Igennem hele det 20. århundrede har den akademiske medicin i USA modsat sig ideen om, at tilskud af mikronæringsstoffer kan have en sundhedsfremmende indvirkning på helbredet. Her er tre eksempler:
- Den ukritiske accept af nyheder om næringsstoffernes skadegørende virkning (toksicitet), fx den overbevisning, at C-vitamintilskud kan forårsage nyresten.
- Den vrede og ganske hånlige tone, der anvendes i førende medicinske lærebøger, når det gælder debatten om tilskud af mikronæringsstoffer.
- Den systematiske negligering af beviser for de mulige sundhedsfremmende egenskaber ved tilskud af mikronæringsstoffer, fx brugen af E-vitamin mod claudicatio intermittens (“vindues- kiggersyndrom”)
En del af denne modstand kan skyldes, at de potentielle fordele ved mikronæringsstofferne er blevet præsenteret for offentligheden af personer, der ikke har relation til lægeverdenen, og at forekomsten af et begreb som “mangelsygdomme” ikke passer ind i tidens biokemiske modeller, specielt teorierne om bakterier.
Forfatterne til denne artikel har gennemgået adskillige udgaver af to større amerikanske medicinske lærebøger: A Textbook of Medicine og Principles of Internal Medicine, som hver især er blevet udgivet i 12 forskellige udgaver mellem 1950 og 1992. De følgende holdninger stammer fra disse tekstbøger. Lad os se lidt på påstandene…
1. C-vitamin og nyresten – ingen klar sammenhæng
1. C-vitamin og nyresten – ingen klar sammenhængNår det gælder C-vitamin og nyresten, viste en hurtig rundspørge blandt 20 lægekolleger, at de var klar over, at sammenhængen findes. Ved at gennemgå den medicinske litteratur fandt forfatterne ingen artikler i de tidsskrifter, der henvises til, der rapporterede om tilfælde af, at store doser C-vitamin har forårsaget nyresten.
De artikler, der er blevet gennemgået af faglige eksperter, citerede kapitler i bøger, som igen citerede resumeer, breve og andre reviderede artikler. Ved at følge citations-“sporet” fandt forfatterne frem til, at ingen af de citerede tekster stammede fra videnskabelige forsøg, men derimod breve eller kommentarer, som konkluderede, at C-vitamin kan give nyresten. I stedet konkluderede forfatterne til disse breve simpelthen, at C-vitamin kan forårsage nyresten, og som bevis citerede de andre forfattere, som har sagt det samme.
I tre kontrollerede forsøg har man ikke fundet nogen klar sammenhæng mellem indtaget eller udskillelsen af C-vitamin og dannelsen af nyresten. I et prospektivt forsøg med 45.000 mænd, der ikke tidligere havde haft nogen former for problemer med nyresten, lå den gruppe mænd, der indtog 1.500 mg C-vitamin eller mere pr. dag via kosten eller i form af kosttilskud, på 78 % af den mængde nyresten, de mænd dannede, der fik mindre end 250 mg pr. dag. Dette resultat var ganske vist ikke statistisk signifikant, men det understøtter ikke teorien om, at høje doser af C-vitamin øger risikoen for nyresten.
2. Den vrede og hånlige tone – kun i debatten om multivitaminer
2. Den vrede og hånlige tone – kun i debatten om multivitaminerNår det gælder den “hånlige, afvisende tone” over for vitamintilskud, har forfatterne fundet uddrag af Harrisons Principles of Internal Medicine ved at gennemgå den negative tone, der er anvendt i flere udgaver, om brugen af vitamintilskud. Et eksempel: “.. .den ukritiske brug eller ‘rutinemæssige ‘ ordinering af vitaminpræparater kan ikke forsvares, det er dårlig medicinsk praksis” (1962-udgaven). Der findes adskillige andre, lignende citater.
Når det gælder Cecils A Textbook af lnternal Medicine, indeholdt de udgaver, der stammer fra før 1960 positive udsagn som “selv en god, velafbalanceret kost bør suppleres med alle de vitaminer, som man ved er essentielle for menneskets ernæring” (udgaverne fra 1944,1947,1951,1955 og 1959).
I 1963 blev disse positive udsagn fjernet, og omtalen af multivitamintilskud kom til at ligne den, man finder i Harrisons Principles af Internal Medicine. Et eksempel: “For almindelige mennesker, der spiser de fødevarer, der indgår i en almindelig kost, er multivitaminer ikke nødvendige … anvendelsen af præparater, der indeholder ikke blot en række vitaminer, men også adskillige mineraler, er dårlig medicinsk praksis “ (1963-udgaven).
Forfatterne bemærker, at der i løbet af de sidste årtier har været mange kontroversielle områder inden for den medicinske praksis, fx medicinsk behandling af hyperlipidæmi (forøget mængde af fedtstoffer i blodet) og hyperglykæmi (for højt blodsukker), kirurgisk vs. medicinsk behandling af angina pectoris og indikationer på fjernelse af mandlerne eller livmoderen. Men i ingen af disse debatter støder man på de “nedladende beskrivelser”, som man finder, når det gælder debatten om multivitaminer.
