C-vitamin E-vitamin Hjerte-/kredsløbssygdomme

Åreforkalkning efter transplantation modvirkes af C- og E-vitamin

En amerikansk undersøgelse har vist, at tilskud af C-vitamin og E-vitamin til mennesker efter hjertetransplantation klart nedsætter tendensen til åreforkalkning efter operationen.

I undersøgelsen deltog 40 hjertepatienter, der var blevet hjertetransplanteret mellem nul og to år tidligere. De blev tilfældigt fordelte til enten at få 500 mg C-vitamin to gange dagligt og 400 i.e. E-vitamin to gange dagligt eller placebo. Forsøget varede et år. Før og efter forsøget målte man tykkelsen af det indre lag i kranspulsårerne ved hjælp af ultralyd, blodkarrenes evne til at reagere samt indholdet af C- og E-vitamin i blodet.

Undersøgelsen viste, at indholdet af de to vitaminer steg i vitamingruppen, men ikke i placebogruppen. Efter et år øgedes tykkelsen af det indre lag i kranspulsårerne hos gruppen, der fik placebo, med 8 %, mens det ikke ændredes sikkert i gruppen, der fik de to vitaminer. C- og E-vitamin havde en hæmmende virkning på dannelsen af belægninger inde i pulsårerne, en større effekt end ved behandling med de kolesterolnedsættende lægemidler statiner, der tidligere også har vist sig at kunne forsinke udviklingen af åreforkalkning efter transplantationer. C-vitamin og E-vitamin støtter hinandens virkning.

Læs også
Åreforkalkning kan skyldes for få antioxidanter
C-vitamin: Dosering for antioxidant-virkning
E-vitamin – en stærk antioxidant med et imponerende virkespektrum
Hvidløg kan beskytte hjertet mod skader efter operation
Acetylsalicylsyre før operation er ikke en god idé
Lecithin mod åreforkalkning
Antioxidanter efter hjerneblødning mindsker risikoen for demens

Kilde
The Lancet, bd 359, 2002.