Et forsøg fra Storbritannien og Irland har påvist, at tilskud med B2-vitamin (riboflavin) måske kan øge den beskyttende indvirkning, folsyre har på kræft i tyk- og endetarmen hos personer med polypper i tyktarmen.
Beskrivelse af forsøget
Samtidig indgivelse af de to B-vitaminer folsyre og B2-vitamin øgede kroppens reaktion på en lav dosis folsyre i dette dobbeltblindede, randomiserede og placebo-kontrollerede interventionsforsøg (FAB2-forsøget), der omfattede 98 raske personer og 106 patienter med polypper i tyk- og endetarmen.
Forsøgsrapporten viste, at kombinationen af de to tilskud ikke giver en øget folsyrestatus hos raske personer – og dermed tyder alt på, at den sundhedsfremmende virkning kun optræder blandt patienter med polypper i tyk- og endetarmen. Disse polypper er små og som oftest godartede udvækster, som findes hos ca. 30 % af alle midaldrende og ældre personer. De fleste polypper udvikler sig ikke til kræft, men risikoen for kræft øges, når de optræder i kroppen.
Kontroversielt emne
Men emnet folsyre og kræft i tyk- og endetarmen er kontroversielt, fordi nogle forsøg viser, at B-vitamin rent faktisk kan øge risikoen for sygdommen, mens andre har vist, at folsyre har en beskyttende indvirkning mod denne kræftform. I dette forsøg undersøgte man ikke risikoniveauet, men fokuserede udelukkende på at måle forøgelsen af visse biologiske markører som resultat af forskellige tilskudsprogrammer. Forskerne fra University of Sheffield, Newcastle University, North Tyneside General Hospital og University College i Dublin randomiserede forsøgsdeltagerne, så de i 6-8 uger fik enten daglige tilskud af folsyre alene (400 eller 1.200 mikrogram), folsyre (400 mikrogram) plus riboflavin (5 mg) eller placebo.
Forsøgsresultater
Forskerne tog blodprøver og tyktarmsbiopsier for at måle bio-markørerne for folsyre- og riboflavin-status. Forsøgsrapportens hovedforfatter, Hilary Powers, skriver, at tilskud med folsyre alene gav en signifikant, dosisafhængig forøgelse i mængden af 5-metyltetrahydrofolat (MTHF) – den reducerede form for folsyre – i tyktarmens slimhinde. MTHF-niveauet blev desuden forøget i de røde blodlegemer og i plasma, fortæller dr. Powers.
Samtidig indgivelse af riboflavin forøgede reaktionen over for en lav dosis folsyre i personer med polypper – men ikke hos raske kontrolpersoner. Man iagttog ingen forskel med hensyn til MTHF-koncentrationen hos raske og patienter, tilføjer hun. I slimhindelaget var der en positiv sammenhæng mellem folsyrereaktionens størrelse og forøgelsen i plasma-indholdet af 5-metyl tetrahydrofolat, men der var ingen forskelle mellem den raske kontrolgruppe og patienterne.
”Koncentrationen af folsyre i tyktarmens slimhinde ændres ved tilskud af stoffet – i et omfang, der kan sammenlignes med det, man ser for plasma. Der er dog noget, der tyder på, at der er en øvre grænse”, skriver Powers.
Sammenhæng mellem B-vitaminer og kræft
Disse data er endnu et bidrag til den voksende mængde af videnskabelige resultater, der påviser en forbindelse mellem indtagelse af B-vitamin og en reduceret risiko for visse kræftformer, bl.a. B6-vitamin og kræft i tyk- og endetarmen, folsyre og brystkræft og folsyre, B6- og B12-vitamin og kræft i bugspytkirtlen.
Folsyre findes i fødevarer som grønne bladgrønsager, kikærter og linser, og en overvældende mængde beviser har sat folsyremangel i starten af graviditeten i forbindelse med en øget risiko for neuralrørsdefekter – oftest spina bifida og anencefali – hos spædbørn.
Læs også
Alkohol og tobak øger risikoen for tyk- og endetarmskræft
Potentielle kræfthæmmere
Folsyre og adenomer i tyktarmen
Tarmkræft – en snigende sygdom
B6-vitamin kan måske beskytte mænd mod kræft i tyk- og endetarmen
Resveratrol i små doser beskytter mod tyktarmskræft
Anprisninger: B2-vitamin (riboflavin)
Kilder
Powers HJ et al. Responses of Biomarkers of Folate and Riboflavin Status to Folate and Riboflavin Supplementation in Healthy and Colorectal Polyp Patients (The FAB2 Study). Cancer Epidemiology, Biomarkers & Prevention, bd 16, nr. 10, s. 2128-2135.
J. Nutr. bd 137, s. 1808-1814
Am. J. Clin. Nutr., bd 86, s. 434-443
Cancer Research, bd 67, udg 11.