A-vitamin

6 sundhedsfremmende egenskaber ved A-vitamin

A-vitamin er den generiske betegnelse for en gruppe fedtopløselige stoffer, som har stor betydning for vores helbred. De er essentielle for en lang række processer i kroppen, bl.a. vedligeholdelsen af et godt syn og normalt fungerende immunforsvar og organer. Desuden har A-vitamin indflydelse på vækst og udvikling i fostertilstanden.

Den daglige anbefaling lyder på 900 mikrogram til mænd, 700 mikrogram til kvinder og børn/unge 300-600 mikrogram. A-vitamin findes i to former:

  • Aktivt A-vitamin kan kroppen bruge, som det er. Det findes i animalske produkter som kød, fjerkræ, fisk og mælkeprodukter og omfatter stofferne retinol, retinal og retinsyre.
  • Provitamin A, som omfatter alfacaroten, betacaroten og beta-cryptoxanthin, er den inaktive form af vitaminet og findes i planter. Disse stoffer, som under ét kaldes carotenoider, omdannes til den aktive form af kroppen (eksempel: Betacaroten omdannes til retinol i tyndtarmen).

Her er seks væsentlige sundhedsfremmende egenskaber ved A-vitamin:

1. Beskytter dine øjne mod natteblindhed og aldersbetinget svækkelse

A-vitamin er af afgørende betydning for bevarelse af synet. Vitaminet er nødvendigt for at omdanne det lys, der rammer øjet, til et elektrisk signal, der kan sendes til din hjerne. Faktisk er natteblindhed (nyktalopi) et af de første symptomer på A-vitaminmangel. Natteblindheden opstår, fordi der er for lidt A-vitamin til at danne pigmentet rhodopsin, som findes i nethinden og er ekstremt lysfølsomt.

Personer, der lider af natteblindhed, kan se normalt i dagslys, men har nedsat syn i mørke. Det skyldes, at øjnene kæmper for at opsamle den smule lys, der er.

Ud over at forebygge natteblindhed kan tilstrækkelige mængder af betacaroten medvirke til at bremse den svækkelse af synet, der ofte sker med alderen. Aldersrelateret makulær degeneration (AMD) er den førende årsag til blindhed i den vestlige verden. Man kender ikke den nøjagtige årsag, men tilstanden menes at være resultatet af celleskader på nethinden, som kan tilskrives iltningsbelastning.

Det såkaldte Age-Related Eye Disease Study påviste, at et tilskud af antioxidanter (inkl. betacaroten) til personer over 50 med synsnedsættelse, reducerede deres risiko for at udvikle AMD med 25 %. Andre forsøg har dog påvist, at der skal mere til end blot betacaroten for at forebygge eller bremse synsnedsættelsen.

2. Kan reducere risikoen for visse kræftformer

Kræft opstår, når unormale celler begynder at vokse eller dele sig ukontrolleret. Eftersom A-vitamin spiller en væsentlig rolle i vækst og udvikling af kroppens celler, er der fokus på vitaminets betydning for risikoen for og forebyggelsen af kræft.

I observationsforsøg er indtagelse af større mængder A-vitamin i form af betacaroten blevet sat i forbindelse med en lavere risiko for visse typer af kræft, bl.a. Hodgkins lymfom og kræft i livmoderhalsen, lungerne og blæren.

Men animalske fødevarer, som indeholder aktive former af A-vitamin, har ikke samme forbindelse til en kræfthæmmende virkning. Det samme gælder kosttilskud indeholdende A-vitamin. Faktisk har visse forsøg vist, at rygere, der indtager betacaroten, har en større risiko for at udvikle lungekræft.

På nuværende tidspunkt er sammenhængen med A-vitamin og kræftrisiko ikke fuldt belyst. Men meget tyder på, at en tilstrækkelig tilførsel af A-vitamin, særligt fra planter, er vigtig for celledelingen og kan reducere risikoen for visse typer af kræft.

3. Understøtter et sundt immunsystem

A-vitamin spiller en afgørende rolle for kroppens naturlige forsvar, nærmere betegnet slimhinderne i dine øjne, lunger, tarme og kønsorganer. Disse slimhinder er vigtige for dit immunforsvar, fordi de er med til at fange bakterier og andre smittekilder.

Desuden er A-vitamin involveret i produktionen af hvide blodlegemer og deres funktion. Hvide blodlegemer medvirker til at opsamle og udskille bakterier og andre patogener fra blodet.

Det betyder, at mangel på A-vitamin kan øge modtageligheden for infektioner og gøre det sværere at blive rask, når man er smittet. I lande, hvor infektioner som mæslinger og malaria er almindelige, har afhjælpning af A-vitaminmangel vist sig at kunne mindske risikoen for at dø af disse sygdomme.

