A-vitamin C-vitamin E-vitamin Vitaminer & Mineraler Zink

Hold din lever, dine nyrer og dine lunger i topform

Her får du en række tips til, hvilke kosttilskud du skal fokusere på, hvis du vil holde din lever, dine nyrer og dine lunger i topform?

Leveren

Leveren beskytter os mod forurening – i endnu højere grad end andre af kroppens organer. Når blodet har opsamlet næringsstoffer og andre substanser fra tarmene, filtrerer leveren disse stoffer, inden de bliver sendt ud i kredsløbet. Leveren dræber bakterier og fjerner en lang række tilsætningsstoffer, medicin, farvestoffer, sprøjtegifte og substanser, der muligvis kan fremkalde kræft. Alle disse ting sendes til nyrerne, så de kan udskilles via urinen.

Ud over disse pligter er det leverens opgave at holde blodsukkerniveauet stabilt og producere proteiner. Og den er med til at sikre et stabilt niveau af kønshormoner i kroppen.

Zink

En af de rigtigt gode ting, man kan gøre for sin lever, er at give den zink. To grupper af forskere i hhv. Nebraska og West Virginia har fundet ud af, at leverceller, der mangler zink, er mere udsat for at blive angrebet af peroxider, en gruppe højreaktive og destruktive molekyler.

Zink er godt for din leverForskerne tog udgangspunkt i det faktum, at patienter med fremskreden leversygdom (cirrhose) ofte er alkoholikere og ofte mangler zink. Hvilken af disse to faktorer gjorde størst skade på leveren? Man undersøgte fire grupper af rotter. De to af grupperne fik en normal kost, og den ene gruppe fik desuden tilført alkohol. De to resterende grupper fik en zink-fattig kost, og også her fik den ene gruppe tilført alkohol.

Resultaterne var overraskende, for det er ofte alkohol, der alene får skylden for cirrhose. De to grupper af rotter, som havde et normalt zinkindhold, blev beskyttet mod de skader, peroxiderne kan forårsage – også selvom de fik tilført alkohol. “Zinkmangel kan ændre [leverens] stofskifte på en sådan måde, at det potentielt kan have en skadelig indvirkning på [celle-]membranerne”, konkluderede forskerne.

Forskerne mener, at et zinkholdigt enzym ved navn superoxid dismutase muligvis er den beskyttende faktor, eftersom den direkte hæmmer iltning. De hævder også, at en tilstrækkelig zinktilførsel potentielt kan beskytte levercellerne mod andre giftstoffer end alkohol, fx industrikemikalier som kultetraklorid (et opløsningsmiddel, der anvendes ved rensning af tøj) og hydrazin (et indholdsstof, der anvendes ved fremstilling af jetbrændstof).

Motion

Motion er en anden, naturlig måde at undgå fedtlever på. I et 1 år langt forsøg ved University of Mississippi fik 10 hunde en kost med et stort indhold af kolesterol og fedt. Alle blev holdt i små bure, men hver dag fik fem af hundene en times motion på et løbebånd.

Ved forsøgets afslutning havde tre af de hunde, der ikke fik motion, vist tegn på leversygdom og var døde. De to sidste hunde fra denne gruppe havde udviklet fedtlever og cirrhose. Men de hunde, der havde fået motion hver dag, havde en helt normal lever – på trods af den meget fedtholdige kost.

Forskerne siger: “Effektiv motion kan formentlig minimere ophobningen af fedt i leveren ved at bruge det som energi.”

Nyrerne

Ligesom leveren filtrerer nyrerne også blodet. Hver nyre indeholder omkring en million små sier. Alt, hvad kroppen ikke længere har brug for – fx overskydende syre og natrium eller affaldsstoffer fra stofskiftet – bliver af nyrerne fjernet fra blodet og ført over i urinen. De to nyrer filtrerer til sammen godt 1 dl blod i minuttet og producerer ca. 1,7 l urin dagligt.

