D-vitamin Gigt og andre sygdomme i bevægeapparatet

Multipel sklerose og D-vitamin

Forskere har påvist, at 1,25-dihydroxyvitamin D3 – hormonudgaven af D3-vitamin – fuldstændigt kan forebygge eksperimentel, autoimmun encephalomyelitis, en accepteret musemodel af multipel sklerose (MS).

Teorien er, at en afgørende miljøfaktor er graden af solpåvirkning, som katalyserer produktionen af D3-vitamin i huden, og at den hormonelle form af D3-vitamin er en selektiv immunforsvarsregulator, der hæmmer denne autoimmune sygdom. Ved lav solpåvirkning produceres der ikke tilstrækkelige mængder D3-vitamin, og det begrænser produktionen af 1,25-dihydroxyvitamin D3 og øger risikoen for MS.

Denne teori kan forklare den bemærkelsesværdige geografiske fordeling af MS-tilfælde: Antallet er stort set nul i egnene omkring Ækvator, men øges drastisk, efterhånden som man kommer længere og længere væk fra Ækvator i begge retninger. I Schweiz er der et stort antal tilfælde af MS i dalene og et lavt antal i bjergene. I Norge er der mange tilfælde af MS inde i landet og færre langs kysten. Intensiteten i det ultraviolette lys er øget i højderne, hvilket resulterer i en øget dannelse af D3-vitamin og kan forklare det lave antal tilfælde af MS i bjergene. Langs den norske kyst spiser man store mængder fisk, og fiskeolier indeholder store mængder D3-vitamin.

Det er muligt, at 1,25-dihydroxyvitamin D3 eller dets analoger kan have et stort behandlingsmæssigt potentiale for MS-patienter. Dette åbner også mulighederne for, at MS kan forebygges hos genetisk disponerede personer via tidlige interventionsstrategier, som giver tilstrækkelige mængder af hormonelt aktivt 1,25-dihydroxyvitamin D3 eller dets analoger.

Læs også
D-vitamin kan måske bremse multipel sklerose
D3-vitamin kan hjælpe sklerosepatienter
D-vitamin kan forlænge dit liv
Multipel sklerose og amalgamplomber i tænderne
Alfa-lipon: En ny behandling af sklerose og andre kroniske betændelsessygdomme
Testosteron beskytter mod sklerose

Kilde
Hayes CE et al. Vitamin D and Multiple Sclerosis. PSEBM, 1997;276:21-27.