4. Reducerer risikoen for akne

Akne er en kronisk, inflammatorisk hudsygdom, der viser sig i form af ømme pletter og bumser, oftest i ansigtet, på ryggen og brystet. Bumserne opstår, når død hud får hudens kirtler til at stoppe til. Disse kirtler findes i hårfolliklerne på huden og producerer talg – en olieholdig, voksagtig substans, som holder huden fugtig og vandtæt.

Bumser er uskadelige for det fysiske helbred, men akne kan have en alvorlig indvirkning på det mentale helbred og føre til lavt selvværd, angst og depression.

Den rolle, A-vitamin spiller i udviklingen og behandlingen af akne, er ikke fuldt belyst. Der er teorier om, at A-vitaminmangel kan øge risikoen for at udvikle akne, eftersom det fører til en overproduktion af proteinet keratin i hårfolliklerne. Dette vil forøge risikoen for akne ved at gøre det vanskeligt for døde hudceller at forsvinde fra hårfolliklerne – hvilket fører til blokeringer.

5. Understøtter sunde knogler

Med alderen får vi brug for mere protein, kalk og D-vitamin for at holde knoglerne sunde. Men det er også væsentligt for knoglevækst og -udvikling at få nok A-vitamin. Mangel på vitaminet er også sat i forbindelse med problemer med bevægeapparatet. Således har personer med et lavere blodindhold af A-vitamin en højere risiko for knoglebrud i forhold til personer med et sundt blodindhold.

Desuden har en metaanalyse af observationsforsøg vist, at de personer, der har den højeste mængde samlet A-vitamin i kosten, havde en 6 % lavere risiko for knoglebrud. Men det lave indhold af A-vitamin er måske ikke det eneste problem, når det kommer til sunde knogler. Visse forsøg har vist, at personer med et højt indtag af A-vitamin også har en højere risiko for frakturer. Men disse resultater er alle baseret på observationsstudier, som ikke kan fastlægge, hvad der er årsag, og hvad der er virkning.

Det betyder, at for nuværende er sammenhængen mellem A-vitamin og knoglesundhed ikke fuldt ud belyst, og der er behov for flere kontrollerede forsøg til at bekræfte de observationer, der er gjort.

Husk, at A-vitaminstatus alene ikke afgør risikoen for knoglebrud, og at tilstedeværelsen af andre væsentlige næringsstoffer som D-vitamin også spiller en rolle.

A-vitamin har mange sundhedsfremmende egenskaber6. Fremmer sund vækst og reproduktion

A-vitamin er essentielt for et sundt reproduktionssystem både hos mænd og kvinder – og for at sikre en normal vækst og udvikling i fostret under graviditet.

Forsøg med rotter har udforsket vigtigheden af A-vitamin for mandens reproduktionsevner og påvist, at mangel blokerer for udviklingen af sædceller og kan forårsage barnløshed. Andre dyreforsøg tyder på, at A-vitaminmangel hos kvinder kan påvirke reproduktionen ved at mindske æggenes kvalitet og påvirke deres evne til at hæfte sig fast i livmoderen.

Hos gravide er vitaminet involveret i vækst og udvikling af mange af de større organer og strukturer i det ufødte barn, herunder skelettet, nervesystemet, hjertet, nyrerne, øjnene, lungerne og bugspytkirtlen.

Men for meget A-vitamin under graviditeten kan skade det voksende foster og føre til fødselsskader. Derfor anbefaler mange sundhedsmyndigheder, at gravide undgår fødevarer, der indeholder koncentrerede mængder A-vitamin, såsom paté og lever og kosttilskud, der indeholder A-vitamin. Men heldigvis er A-vitaminoverskud langt mere sjælden end A-vitaminmangel.

Det kan være skadeligt at tage for meget A-vitamin

A-vitamin er et fedtopløseligt vitamin, der oplagres i kroppen. Det betyder, at hvis du indtager for meget, kan det i værste fald føre til et skadeligt niveau. Såkaldt hypervitaminose A opstår, når du i kosten får for meget A-vitamin fra animalske kilder eller fra kosttilskud. Symptomer er kvalme, svimmelhed, hovedpine og smerter – og i yderste tilfælde kan man risikere at dø.

Derimod er der ikke de samme risici forbundet med indtagelse af A-vitamin fra plantekilder, fordi omdannelsen af provitamin A til den aktive form reguleres i kroppen.

Læs også
Fødevarekilder til A-vitamin
Anprisninger: A-vitamin
Lungekræft, C-vitamin og A-vitamin
Vitaminer kan medvirke til at forebygge grå stær
Gode råd under graviditeten
Akne – prøv med zink, A-vitamin og kostændring
Blåbær har måske kræftbekæmpende egenskaber

Kilde
https://www.healthline.com/nutrition/vitamin-a-benefits