Sund kost og livsstil

Et par gode spørgsmål om frugt og grønt…

Kan jeg mindske min risiko for at få kræft ved at spise grønsager og frugt?

Ja. Et øget indtag af grønsager og frugt er i de fleste epidemiologiske forsøg sat i forbindelse med en lavere risiko for kræft i lungerne, mundhulen, spiserøret, maven og tyktarmen. Man ved ikke, hvilke stoffer i frugt og grønt der beskytter mest, så det bedste råd er derfor at spise fem eller flere portioner dagligt af frugt og grønt i forskellige farver.

Hvad er korsblomstrede grønsager, og har de nogen betydning for kræftforebyggelsen?

Korsblomstrede grønsager tilhører kålfamilien og omfatter broccoli, blomkål, rosenkål og grønkål. Disse grønsager indeholder stoffer, der menes at kunne reducere risikoen for kræft i tyk-/endetarmen. Videnskabelige beviser tyder på, at indtagelse af mange forskellige grønsager, herunder korsblomstrede, reducerer risikoen for kræft.

Er der forskel i næringsværdien på grønsager og frugt, der er frisk, frossen eller på dåse?

Ja, men alle er gode valg. Man anser normalt friske fødevarer for at have den højeste næringsværdi. Men ofte kan frosne frugter og grønsager faktisk være mere næringsholdige, fordi de ofte plukkes, når de er modne, og fryses hurtigt – og ved friske varer kan næringsstoffer gå tabt i den tid, der går mellem høst og indtagelse. I frugt og grønt på dåse er der større risiko for, at de høje temperaturer, der forekommer under processen, ødelægger de varmefølsomme og vandopløselige næringsstoffer. Husk, at nogle frugter ligger i en meget sukkerholdig lage, og at nogle grønsager indeholder meget natrium. Variér dit valg af frugt og grønt.

Påvirker tilberedning næringsværdien i grønsager?

Hvis man koger grønsager – og særligt, hvis de koger længe – kan deres indhold af vandopløselige vitaminer forsvinde. Dampning og tilberedning i mikroovn er de bedste måder at bevare næringsindholdet i grønsager på.

Skal jeg lave saft af frugt og grønt?

Saft kan være en god variant i kosten, og det kan være en god måde at få frugt og grønt på, særligt for personer, der har svært ved at tygge eller synke. Desuden kan saftformen være med til at øge kroppens optagelse af nogle af næringsstofferne. Men saft mætter mindre end hele frugter og grønsager og indeholder færre fibre. Særligt frugtjuice kan give ganske mange kalorier til kosten, hvis man drikker meget af det. Hvis du køber færdigproduceret juice, så sørg for, at den er fremstillet af 100% grønsager eller frugt – og den skal være pasteuriseret for at fjerne skadelige mikroorganismer.

Læs også
Frugt og grønt forbedrer antioxidantstatus
Fordele og ulemper ved forskellige tilberedningsmetoder
Plantestoffers synergi gør frugt og grønt sundt
Livsstilsændringer og kosttilskud kan reducere din biologiske alder
Kost, kosttilskud og kræft

Kilder
Fruits and Vegetables, vol. 8. Lyon, France: International Agency for Research on Cancer, World Health Organization; 2003.
Cruciferous Vegetables, Isothiocyanates and Indoles. Lyon, France: International Agency for Research Cancer Press, 2004.