Naturmidlernes historie og pionerer

A. O. Hansen: Cellens liv og egen verden

Uddrag bogen Cellevækst, krigen mod kræften og sejren over den af Axel O. Hansen, dr. med., naturopat og grundlægger af Natur-Drogeriet A/S.

Dybt, dybt inde i cellens eget liv og verden begynder alle lidelser som en ganske umærkelig ændring i cellens livsprocesser. I størrelsesmæssig henseende ligger det langt under de bedste mikroskopers og elektronmikroskopers afsløringer. Livet begynder langt inde i atomernes verden, så langt inde, at ingen nogensinde vil finde helt derind. Det er derfor forfærdeligt morsomt, men undertiden også tragisk at høre, at nu har denne eller hin nået, eller er ikke langt fra at skabe selvstændigt liv, altså en celle. Det vil aldrig ske. For at forstå begrebet kræftforskning skal man enten meget indgående sætte sig ind i cellekemi (cystokemi), et meget omfattende studium, som de fleste holder sig fra, eller også ganske kort opfatte, som jeg har skrevet om det før, cancer som aminosyrernes vildtvoksen.

Jeg vil imidlertid i denne bog sætte Dem ind i grundprincipperne for moderne kræftforskning og behandlingsmetoder under omtalen af mine egne naturlige behandlingsmetoder, hvor jeg i de sidste 39 år har været mest interesseret i behandling af ca. 5.000 forskellige kræftpatienter blandt de 100.000 patienter, jeg har haft, og som alle var opgivet af den ortodokse lægebehandling. Jeg har dog af disse håbløse tilfælde reddet en ikke ringe procentdel, der lever i dag, og som De vil blive præsenteret for i denne bog.

De vil af disse resultaters kendsgerninger se, at det er et mægtigt, alsidigt terapeutisk arbejde for den enkelte patient, dette at ændre de umærkelige livsprocesser r cellens indre liv gennem opnåelse af blodets kemiske balance. De vigtigste principper er ganske enkle, men meget interessante. På en vis måde er den levende celle en formidabel firedimensional kemisk kryds- og tværsopgave. Alt skal passe ind i hinanden, for at det rette behandlingstekniske resultat, helbredelsen, kan opnås.

De gamle, klassiske miskroskopikere Antoni van Leuwenhoek og Jan Swammerdam, Holland, Nehemiah Grew, England, Marcello Malpighi, Italien, og ikke mindst “faderen til dem alle” Robert Hooke, Micrographia 1665, gjorde mange gode iagttagelser, men først i det nittende århundrede fik man mere kendskab til cellens indre liv, idet mikroskoperne blev forbedret en hel del, og der fremkom biologisk anvendelige farvestoffer, som var i stand til at fremhæve konturerne (omridsene) og de fine detaljer, der ellers let forsvinder for undersøgeren.

Ordet kromosom stammer egentlig fra den tid (betyder et farvet legeme), og man blev også hurtigt klar over, gennem disse mange farveorgier af undersøgelser, at de levende celler altid havde en kerne (nucleus), der var afgrænset af en fin membran ud mod cellens ydre protoplasma, eller som del også kaldes cytoplasma. Læs for øvrigt overlæge Maags udmærkede bog om polioens opkomst, hvor han netop meget indgående skildrer, hvorledes de besprøjtede frugters giftige æblesyrer gennemtrænger membranen og giver lammelsen. I cellens indre bemærkede man også kromosomernes mærkelige småstave, og snart kunne man kortlægge protoplasmaets indhold af de små, væskefyldte vakuler, forskellige fedtdråber og korn; de punktformede centrioler, der ligger i kernens nærhed, og som netop spiller en vigtig rolle ved reguleringen af celledelingen. Man så de forskellige stadier i celledelingen. Man så kromosomernes arveanlæg. Man så centriolerne arbejde sig frem som trukket af usynlige tråde ud til cellens yderkant, hvor de ikke hørte hjemme, efterfulgt af kromosomerne, der havde delt sig. Man lærte cellens mikroanatomi. Man var meget begejstret over cellens indre hemmelighed. Men akkurat som avisernes lægereferenter skriger op om nye metoder til behandling af alle slags sygdomme, og hvor man aldrig hører mere om resultaterne, fordi den ortodokse lægestand er så langt borte fra Moder Natur, at man ikke kan være bekendt at beskrive “resultaterne”, der er lige så slette som få, var man også til sidst klar over, at den forfinede mikroanatomis tilhængere i hovedsagen var blevet ført på vildspor af de ofte hårdhændede farvemetoder. I det tyvende århundrede kom celleforskningen (cytologien) ind på nye veje.