Der er flere måder, man kan undgå nyreskader på. En af dem er at sikre, at blodtrykket ikke er for højt. En anden er at undgå betændelser i urinvejene.

To forskere ved Cleveland Clinic Foundation i Ohio, Gary L. Woolam, M.D., og Ray W. Gifford Jr., M.D., undersøgte sammenhængen mellem nyrerne og et forhøjet blodtryk. De rapporterer, at de to sygdomme er som en ond cirkel, hvor tilstanden gradvis forværres – men nyrerne er hyppigt offeret frem for skylderen. “Lever man med et forhøjet blodtryk i mere end fem år, uden at det opdages og behandles, har nyrerne formentlig lidt skade,” siger de. Det forhøjede blodtryk synes at hærde de blodkar, som transporteret blodet ind til de små sier (som har det medicinske navn glomeruli). Det ødelægger filtreringsprocessen.

C-vitamin er godt for dine nyrerReduktion af forhøjet blodtryk

Den eneste mulighed er at forebygge eller nedbringe det forhøjede blodtryk. “Effektiv behandling af forhøjet blodtryk forebygger, at der sker komplikationer i nyrerne, hvis de ikke allerede er opstået, og er de det, kan man standse en videreudvikling”, skriver forskerne. Blandt de naturlige behandlingsmuligheder ved forhøjet blodtryk er en kost, der kun indeholder lidt salt og sukker. Desuden skal overvægt undgås, og man bør dyrke motion i form af cykling, gang eller jogging. Afslapningsteknikker, kostfibre og hvidløg kan også hjælpe.

C-vitamin

Ubehandlede betændelser i urinvejene kan sprede sig til nyrerne og beskadige dem. Disse betændelser, som rammer kvinder hyppigere end mænd, reagerer ofte positivt på behandling med C-vitamin og/eller tranebær(saft).

Lungerne

Lungerne er endnu et af kroppens filtre. De er blevet kaldt den “essentielle, biologiske barriere mellem mennesket og miljøet”. Næsen, svælget og bronkietræet er under ét så effektivt et filter, at vores lunger normalt forbliver sterile på trods af al den mindre end rene luft, vi indånder. Som en lungespecialist siger: “Kulminearbejdere, som har indåndet store mængder kulstøv i løbet af deres arbejdsliv, har ofte ikke mere end nogle få gram (1-2 % af den samlede mængde, de har inhaleret) i deres lunger, når de dør”.

Hvad laver lungerne egentlig?

Her er – kort fortalt – hvad lungerne foretager sig:

Når du trækker vejret, vil hårene i dine næsebor og den fluepapirlignende slimhinde i næsen stoppe de fleste af de partikler, som er større end 10-15 mikrometer store (en millionte del af en meter). Det omfatter almindelige luftforurenende stoffer som ozon, svovldioxid og ammoniak. Nogle af de partikler, der slipper igennem næsen, bliver fanget af mandler og lymfeknuder, som begge har bakterieafvisende overflader.

Kun de allermindste partikler kommer ned i luftrøret, og de fleste af dem kommer til at hænge fast i den slimhinde, som beklæder alle overflader i lungerne – undtagen alveolerne, de små, sarte sække, hvor ilten kommer ind i blodet, og kuldioxiden kommer ud. Dette slimhinde-“tæppe” bevæger sig i bølger og skubbes tilbage mod svælget af de hårlignende cilier, der arbejder ligesom årer med 1.000-1.500 tag i minuttet. I sunde og raske lunger transporterer dette “samlebånd” alt det inhalerede snavs ud af lungerne og ned i fordøjelseskanalen på mindre end 24 timer. Men skal snavset fjernes fra alveolerne, kan det tage flere måneder.

Vitaminer, der holder lungerne rene

A-vitamin er godt for dine lungerDette fantastiske selvrensningsanlæg har brug for den rigtige ernæring – ellers fungerer det ikke ordentligt. Videnskabelige resultater viser, at mangel på A- og E-vitamin kan gøre lungerne mere udsatte for skader forårsaget af de luftforurenende stoffer nitrogendioxid og ozon.

