Urter og krydderier

Hvidløg kan beskytte hjertet mod skader efter operation

Rå hvidløg kan beskytte hjertet mod de skader, der kan opstå efter operation. Beskyttelsen kommer fra hvidløgets naturlige antioxidante egenskaber, viser en ny undersøgelse offentliggjort i BMC Pharmacology.

Efter et hjerteinfarkt er det vigtigt at genoprette tilstrømningen af blod til hjertet, således at skaden på selve hjertemuskulaturen minimeres. Men paradoksalt nok kan den genoprettede blodtilstrømning forårsage yderligere skade (en såkaldt iskæmisk reperfusionsskade), fordi der udløses frie radikaler. Frie radikaler udsætter hjertecellerne for en iltning, som kan medføre nedsat hjertefunktion og uigenkaldelig vævsskade. Dette er en potentielt livstruende situation for patienter, der gennemgår en hjerteoperation, fjernelse af kalkaflejringer eller reparation af hjertefejl.

Antioxidanter, som kan neutralisere de frie radikaler, inden de forårsager skade, har i nogle undersøgelser vist sig at kunne gøre skaden på hjertet mindre alvorlig. På baggrund af flere nyere undersøgelser, som har vist, at hvidløg kan begrænse henfaldet af hjertets naturlige antioxidanter, har en forskergruppe fra Indien undersøgt, om hvidløg kan beskytte rotter mod oxidativ belastning.

Forskerne fandt, at regelmæssig indtagelse af rå hvidløg beskytter mod oxidativ belastning og den vævsskade, som følger med. Rotter, som fik en kost med hvidløg, viste sig at have et langt højere niveau af antioxidanter og lavere niveauer af de kemikalier, som følger med oxidativ belastning. Antallet og omfanget af skader på rotternes hjerter som følge af iskæmisk reperfusionsskade var også betydeligt lavere. Der kræves yderligere undersøgelser på mennesker, men forfatterne konkluderer, at hvidløg har et vigtigt potentiale som livreddende middel for patienter, som gennemgår hjerteoperation.

Læs også
Hvidløg har masser af gode egenskaber
Hvidløg og kredsløbssygdomme
Hvidløg modvirker endothelial dysfunktion
Vegetarer har større risiko for hjerteinfarkt
Antioxidanter efter hjerneblødning mindsker risikoen for demens
D-vitamin mindsker kognitive gener efter operation

Kilde
Banerjee S, Dinda A, Manchanda, S, Maulik S. Chronic garlic administration protects rat heart against oxidative stress induced by ischemic reperfusion injury. BMC Pharmacol 2002; 2: 16 (11.11.2002).