Bernhard Spur skrev i 1966:
Mineralstofskiftets betydning i ernæringen er indgående behandlet i en publikation i det lægevidenskabelige tidsskrift: Clinical Physiology, med titlen: A Fundamental principle in Nutrition, vinter 1963-64 i USA. Et kortfattet referat af arbejdet fremkom i Pharmaceutisk Tidende nr. 24, pp. 540-542, 1966, under titlen: Mineralstofskiftets betydning.
De flerårige forsøg, der danner grundlaget for den amerikanske publikation, omfatter indgående studier med talrige analyser af urinprøver fra gigtpatienter, der behandledes med mineralrig diæt, væsentligt bestående af frugt og grøntsager med udelukkelse af proteinrige fødemidler som al slags kød, æg og fisk. Forud for disse undersøgelser blev urinprøver fra spædbørn ernæret med modermælk og komælk analyseret og sammenlignet. Ved disse analyser blev der i særlig grad lagt vægt på at undersøge, hvorledes den af naturen udvalgte kost, modermælken, kunne karakteriseres ved en urinanalyse.
Det viste sig, at urinen fra et modermælkernæret barn reagerede neutralt eller svagt alkalisk med en pH på mellem 7,0 og 7,5, men vel at mærke uden tilstedeværelse af ammoniak. På komælken blev urinen derimod stærkt sur, i enkelte tilfælde med et pH helt ned til 4,6 eller tæt ved grænsen for, hvad nyrerne kan tolerere. Et andet karakteristisk træk er forholdet mellem kvælstofmængden hidrørende fra urinstof og den samlede kvælstofværdi. Dette forhold – som i den amerikanske afhandling er benævnet “the combustion rate”, som man måske på dansk kan kalde forbrændingskvotienten – viste hos modermælkernærede børn et tal på op til 93 %, medens det ved komælkernærede falder helt ned til 81 % og i et enkelt tilfælde ned til 71 %, eller med andre ord viser en mangelfuld nedbrydning af proteinerne og giver mulighed for dannelsen af urinsyre osv.
Adskillige analyser af urin fra kalve på komælk viste den smukkeste overensstemmelse med babyernes urin på modermælk. Urinen var neutral eller svagt alkalisk uden tilstedeværelse af ammoniak, og “the combustion rate” var ca. 90 % eller en smule under.
Ved de fortløbende urinanalyser af gigtpatienter på den strenge frugt/grøntsagsdiæt var det en vis tilfredsstillelse at konstatere, at da patienterne efter tre til fire måneders forløb var helt frie for gigtsymptomer, viste deres urin smuk overensstemmelse med baby-kalveurinerne, nemlig: neutral eller svagt alkalisk uden ammoniak og med en høj “combustion rate”.
Det er bemærkelsesværdigt, at man på en mineralrig kost som anvendt ved forsøgene, var i stand til at opnå kvælstofbalance på så lavt et proteinkonsum som 35 g/dag.
I denne forbindelse skal det anføres, at Hindhede allerede i 1926 fandt, at et forsøgsindivid levede i lang tid i bedste velgående på 20-25 g protein pr. dag. Kosten bestod af kartofler alene, og det er et kendt faktum, at disse ved siden af et lavt proteinindhold indeholder store mængder af mineraler. Hegsted påviste i 1946, at 50 g protein pr. dag gav 30 % sikkerhedsmargin, så det virkelige proteinminimum skulle ligge på ca. 33 g/dag. Den eminente biokemiker Ragnar Berg fastslog i 1931 ved overordentlig mange grundige forsøg, at ved tilstrækkelig forsyning af mineraler i kosten ville et proteinindhold af 25-30 g/dag sikre kvælstofbalance.
Et tilskud af den rigtige mængde velafbalancerede mineralsalte, som man fx finder den i naturligt dyrkede frugter og grøntsager, har åbenbart en udpræget sparende virkning på forbruget af proteiner. Forklaringen på dette er givet i det følgende af nærværende afhandling.
Det er beklageligt, at de nævnte forskeres velunderbyggede resultater er blevet overset og glemt. Det almindeligvis antagne krav på ca. 70 g protein pr. dag for en voksen person af gennemsnitsvægt har kun ringe værdi, fordi mineralernes afgørende rolle i proteinstofskiftet ikke er taget i betragtning ved fastsættelsen af dette tal.
Så tidligt som i 1907 fandt den amerikanske forsker Chittenden, at selv atleter, der udfører strengt fysisk arbejde, med et fornuftigt anlagt kostprogram klarede sig bedst ved et forbrug af 50 g protein pr. dag. Han var dog ikke klar over mineralernes store betydning for proteinstofskiftet, men påviste den uheldige indflydelse på stofskiftet ved brugen af for meget protein i den daglige kost.
