.

Man kan ligeledes tygge den rensede, grønne rod, og man kan også tygge de friske, grønne blade. Endelig kan man med nogle timers mellemrum ”ned­tygge”, en mundfuld af det ovenfor beskrevne pulver.

Der kan glimrende laves tinktur på både rødder og blade, tinkturen skal trække 14 dage og derefter gives til voksne patienter med doser på 10-15 dråber ad gangen.

Desuden kan man tørre bladene og bruge dem til at fremstille almindelig te. Den smager fint, og foruden de ovennævnte virkninger synes den at have indflydelse på sygdomme i bronkier og lunger, hjertetræthed mm. På denne måde kan også børn nyde godt af dens hel­bredende virkning.

Endelig er teen et ypperligt sove- og beroligelses­middel.

Læs også
Ginseng – en himmelsk rod
Ginseng til dit immunforsvar – og meget mere
Ginseng kan måske forebygge influenza
Ginseng-ekstrakt gavner Parkinson-patienter
Ginseng-undersøgelsen 1987
Ginseng-undersøgelsen 1991
A. O. Hansen: Diæt nr. 11
Aloe vera – en forbløffende helbreder
Homøopatiens mysterium

Axel O. Hansen, født 1882, død 1972, læge og naturopat og grundlægger af Natur-Drogeriet A/S. Dr. A. O. Hansen havde modet til at gå imod autoriteterne og ”fremskridtet” i form af den fagre nye verdens kemi og syntetiske medikamenter og holde fast på århundredgammel viden om urter og planter. Han forstod, at vores helse og sundhed afhænger af, at vi lever i harmoni med naturen og udforsker og udnytter dens muligheder for helbredelse. I 1930’erne udgav han Danmarks største naturmedicinske værk, Helbredelse, Bind I og II og blev dermed den første, der udbredte viden og salg af bl.a. ginseng. I 1945 grundlagde han sit eget urtefirma under navnet Drogeriet (som i 1976 fik navnet Natur-Drogeriet A/S).