Sund kost og livsstil

Antioxidanter – naturlig anti-aging effekt

Når oxidativ belastning (iltning fra frie ilt radikaler) ødelægger cellerne, dannes giftstoffer, som belaster lever og galdeveje. Det stjæler energi fra kroppens reserver og er med til at slide os ned. Men ny forskning har vist, at antioxidanter kan hindre skader fra frie iltradikaler og således beskytte cellerne – samtidig med at fordøjelse og immunforsvar styrkes, og dermed holder vi os bedre!

Nye amerikanske analysemetoder har gjort det muligt at måle det kvantitative og kvalitative antioxidantindhold af flavonoider, fenoler og carotener m.fl. i urter, frugt og grønt, og da flavonoidholdige urter er særligt konserverende ved at hæmme dannelsen af forrådnelsesbakterier i fødevarer, har især urter fra læbeblomstfamilien. bl.a. timian, rosmarin og oregano vist ekstremt høje koncentrationer af antioxidanter. De kan også reducere dannelsen af det giftige akrylamid, der fremkommer ved madlavning med høje temperaturer. På DTU har man påvist, at blot 1 % rosmarin blandet i dej bagt ved 225 grader kan nedsætte dannelsen af det giftige akrylamid med hele 60 %! Akrylamid fremkommer ved hårdt bagt eller ristet brød og grillet mad.

Anti-aging effekt

Hvorfor ældes nogle før andre? Skyldes det alene gener og/eller livsstil? Og hvad kan man gøre selv?

Et spørgsmål, som i mange år har optaget den amerikanske forsker, Ph.D., Richard Passwater er, om man ved at spise en varieret kost med mange forskellige antioxidanter kan leve længere og bevare sig bedre? Og han har fundet stærke indikationer for, at netop antioxidanter med deres cellebeskyttende evne kan bremse for tidlig ældningstegn og forlænge livet, og hvad der er rigtig interessant er, at kombinationer med flere slags antioxidanter samtidig virker endnu bedre, og faren for bivirkninger ved for ensidig brug af enkelte urter reduceres i takt hermed. Han sammenligner det med et stort synergiorkester af antioxidanter, som spiller den samme symfoni med hver sin toneart. Dr. Passwaters råd er derfor, at vi spiser mange forskellige slags antioxidanter hver dag, hvis vi vil bevare os bedst muligt!

De stærke antioxidanter fra vilde og dyrkede urter har haft enorm betydning for mennesker igennem årtusinder, og nogle urter kan indeholde op til 1.000 gange højere koncentration af antioxidanter (fx timian, rosmarin og oregano) i forhold til indholdet i frugt, bær og grønt.

Vi ved godt, at man bør spise 600 g frisk frugt, grønt og bær hver eneste dag, men forskellige krydderurter i maden giver altså også et godt tilskud af antioxidanter. Selv i pulveriseret form er indholdet af antioxidanter højt, og ‘det grønne drys’ fås jo året rundt og pifter hverdagsmaden op, hvilket folk under sydligere himmelstrøg har vidst i generationer.

Antioxidanter består af vandopløselige og fedtopløselige biostoffer – flavonoider, carotenoider, fenoler og lignende, men også vitaminer og visse mineraler hører ind under antioxidanter, som tilsammen beskytter og nærer.

Læs også
Frie radikaler og aldringsprocessen
Antioxidanter – det bedste forsvar mod frie radikaler
Antioxidanter: Anvendelsesområder
Blåbær kan reducere risikoen for Alzheimers
Selen – en væsentlig antioxidant
Ginseng – et godt anti-aging middel
Rosmarinekstrakt med hele 20 antioxidante stoffer

Kilde
J. Am. Nutrition, 2004