Naturligvis var dette forudgående arbejde ikke spildt, skønt man blot fik en række stivnede øjebliksbilleder af mikroorganismer. Men selve den eksperimentelle kræftforskning er kun ca. 50 år gammel. Tyskeren Röntgen opdagede den gennemtrængende stråling (han var ikke læge), madame Curie (ikke læge) opdagede radium. Man kom mere ind på de kræftlignende sygdomme og ind på studiet af virussygdomme. Se også de Maag’ske pjecer herom, og De vil forstå, at lægerne er inde på en helt gal vej, hvad angår ordet virus. Den organiske kemi gjorde store fremskridt, og det er interessant at se, at det var kemikere, som ikke var læger, der opdagede mange, ja de fleste af de væsentlige nyheder.

Inden for biokemiens eksperimentelle cytologi skete der fra 1910 til 1930 et mægtigt fremskridt, hvad angår opdagelse af cellens indre liv, idet den nyopfundne vitalfarvningsteknik gjorde det muligt at farve cellernes væv i levende live, i modsætning til de forrige århundreders stivnede fotos. Der fremkom masser af nyopdagede enzymer, æggehvidestoffer (proteiner), de blev analyserede for deres indhold af aminosyrer, som har vist sig at være byggematerialet i alle levende væsener. Andre vigtige stoffer, nukleinsyrerne, blev ret nøje undersøgt. Biokemikerne, bogstaveligt talt, pillede “cellemaskineriet” fra hinanden i de kemiske bestanddele. Men ikke nok hermed, man har fundet et instrument til belysning af cellens indre liv, som er blevet et mellemled mellem de store molekyleområder og den almindelige mikroskopiske verden. Så fintmærkende er det, at det menneskelige øje ikke kan se i det. Man fotograferer objekterne i elektronmikroskopet. Men selvom kræftforskningen har anvendt astronomiske mængder af pengemidler, så er der ad denne vej meget langt igen for at se ind i cellens inderste liv. Og selvom videnskaben kunne lave et kemisk kartotek over hver kemisk forbindelse, ethvert molekyle i cellen eller molekyleaggregat, er man ikke nået til vejs ende, og selvom man kunne opfinde elektronhjerner, som kunne kortlægge og registrere cellens indre liv, ville man ikke være nået til vejs ende, ja, selvom man gik helt ned i den submikroskopiske atomverden i cellelivet, hvor atomer kontakter atomer i opbygningen af cellelivet, ville man aldrig uden at kende og forstå blodets kemiske balance, der føder cellen, kunne nå til vejs ende. Men lige så indviklet det hele ser ud, og lige så ensidigt videnskaben arbejder i dag, nemlig på at nå cellens indre liv, som den aldrig når, lige så enkel er denne Guds naturlov: Hvis man opnår blodets kemiske balance, vil cellens liv af sig selv være den normale celles, og de celler, som er misdannede, vil skydes fuldstændigt ud, og de lettere misdannede celler vil underordne sig organismens overhøjhed. Man er altså kun gået den ene vej, lært cellens liv at kende, og der er man kun nået lidt ind i hemmeligheden til de store molekylegrupper, aldrig til atomet. Man har helt glemt den anden vej, helbredelsesstofferne. Man står jo, som De vil se senere, kun ved kniven, strålerne og en forkert medicinering, der i sig selv er så unaturlig, som den kan være, idet den i sin unatur ikke kan forenes med cellens indre livs fødeoptagelse eller medicinoptagelse. Thi netop kunstmedicinen, den unaturlige kemoterapi, er ikke en fortsættelse af ernæringen, som den naturlige kemoterapi, drogerne, er det, og forstyrrer derfor molekylebanerne.

