Mange tusinde danskere kan ikke tåle mælk. Det kan der være flere grunde til.
Mælkeallergi og laktoseintolerans er de to hyppigste årsager, men det er to vidt forskellige ting.
Laktoseintolerans
150.000-200.000 danskere er laktoseintolerante. De danner i mindre grad eller slet ikke enzymet laktase og kan derfor ikke tåle sukkeret i mælken.
De skal skære mælkemængden ned, indtil de finder et niveau, deres krop kan tåle. Det er ubehageligt, men ikke farligt for dem at drikke mælk.
Laktose består af to sukkerarter, som er bundet sammen i et molekyle. For at det kan optages i tarmen, skal mælkesukkeret spaltes ved hjælp af enzymet laktase til glukose og galaktose. Uden laktase vil det uspaltede mælkesukker trække vand fra kroppen ud i tarmen. Det giver diarre, trykken og smerter i maven.
Alle børn fødes med evnen til at spalte mælkesukkeret, men hos 75 % af verdens befolkning ophører evnen helt eller delvist efter barnealderen. I Japan ophører evnen stort set hos hele befolkningen, mens det for danskere og svenskeres vedkommende kun drejer sig om 3-6 %, primært folk med en anden etnisk baggrund.
Mælkeallergi
Mælkeallergi er en overfølsomhedsreaktion, hvor immunsystemet danner antistoffer over for proteinerne i mælken. Det er stort set kun små børn, der udvikler mælkeallergi, og de allerfleste vokser fra det, inden de er fyldt tre år.
Mælkeallergikere skal overholde en streng mælkefri diæt. Symptomerne på mælkeallergi er opkast og diarre ofte sammen med en forværring af børneeksem, nældefeber eller astma.
Laktose i mælkeprodukter
Der er stor forskel på, hvor meget laktose de enkelte mælkeprodukter indeholder. Undersøgelser viser, at de fleste laktoseintolerante kan tåle 6-7 g laktose ad gangen.
Indhold af laktose pr. 100 g
Fast ost | 0,05 g |
Skimmelost | 0,01 g |
Feta | 0,5 g |
Yoghurt | 2,5 g |
Crème fraîche | 2,89 |
Ymer | 3,49 |
Kærnemælk | 3,79 |
Sød-, let-, mini- og skummetmælk | 4,7 g |
Læs også
Laktose-intolerans
Mælkeprodukter – hvad gør de ved din krop?
Flere vitaminer i økologisk mælk
Komælk er til kalve – ikke til mennesker
Mellemørebetændelse og komælk
Mælkeprodukter som medicin
Forebyg knogleskørhed med frugt, grønt og mælkeprodukter
Kirstine Nolfi: Hvorfor skal mælken være rå?