Folkesundhed Selen Vitaminer

Visse antioxidanter kan medvirke til at forebygge mavekræft

Kan antioxidanter medvirke til at forebygge mavekræft?

Et dagligt tilskud af betacaroten (provitamin A), E-vitamin og selen nedsætter risikoen for at få mavekræft betydeligt, har et hold forskere fra National Cancer Institute i USA og Chinese Academy of Medical Sciences fundet frem til.

Deres undersøgelse foregik fra marts 1986 til maj 1991 og omfattede 29.548 mænd og kvinder fra Linxian i det nordlige Kina – et område, der har høj hyppighed af mave- og spiserørskræft. Halvdelen af deltagerne i undersøgelsen spiste deres normale kost og fik et dagligt tilskud bestående af én af fire forskellige vitamin/mineral kombinationer, mens resten spiste deres normale kost uden kosttilskud. Kosten bestod hovedsagelig af majs, hirse, batat og hvede med meget få grøntsager. Ved slutningen af den femårige periode var 2.127 af forsøgspersonerne afgået ved døden. Omkring 32 % af dødsfaldene skyldtes mave- eller spiserørskræft.

Antallet af dødsfald på grund af mavekræft var 21 % lavere i den gruppe, der havde fået et dagligt tilskud af E-vitamin (30 mg), betacaroten (15 mg) og selen (50 mikrogram).

Forskernes vurdering af resultaterne

Forskerne mener, at de kræftforebyggende egenskaber af E-vitamin, betacaroten og selen skyldes, at de er antioxidanter, samt at de forhindrer dannelsen af kræftfremkaldende kvælstofforbindelser. Forskerne fandt en lille formindskelse (10 %) i hyppigheden af spiserørskræft i den gruppe, der fik B2-vitamin (3.2 mg/dag) og nikotinsyre (40 mg/dag), men konstaterede ikke nogen forskel i de grupper, der fik A-vitamin (5000 IU/dag) og zink (22.5 mg/dag) eller C-vitamin (120 mg/dag) og molybdæn (30 mikrogram/dag).

E-vitamin er en af de antioxidanter, der kan medvirke til at forebygge mavekræftLæs også
Antioxidanter ved kræftbehandling
Sådan kan du nedsætte kræftrisikoen med målrettet kost og kosttilskud
Sekundære plantestoffer og kræftforebyggelse
Antioxidanter forebygger kræft – særligt hos mænd
Antioxidanter reducerer iltningsbelastningen ved prostatakræft
Løg kan meget andet end at få tårerne til at strømme
Lungekræft, C-vitamin og A-vitamin

Kilde
Blot WJ et al. Nutrition intervention trials in Linxian, China: Supplementation with specific vitamin/mineral combinations, cancer incidence, and disease-specific mortality in the general population. Journal of the National Cancer Institute, bd 85, nr. 18, 1993, pp. 1483-91.