3. E-vitamin og “vindueskiggersyndrom” – der ER en sammenhæng
3. E-vitamin og “vindueskiggersyndrom” – der ER en sammenhængI 1940’erne blev E-vitaminets antioxidante funktion påvist ved kliniske forsøg, og vitaminet blev brugt eksperimentelt mod en lang række forskellige lidelser – bl.a. claudicatio intermittens (“vindueskiggersyndrom”). Op gennem 1940’erne og 1950’erne rapporterede adskillige kliniske forskere, at høje doser af E-vitamintilskud havde en gavnlig indvirkning på claudicatio intermittens. De mest succesrige forsøg var dem, hvor man gav deltagerne 400 eller 800 mg E-vitamin dagligt – det er 50-100 gange så høje doser som den aktuelle, anbefalede dagsdosis. Desuden blev den behandlingsmæssige virkning generelt først mærkbar efter ca. tre måneder, og E-vitaminets indvirkning resulterede i de fleste tilfælde i en markant forøgelse af bevægeevnen.
Ved at undersøge sammenlignende behandlinger af claudicatio intermittens har man påvist, at karudvidende stoffer også er blevet anvendt siden slutningen af 1940’erne. Generelt har ca. halvdelen af alle forsøg givet en statistisk signifikant virkning af behandlingen, og virkningens omfang var lig med eller mindre end den, der blev påvist for E-vitamin.
Ifølge forfatterne blev E-vitamin ikke omtalt i diskussionerne af behandlingen af claudicatio intermittens i nogen af de 13 udgaver af A Textbook of Internal Medicine eller de 12 udgaver af Principles of Internal Medicine, som blev udgivet fra 1947 til 1992.
Desuden har de foretaget en MEDLINE-søgning fra 1980 til og med 1994, hvor de fandt 173 artikler for claudicatio intermittens og karudvidende stoffer, 83 artikler om claudicatio intermittens og pentoxifyllin og 5 artikler for claudicatio intermittens og E-vitamin.
Forfatterne bemærker desuden, at der i de tidligste forsøg med E-vitamin var en markant nedgang i antallet af benamputationer og endog den generelle dødelighed – udover reduktionen i claudicatio intermittens.
I løbet af de sidste 20 år kender vi ikke til, at der er blevet offentliggjort resultater af forsøg med E-vitamin til behandling af claudicatio intermittens. Men for nylig – efter at man er begyndt at sætte frie radikaler i forbindelse med åreforkalkning – har E-vitamin fået en renæssance inden for den akademiske medicin.
Konklusioner
Den negative holdning til mikronæringsstoffer har dybe rødder. Der var stor modstand i lægekredse mod teorien om, at skørbug, beri-beri og engelsk syge kunne skyldes mangel på vitaminer. Forfatterne til denne artikel bemærker, at behandlinger, som ikke nødvendigvis giver mening, men som viser sig at virke til en vis grad, i mange tilfælde bliver afvist til fordel for mindre effektive eller mere skadelige behandlingsformer, som passer bedre ind i den patofysiologiske forståelse, der hersker på det givne tidspunkt.
Forfatterne bemærker, at den tilskyndelse til at søge patentbeskyttelse, som fremmer aggressiv markedsføring af lægemidler, mangler, når det gælder mikronæringsstofferne. Men man skal dog holde sig for øje, at selv dette faktum ikke forklarer den “vrede og hån”, som man finder i citaterne fra medicinske lærebøger som Cecils A Textbook of Medicine og Harrisons Principles of Internal Medicine. Forfatterne sidestiller nogle af disse “voldsomme udfald” med dem, Galileo fik at mærke. Et andet eksempel er Linus Pauling – en kemiker, som “blandede sig i kliniske spørgsmål”.
Forfatterne opfordrer til, at man læser de artikler, der er udgivet i 1970’erne, hvor Paulings ideer latterliggøres og fordømmes – artikler, der vel at mærke er gennemgået af eksperter inden offentliggørelsen. Forfatterne udtaler: “Pauling blev behandlet som en farlig fjende, men blev dog nogle få år før sin død – ligesom Galileo – rehabiliteret til en status som geni med kontroversielle ideer”. Paulings gennembrud kom med påstanden om, at mikronæringsstofferne kunne være gavnlige i højere doser end den minimumsgrænse, der skal til for at undgå klassiske mangelsyndromer. Hans tanker anses nu for at være en respektabel hypotese, men for 20 år siden blev den regnet for at være kvaksalveri.
Forfatterne bemærker, at udøvelse af lægevirksomhed er temmelig ensidigt orienteret og finder sted i et miljø, som er under stærk indflydelse af social sammenhæng. Denne sammenhæng påvirker alt, hvad lægerne gør. Ifølge forfatterne er der langt mindre opmærksomhed, hvis der offentliggøres en positiv artikel om mikronæringsstoffer eller en anden form for alternativ behandling, end når det drejer sig om et lægemiddel.
Læs også
Hvad er næringsstoffer egentlig?
C-vitamin – hvad skal jeg med det?
Hold din lever, dine nyrer og dine lunger i topform
Multivitaminer virker på hele din krop og din helse
Vælg det rigtige multivitamin-/mineralpræparat – Maximum!
Lægerne er blevet mere opmærksomme på mangelsygdomme
Vindueskiggersyndromet
E-vitamin: Hvad kan det gøre for dig?
Kosttilskud bruges og anbefales af læger og sygeplejersker
Carsten Vagn-Hansen: Medicin, mad og kosttilskud
Kilde
Goodwin JS og Tangum MR. Battling Quackery: Attitudes About Micronutrient Supplements in American Academic Medicine. Arch Intern Med, 9. november 1998;158:2187-2191.