Da nyere undersøgelser har bekræftet redegørelsen for mineralstofskiftets betydning for gigt og beslægtede lidelser, resumeres i det følgende grundprincipperne i mineralstofskiftet, som i det væsentligste er klarlagt ved Ragner Bergs banebrydende undersøgelser.
Mineralerne kan deles i to forskellige grupper:
- De mineraler, der opretholder den elektrolytiske balance i legemets celler og væsker (blod, lymfe osv.) og i det væsentlige indbefatter calcium, magnesium, kalium og natrium.
- De såkaldte sjældne mineraler med specielle funktioner som fx kobber, der har betydning for assimilation af jern, og kobolt, der er nødvendig for dannelsen af vitaminet B 12 osv.
Ved den fuldstændige nedbrydning af proteiner, der til stadighed foregår ved udskiftning af gamle celler med nye, opstår der fri fosforsyre og svovlsyre, der øjeblikkeligt må neutraliseres, da organismen ikke kan tolerere tilstedeværelsen af disse stærke uorganiske syrer. I denne neutralisationsproces spiller mineralerne af gruppe 1 en afgørende rolle med dannelsen af neutrale, opløselige salte, der kan udskilles uden vanskelighed gennem nyrerne i urinen. Da det civiliserede menneske ofte fejlagtigt bruger proteiner som energikilde, vil den fuldstændige nedbrydning af disse lægge beslag på yderligere forsyning af de nævnte mineraler.
Forsynes fordøjelsesprocessen nu ikke tilstrækkeligt med mineraler i kosten, må organismen hjælpe sig på anden måde for at uskadeliggøre de nævnte uorganiske syrer. Derfor nedbrydes en del af det tilførte protein til basisk reagerende stoffer som purinbaser og lignende, der neutraliserer de uorganiske syrer. Ved denne proces stiger selvsagt behovet for proteiner i den menneskelige ernæring, men der dannes komplekse, uopløselige stofskifteprodukter, som følgelig ikke normalt kan udskilles gennem nyrerne i urinen. En anden regulering er dannelsen af ammoniak, men denne proces forårsager for det første store osmotiske tryk i nyrerne og dernæst svigter den før eller senere, fordi den overbelastes. Den må nærmest betragtes som en nødhjælp, som man ikke bør være afhængig af hele tiden. De nævnte uopløselige stofskifteprodukter opsamles i bindevæv, muskler og led og må antages at danne grundlaget for gigt og beslægtede lidelser.
Det er påstået, at det var mineralerne, som i den gennemførte strenge frugt/grøntsagsdiæt opløste de opsamlede stofskifteprodukter, der må antages at danne grundlaget for fremkomsten af gigt.
For at underbygge denne påstand er der gennemført en række forsøg med gigtpatienter, som i stedet for en speciel diæt har fået et tilskud af mineraler til deres almindelige kost. Det drejer sig væsentligst om salte af de fire mineraler Ca, Mg, K og Na, som regulerer den elektrolytiske balance i legemets væsker, inklusive blod og lymfe. De er givet i det forhold, hvori de findes i naturligt dyrkede frugt og grøntsager. I mange tilfælde blev patienterne ved denne behandling lidt efter lidt befriet for gigtsymptomerne. Dette harmonerer godt med det af adskillige lægespecialister påviste faktum, at gigtpatienter hjælpes ved drikning af vand fra naturlige mineralkilder.
Den gamle i det væsentligste ignorerede lægevidenskab forstod, at gigt forårsagedes af uopløselige stofskifteprodukter, der så søges elimineret ved primitive metoder, som den moderne lægevidenskab ser ned på. Ved anvendelse af moderniserede former for den gamle lægevidenskabs metoder helbredes imidlertid gigttilfælde både i New York og London af wienerlægen Bernard Aschners elever. Man kendte ikke årsagen til opsamlingerne af de uopløselige stofskifteprodukter, men den moderne biokemi kaster lys over dette mysterium ved at påpege mineralernes rolle i dette spørgsmål.
De seneste forsøg har endvidere vist, at sygdomme som grå stær og grøn stær ofte reagerer gunstigt på en behandling med mineralsalte. Dette synes at antyde, at de nævnte sygdomme også har noget at gøre med opsamlingen af uopløselige stofskifteprodukter, henholdsvis i øjelinsen (måske urinsyrekrystaller) og ved selve øjeæblet, hvorved kanalen for eliminering af væsken, der udskilles inde i øjet, tilstoppes. Helbredelse ved tilskud af mineralsalt går naturligvis ret langsomt for sig.
Det er en almindelig antagelse, at føden sædvanligvis indeholder rigeligt af de mineraler, der betinger den elektrolytiske balance i legemet. Indgående undersøgelser viser imidlertid, at dette ikke er tilfældet. Forsøgene med mineralbehandling har til overflod vist, at det civiliserede menneskes kost ofte er meget fattig på nødvendige mineraler, ikke mindst fordi føden ved forkert behandling er udsat for en konstant afmineralisering.