Cellens organisation

Af det hidtil læste begynder De at ane, at cellen i virkeligheden er gennemorganiseret til dens sidste atom, lige fra molekylegrupper, molekyler og elektroner til selve atomet. Det må da stå klart for enhver, at et så gennemorganiseret organ som cellen også må leve af velorganiseret føde. Vi er dog alle klar over, at et automobil, der kun i grove træk afspejler cellens indre liv, så absolut skal ifyldes den bedste superbenzin og smøres med de bedste olier; gør vi ikke dette blot i ret kort tid, vil vi jo hurtigt få følgerne at se, men passer vi den med det, den skal have, og til den tid den skal have det, kan vi bevare vort automobil hundreder af gange så længe, som hvis det undlades.

Ernæringens atomer, elektroner, molekyler optages i blodet gennem de krøskirtler, der ligger i bundter omkring mange af tarmvævene, og føres gennem blodbanen ud til alle cellerne. De vandrer i molekylegrupper ind gennem cellens ydre membranvægge til føde for hele cellens storslåede organisation, selv det mindste atom. Hvis ernæringen er dårlig, vil cellen før eller senere blive det. Er ernæringen, som den skal være, vil cellelivet vedblive at være normalt. Man har i denne mærkelige, hektiske, jagende kræftforskning helt “glemt ernæringen”. Hele den ene halvdel af kræftforskningen har ligget brak, hvorfor? Fordi man ikke tør se sandheden lige i øjnene. Hele det civiliserede menneskes levesæt må lægges om, hvis man vil nå et resultat. Det nytter ikke, at man peger på nogle kinesere og andre folkeslag, der lever i en underernæret tilstand. På den måde opnår man kun at lægge et dårligt tågeslør over begivenhederne. Det nytter heller ikke alene at bruge mus og andre dyr. Det er mennesket selv, der skal være forsøgsvæsenet ernæringsmæssigt. Jeg skal i talrige eksempler senere bevise det i de mange helbredte tilfælde, der ellers var håbløse, det vil sige opgivet af lægerne. Men ét er givet. Når cellens meget fine gennemorganisation er til stede, og overhøjheden, der dirigerer cellen, også er af fineste beskaffenhed, må disse ting også fordre, at de fødes af de bedste ting. Det behøver man i virkeligheden ikke at foretage så mange ensidige og halvsidige krumspring for at kunne forstå, som dem der til dags dato er udført af alle forskerne. Man vil aldrig kunne nå til vejs ende, hvis ikke man tager den anden halvdel, føden, med i billedet. Enhver vil kunne forstå, når de blot ser en løseligt opstillet skitse af en celle, der dog kun repræsenterer lidt af den gennemorganisation, cellen har, at vandrer der ind gennem cellemembranerne i cellens udkant et antal molekylegrupper, der er mindre fuldkomne til at drive denne velorganiserede celle, vil vi ikke kunne opnå resultatet helbredelse. For en halv snes år siden skrev jeg ganske kort om aminosyrerne og kræften, og allerede for 35 år siden skrev jeg om atomets elektron i føden i min store bog Helbredelse, første oplag, side 33 med flere steder. Kort sagt: Er de molekylegrupper, der vandrer ind gennem cellevæggene, gode og fuldkomne, bevarer cellen sit liv, og hele dens indre organisation til det mindste atom forbliver intakt.

Jeg skal senere komme tilbage til den mærkværdige nukleinsyre, hvor sukkeret har så afgørende en rolle. Her vil jeg sige, at alt sukker, der er lavet af rodfrugter og alt andet end blomsters nektar, er skadeligt. Når da denne syre spiller så stor rolle, som den gør, og som De vil se, vil jeg gerne fremføre for Dem lidt om sukkeret og dernæst om hjerterytmen, der anviser blodets kemiske balance.