Ved Tulane University har forskere sammenlignet virkningen af nitrogendioxid på hamstere, som enten manglede A-vitamin, havde et tilstrækkeligt A-vitaminindhold i blodet eller fik et stort tilskud af A-vitamin. Ved forsøgets afslutning viste de hamstere, der manglede vitaminet, tegn på lungebetændelse, og man fandt celler med forstadier til kræft. Desuden konstaterede man omfattende skader på cilierne. Men de velnærede hamstere var “raske og friske”. Selvom nitrogendioxidet i nogen grad beskadigede deres lunger, så dannede de normalt væv, og lungerne reparerede sig selv.

Ozon kan omdannes til en fri radikal – en molekyledel med ødelæggende virkning – og angribe lungevævet. Ingen er uimodtagelig for ozon, men forskerne har fundet ud af, at rotter, der mangler E-vitamin, har en lavere tærskel for ozon end rotter, der får tilstrækkeligt med E-vitamin.

Andre forholdsregler for rene lunger

Lungerne har også fortjent at blive godt motioneret med jævne mellemrum. “Jeg er ret sikker på, at motion er godt til at rense lungerne,” siger Donovan Yeates, Ph.D., til PREVENTION. “Motion øger hastigheden på slimhindernes transport af affaldsstoffer, og man behøver ikke at være forsker for at lægge mærke til, at når man træner, hostes der slim op fra lungerne.”

E-vitamin er godt for dine lunger

Dr. Yeates har sammen med Ruy V. Lourenço, M.D., og andre forskere ved University of Illinois Medical Center, undersøgt stoffer og forhold, som kan beskadige lungernes filtreringsevne. Bortset fra de mest oplagte syndere som alkohol og tobak undersøger de også, om aspirin kan sænke hastigheden på slimhindens transportsystem, og om man derfor bør frafåde, at stoffet anvendes til at bekæmpe forkølelser.

Selv det at hoste er en naturlig refleks, som er med til at rense lungerne, siger Ernest K. Cotton, M.D., fra University of Colorado Medical Center i Denver. “Lærere og forældre gør ofte en masse for at stoppe et barns hoste,” sagde Dr. Cotton til et møde i American Academy of Pediatrics. “Men den bedste medicin er at hoste godt igennem og dermed rense luftvejene.”

Og så den virkeligt overraskende…

En anden læges fortrukne middel til at sikre et sundt luftvejssystem er stærke krydderier. Irwin Ziment, M.D. fra Olive View Medical Center i Van Nuys i Californien, anbefaler bronkitis-patienter at gurgle halsen en blanding af 20 dråber chilipebersauce i et glas vand, putte peberrod på eller i maden og bruge masser af hvidløg, chili og sennep. “Sådanne stærke fødevarer renser dine bihuler og næse, og de kan være med til at rense lungerne,” siger Dr. Ziment.

Læs også
Hvor sund er din lever?
GMO-korn kan skade dine nyrer og din lever
Et æble om dagen fremmer din lungefunktion
D-vitaminmangel kan medvirke til afstødning af transplanterede lunger
Zink er godt for hele dig
C-vitamin – hvad skal jeg med det?
E-vitamin – en stærk antioxidant med et imponerende virkespektrum
Lungefunktionen kan forbedres med mineraler
Boragoolie hjælper alvorligt syge patienter
Leverstyrkende droger
Hibiscus mod nyresten
Raffineret korn øger risikoen for nyrekræft og BPH
Forbrugererfaring: Rask med A. O. Hansens 103

Kilder
American Journal of Clinical Nutrition, 1980.
Lipids, 1981.
Journal of the American Medical Association, 1973.
Geriatrics, 1976.
Environmental Research, 1979.
Pediatric News, 1980.
Medical World News, 1978.