Sund kost og livsstil

Frugt kan medvirke til at sænke blodtrykket

Tilstrækkelige mængder frugt sænker et forhøjet blodtryk. Det viser en undersøgelse, hvor forskere i en kontrolleret afprøvning gennem et halvt år har afprøvet, hvordan fem portioner grønt om dagen påvirker blodtrykket hos 690 raske personer i alderen 25-64 år.

Det heromtalte forsøg adskiller sig fra de fleste tidligere undersøgelser ved at være en længerevarende klinisk afprøvning med en kontrolgruppe og ikke blot et observerende befolkningsstudium. Halvdelen af deltagerne har således fået fem portioner grønsager og frugt om dagen, mens resten fungerer som kontrolgruppe.

I løbet af seks måneder faldt det systoliske blodtryk med 4 mmHg og det diastoliske blodtryk med 1,5 mmHg i gennemsnit hos deltagerne, der i forvejen havde normalt blodtryk. Forskergruppen skønner, at blodtryksfaldet teoretisk svarer til 17 % færre tilfælde af forhøjet blodtryk, 6 % færre blodpropper i hjertet og 15 % færre slagtilfælde.

Kilde
Lancet online May 28, 2002