LÆR HVERT MÅLTIDS VÆRDI OG BEVAR ELLER ERHVERV SUNDHEDEN!

Blodets kemiske balance er fundamentet for al helbredelse og varig sundhed.

Blodets kemiske balance forstyrres ved, at forskellige ernæringsgrupper virker allergisk, varieret på de enkelte mennesker. Derved forøges hjertepulshastigheden for stærkt omkring måltiderne, og dette bevirker væsketilbageholdelse i organismen, hvilket forøger den som regel allerede bestående overvægt og for øvrigt alle andre lidelser. Med de nedenfor nævnte oplysninger sætter jeg enhver patient, ethvert menneske, også lægerne, der heller ikke kender dette, i stand til at kontrollere:

1) Hvad der i hvert måltid er skadeligt for de forskellige menneskers organisme

2) Eller om måltidet er for stort til den pågældende organisme.

3) Eller om måltidet både er for stort, og der er skadelige ernæringsgrupper i det. Dette gøres ved at kende sin pulshastighed og herigennem sit hjertes funktion i hvile og under arbejde, før måltid og efter måltid. Ethvert menneske kan lære sig det uden lægen og kontrollere det selv og altså erhverve sig sundhedens bevarelse.

Ved allergi forstås almindeligvis slimhindekatar-affektioner forårsaget af visse stoffer (astma, bronkitis o. lign.). Men allergi er noget meget mere. En organisme kan fx udmærket være allergisk over for mælk, men ikke for korn, og en anden allergisk over for korn, men ikke for mælk. Andre kan være allergiske over for kartofler, andre for kød osv., osv. Fx er enhver astma-, bronkitis- og luftvejssygdomspatient uden undtagelse allergisk over for alle kornprodukter, der er dyrket af kunstgødning, og som har kornskadedyrsekskrementer i sig, hvilket det meste korn jo har i dag. Disse allergier giver ikke alene en uligevægt i blodets kemiske sammensætning, men også i dets omløb. Men dette kan fuldkomment ophæves. Dels ved straks at forlade disse ting; dels, og ikke mindst, ved at ophæve denne allergi senere ved virkelige kure.

Hvis blodets kemiske balance er i orden, og dets storreguleringsadministrator, hjertet, opfylder sine forpligtelser, også omkring måltiderne, er der ingen grænser for helbredelse af de sværeste lidelser, når bortses fra, at et menneske ligger for døden, idet blodets kemiske uligevægt, der jo, som vi så, skaber sygdom og fedme, kun ved atter at blive et naturligt, sundt, fordelende blodomløb, sættes i stand til at give fuld helbredelse, det jeg forstår ved helbredelse. Og hertil findes den allerbedste faktor, naturmedicinen, kun naturmedicin og ikke kunstmedicin, idet naturmedicin i virkeligheden i sin storslåede majestæt er en fortsættelse af ernæringen og en udvidelse af den i enzymer, vitaminer, mineraler. Og støttet af ernæringens rigtighed og fysiurgien, blodfordelingen, kan blodet fjerne storsvulster fra såvel legemets indre som endog fra hjernens indre, fordi ikke alene blodet har sine kemiske bestanddele i orden, men også hjertet hele tiden fordeler rigtigt. Når to ben skal afsættes, men manden alligevel beholder dem til fuld førlighed, når to hjernesvulster, den ene endog en cancersvulst, skal fjernes på to forskellige mennesker, den ene skulle dø, den anden blive blind, men blodet besørger det hele, og de er stadig raske, når to bryster med cancer skal fjernes, men patienten alligevel beholder dem og er fuldkommen rask, når to børn skal dø af lægernes overmedicinering af cancer og leddegigt, men dog alligevel kommer sig, når to, som skal dø af svære hjertetilfælde, der er opgivet af lægerne, i dag passer deres daglige dont og er fuldkommen raske, er det slet ikke – mirakler – men ganske almindelig naturopati, det vil sige helbredelse gennem en målbevidst videnskabelig naturlægevirksomhed, der ganske roligt giver blodet sin naturlige kemiske balance og blodet sit rigtige naturlige omløb gennem hele – hele – døgnet. Derved kommer helbredelse og sundhed uden tro, håb, kærlighed eller penge eller gods og guld, men kun ved en personlig indsats.