Den logiske følge af resultaterne ved behandling med mineralsalte synes at være, at de ovennævnte lidelser alle må betragtes som sygdomme fremkaldt af mineralfattig ernæring. Grunden til, at dette ikke tidligere har været forstået, ligger sandsynligvis i, at lægevidenskaben har støttet sig til kliniske metoder og undladt at nærme sig problemerne ad biokemisk vej, hvor løsningen tilsyneladende ligger. De meddelte tilfælde er en lille del af de tilfælde, som haves.
I den originale afhandling om mineralstofskiftets betydning for ernæringen, offentliggjort i USA., var virkningen af den mineralrige kost, som omtalt i det foregående, kontrolleret gennem en speciel urinanalyse, som klargør mineralstofskiftet. Dette har desværre ikke kunnet gennemføres i de seneste forsøg med mineralsalte.
Læs også
Godt at vide om mineraler
Dette bør du vide om vitaminer og mineraler
Elektriske Spormineraldråber
Tidligt gammel uden vitaminer og mineraler
Mangelsymptomer: Vitaminer, mineraler, fedt og proteiner
MSM Lignisul – en god kilde til svovl
Færre mineraler i maden kan udvikle sig til en ernæringsmæssig krise
Lars Okholm: Ernæringsoptimisten
Anprisninger: Kobber
Kilder
Salkowsky. Virchows Archiv, p. 56, 1871.
Shohl AT. Mineral Metabolism, Am. Chem. Soc. Monogr. Serie, Reinhold Publishing Corp. New York, 1939.
Pitts RF. The renal regulation of acid base balance with special reference to the mechanism for acidifying the urine. Science, 1945, bd. 102.
Pitts RF, Alexander RS. The nature of the renal tubular mechanism for acidifying the urine. Am. J. Physiol, bd. 144, nr. 2, 1945.
Van Slyke DD et al. Journ. Biol. Chem. 150:481, 1943.
Klinke K. Der Mineralstoffwechsel. Physiologie und Pathologie. Publisher Franz Deutiche, Leipzig & Wien, 1931.
Berg R. Kontrolle des Mineralstoffwechsels, Publisher S. Hirzel, Leipzig, 1930.
Todd S. Clinical Diagnosis by laboratory methods, 9 ed. 1940, Saunder Co., Philadelphia & London.
Albu, Neuberg. Mineralstoffwechsel, 1905.
Chittenden. Physiological economy in nutrition, 1907.
Bogomolet AA. Anti-reticular cytotoxic serum as a means of pathogenic therapy. Am. Rev. Sovj. Med., 1943, p. 101.
Hegsted DN et al. J. Lab. Clin. Med., 31, 261, 1946.
Berg R. Eiweissbedarf und Mineralstoffwechsel bei einfachster Ernährung. S. Hirze, Leipzig 1931.
Jones MR. Dental Cosmos, bd. 77, p. 535, 631, 747, 1947.
Hindhede M. Diet and Health, The Practitioner, Howard St. Strand, London, Jan-June 1926, p. 251.
Hindhede M. Moderne Ernährung 1922, Verlag Vobach & Co., Berlin, Leipzig, Wien, Zürich.
Harrop GA Jr. John Hopkins. Diet in Disease. 1930.
Aschner B. Treatment of Arthritis & Rheumatism in General Practice. Proben Publisher, New York, 1946.
Larsen NP. Tooth decay in relation to diet and general health. JAMA, bd. 137, 1948.
Spur B. A Fundamental Principle in Food Metablism. Clinical Physiology, winter edition 1963-64, pp. 215-228.
Spur B. Mineralstofskiftets Betydning. Farmaceutisk Tidende. Nr. 24. 1966.
—
Bernhard Spur, født 25. oktober 1890, død 3. september 1975, ingeniør, dr. phil. Bernhard Spur voksede op på Sjælland i et grundtvigsk præget slægtsmiljø. 1919 tog han polyteknisk eksamen som kemiingeniør, uddannede sig videre i bioteknisk kemi ved University College, London, og blev derefter knyttet til V. Steins laboratorium og M. Hindhedes laboratorium for ernæringsundersøgelser i København. I perioden 1932–34 arbejdede han med undersøgelser af C-vitamin ved Københavns universitets hygiejniske institut. Bernhard Spur blev optaget af problemer omkring mineralstofskiftet, og med privat støtte arbejdede han fra 1956 i Pasadena, Californien, teoretisk og praktisk ud fra til dels upåagtede biokemiske afhandlinger fra de seneste ca. 100 år. Han fandt bekræftelse af Hindhedes teorier om, at menneskets proteinbehov var langt mindre end antagetm når blot kosten indeholdt mineraler i rette forhold. Han fandt også, at tidligere forskere havde erkendt mineralernes betydning for opløsning af de stofskifteprodukter, der antages at være en væsentlig årsag til gigt og beslægtede lidelser som åreforkalkning, grå og grøn stær m.fl.