Naturmidler Sund kost og livsstil

Omega-3 – et mirakelmiddel?

Et sundt hjerte, en velfungerende hjerne, lavere risiko for kræft, færre humørsvingninger – er der ikke noget som helst, som Omega-3 fedtsy­rer ikke kan klare?

Forskellige omega-3 fedtsyrer, forskellige fordele?

De væsentligste af de omega-3 fedtsyrer, der findes på markedet, består af eicosapentaen-syre (EPA, C20:5 n-3) og docosahexaen-syre (DHA, C22:6 n-3), der stammer fra marine kilder, dvs. fisk, og alfa-linolensyre (ALA, C18:3 n-3), der kommer fra planter som fx hørfrø.

Alle omega-3 fedtsyrer er ikke skabt ens, og forskerne har i tidens løb sat de forskellige fedtsyrer i forbindelse med en lang række forskellige, sundhedsfremmende egenskaber. Der har været stor opmærksomhed på omdannelsen af ALA til de længere-kædede EPA, og mange har hævdet, at denne omdannelse er meget begrænset. Tal viser, at 8-20 % ALA omdannes til EPA i menneskekroppen og 0,5-9 % til DHA.

Desuden spiller personens køn en afgørende rolle i denne sammenhæng: Det har således vist sig, at kvinder i den fødedygtige alder er i stand til at omdanne 2,5 gange så meget ALA til EPA som raske mænd.

Denne omdannelse bidrager selvfølgelig til kroppens lager af EPA og DHA, som spiller en nøgle­rolle for – blandt mange andre ting – opretholdelsen af et sundt kredsløb.

Et sundt kredsløb

De mest velunderbyggede og omfattende beviser for marine omega-3 fedtsyrers sundhedsfremmen­de egenskaber findes inden for forskningen i kredsløbssygdomme og opretholdelse af et sundt kredsløb. Denne forbindelse blev første gang påvist af en gruppe danske forskere i begyndelsen af 1970’erne.

Ud over en reduceret risiko for hjerte-/karsygdomme har forskerne også sat omega-3 fedtsyrer i forbindelse med en forbedring af hjerterytmen og en reduktion i risikoen for at få endnu et hjerte­anfald. Således blev den første forskningsrapport om en reduceret risiko for et nyt hjerteanfald offentlig­gjort i 2006 af forskere fra Mid America Heart Institute og University of Missouri. Og senere offentliggjorde italienske forskere resultater, der viser, at et dagligt tilskud af omega-3 flerumættede fedtsyrer (EPA og DHA) måske kan reducere dødeligheden og antallet af hospitals­indlæggelser som følge af kredsløbsproblemer hos patienter med hjertesvigt. Dødeligheden faldt med 8 % og antallet af indlæggelser med 9 %.

Når det gælder ALA, har en metaanalyse foretaget af israelske og britiske for­skere vist, at omega-3 fra vegetariske kilder også har kredsløbsfremmende egenskaber i form af forbedret kar-tonus, puls, lipidindhold i blodet, blodtryk og reduceret hærdning af arterierne.

Læs også
Omega-3: Her er svarene på de vigtigste spørgsmål
Omega-3 kan måske modvirke sen Alzheimers
Omega-3 fedtsyrer er nøglen til et sundt kredsløb
Omega-3 har indflydelse på vores humør og adfærd
Flax Omega-3 beskytter dine celler mod aldring
Antarktisk Krill – hvad er det?
Krill giver mere Omega-3 end fiskeolie

Kilder
The American Journal of Cardiology, bd 97, s. 1127-1130, 2006
Nutrition Reviews, bd 6, s. 326-332