Hjerte-/kredsløbssygdomme

Kaffe – en risikofaktor for hjertesygdom?

Nye forsøg har sat ekstra fut i debatten om kaffeforbruget ved at antyde, at det måske kan øge stivheden i aorta og antallet af pulsbøl­ger, to risikofaktorer for hjertesygdom. Den populære drik, som hvert år indbringer detailhandlen den nette sum af 54 mia. euro, har i nogen tid været i forskernes søgelys i takt med, at dens indvirkning på menneskets helbred udforskes.

Et japansk forsøg har fx vist, at daglig indtagelse af kaffe kan reducere risikoen for leverkræft, mens et andet ikke har fundet nogen sammenhæng mellem indtagelse af kaffe/te og risikoen for kræft i tyk- og endetarm. Og for nogle år siden satte forskere ved universitetet i Athen sig for på at kaste lys over kaffens indvirkning på menneskets kredsløb.

Aortastivhed og antallet af pulsbølger er vigtige indikatorer for risikoen for kredsløbssygdomme. I et tværgående forsøg med 228 raske forsøgspersoner – 141 mænd og 87 kvinder i midten af 40’erne – holdt forskerne øje med aortastivhed, antal pulsbølger og kaffeforbrug gennem en periode på 1 år. Pulsbølgerne blev målt med et augmentationsindeks (AIx) og forhøjet tryk (AP). Man justerede for variabler som indtagelse af te, koffeinfri kaffe og koffeinholdige drikke og chokolade. Det daglige kaffeforbrug blev kategoriseret som intet, lavt (<200 ml), moderat (200-450 ml) eller højt (>450 ml). 14 % af deltagerne indtog ingen koffein. 32 % befandt sig i den lave gruppe, 36 % i den moderate og 18 % i gruppen med højt kaffeforbrug.

De græske forskere påviste en lineær sammenhæng mellem kaffeindtagelse og aortastivhed. Sam­menlignet med de deltagere, der ikke drak kaffe, var antallet af pulsbølger 13 % højere, AIx dobbelt så højt og AP 2,4 gange så højt hos gruppen af forsøgsdeltagere med et højt kaffeforbrug.

“Vi har påvist, at koffein øjeblikkelig øger stivheden i aorta og antallet af pulsbølger”, lyder det fra for­skerne, “hvilket kan øge risikoen for kredsløbssygdomme“. Hjertesygdom er den primære dødsårsag på verdensplan.

Læs også
Kaffedrikning og hjertesygdomme
Kaffedrikkeri kan have mange uheldige konsekvenser
Dit kolesteroltal stiger, når du drikker kaffe
Stof i kaffe kan måske beskytte mod Alzheimers og Parkinsons
Kaffe kan måske lindre fordøjelsesproblemer
1-3 kopper kaffe om dagen er helt ok
Kaffe kan give kvinder kræft i maven
Leddegigt? Hold dig fra koffeinfri kaffe

Kilde
American Journal of Clinical Nutrition (bind 81, nr. 6, 1307-1312), juni 2005.