Derfor skal De lære Deres måltiders værdi gennem Deres pulshastighed

To ugers forsøg således:

  1. I seks dage skal De spise en meget alsidig kost ved hvert af de tre måltider, De indtager, men De må kun spise brød og smør til et måltid om dagen.
    Vigtige bemærkninger: Udskyd et eller andet af den alsidige kost i måltidet, indtil De efterhånden har gennemprøvet alle fødemidlerne ved at gentage det samme måltid. Og hvis De intet fandt, da ved at gøre måltidet mindre, men så at De dog spiser Dem mæt, men ikke overmæt. Hvis De intet fandt i henhold til henholdsvis punkterne 12, 10 og 8, er det i orden, men notér det.
  2. De må ikke drikke spiritus eller ryge i ni dage.
  3. Hver morgen, før De står op, og mens De ligger i sengen, tager De Deres puls i et helt minut. Se på uret, der ligger på natbordet, så De ikke skal stå op efter det. Lad os sige, pulsen er 60. Notér det.
  4. Før De sætter Dem ned til måltidet, og ikke når De har sat Dem, tager De ligeledes pulsen. Fat om håndleddet med tommelfingeren mod indersiden 2 à 3 cm over hånden, og De føler pulsen. Notér tallet.
  5. En halv time efter måltidets slutning tager De igen pulsen og noterer tallet.
  6. En time efter måltidets slutning gøres det samme.
  7. 84 slag pr. minut er maksimum for en voksen person. Hvis pulsen er hurtigere, er De enten syg, eller der er noget i Deres måltider, der er forkert. Altså ét eller andet, som De er allergisk overfor.
  8. Der er ingen normal puls, husk særligt normal, hos et sundt menneske, som må stige mere end 10 pulsslag pr. minut efter måltidet.
  9. Der er ingen normal puls, husk særligt normal, hos et sundt menneske, som må stige mere end 16 efter indtagelsen af et måltid i forhold til, før De stod op om morgenen den pågældende dag. Altså fx, hvis den var 58, eller 60, eller 62, må den ikke være mere end henholdsvis 74 eller 76 eller 78.
  10. Lav en liste over alle de næringsmidler, som ikke fik pulshyppigheden til at stige mere end 10, og notér dem op alle sammen.
  11. På tilsvarende måde laves en liste over de ingredienser, der fik pulshastigheden til al stige mere end 10.
  12. Den følgende søndag efter de seks dage gennemgås alt meget omhyggeligt, som De har noteret – dels det, som giver under 10, dels det, som giver over 10 i pulsstigning.
  13. Spis om mandagen kun de næringsmidler, og ikke andre, der giver under 10, og notér stadig pulshastighederne.
  14. Spis om tirsdagen de næringsmidler, der giver over 10, og notér nøje pulshastighederne.
  15. Undgå for fremtiden de næringsmidler, der giver over 10. Og senere vil en naturopatisk kur sætte Dem i stand til at tåle alt, selvom man for sundhedens skyld ikke skal spise alt.

Læs også
Næringsstoffer til mitochondrierne = mere energi
Forurening kan ændre vores celler
Energi gennem kosten
Irritabel tyktarm: Kostens indflydelse på behandlingen
Nitroglycerin – dynamit for cellerne
Johann Schroth: Tørre dage og drikkedage
A. O. Hansen: Diæt nr. 11
A. O. Hansen: Ginseng – sensationen blandt planterne

Kilde
NY TID OG VI, nr. 1 1957