Kosttilskud Lever

Cardulon: Marietidsel i leverterapien

Alkoholtoksiske leverskader

Forskellige randomiserede, dobbeltblind og placebokontrollerede undersøgelser af mere end 250 patienter med alkoholtoksiske leverskader viste efter 4 ugers ordinering af marietidsel-ekstrakt (420 mg silymarin/dag) en hurtigere normalisering af transaminaserne GOT og GPT (leverenzymer) samt af y-GT og en funktionsforbedring af leveren målt efter bilirubin-værdierne og BSP-retentionen. Desuden kunne der konstateres en bedring af almenbefindendet og af det samlede kliniske billede.

Den helbredende virkning af en daglig ordinering af marietidsel-ekstrakt (31 forsøgspersoner, 420 mg silymarin/dag) hhv. placebo (35 forsøgspersoner) over 4 uger hos patienter med klinisk, serologisk og bioptisk konstateret toksiske leverskader (overvejende alkoholbetinget) viste sig i en dobbeltblind-undersøgelse ved måling af det for omfanget af toksiske celleskader repræsentative parameter GOT, GPT og y-GT. Transaminaserne og y-GT opviste under den 28 dages behandling et signifikant forskelligt forløb i de to grupper. For GPT var forskellen mellem grupperne allerede signifikant på den 7. behandlingsdag, således at normalområdet nåedes på den 13. dag med marietidsel-ekstrakt, mens det i placebogruppen først skete på den 24. dag. De y-GT-værdier, der ved undersøgelsens begyndelse i gennemsnit lå over 300 U71 (placebo) hhv. over 400 U7L (marietidsel-ekstrakt), faldt signifikant i behandlingsgruppen efter 14-28 dage i sammenligning med placebogruppen.

I en anden undersøgelse af 97 patienter med forhøjede transaminase-værdier som følge af alkoholbetinget leverskade blev marietidsel-ekstrakts overlegne virkning tydelig (47 forsøgspersoner, 420 mg silymarin/dag over 4 uger) over for et placebo (50 forsøgspersoner), konstateret ved måling af leverenzymerne GOT, GPT samt bilirubin og BSP-retension.

Hos 29 patienter med alkoholbetingede leversygdomme (10 patienter med fedtlever, 10 patienter med alkoholisk leverbetændelse, 9 patienter med skrumpelever) kunne leverinfektionen bedres signifikant sammenlignet med en placebogruppe i en 2 måneders behandling  (Di Mario et al. 1981).

Af 57 patienter med konstateret fedtlever (diabetes, alkohol, fedtsyge) blev 50 behandlet over 6 uger med en daglig dosis på 210 mg silymarin (23 forsøgspersoner, 27 i placebogruppen). I den undergruppe af patienter, hvor alkoholmisbrug var en af sygdomsårsagerne (20 patienter), førte behandlingen med marietidsel-ekstrakt til et signifikant fald i bromthalein-retentionen. En signifikant forskel mellem de to grupper kunne også konstateres ved en mindst 80% aktivitetstilbagegang af de i begyndelsen forhøjede GOT-værdier.

36 kroniske alkoholikere med fibrotisk leverændring hhv. mikronodulær cirrhose (“skrumpelever”) fik marietidsel-ekstrakt over 6 uger (420 mg silymarin/dag; 17 forsøgspersoner) hhv. placebo (19 personer).Ved formindsket, men mellem grupperne sammenligneligt alkoholindtag blev værdierne for y-GT, transaminaser og bilirubin signifikant formindsket efter ordinering af silymarin over for udgangsværdierne og lå tydeligt under de i placebogruppen målte værdier.

83 patienter med alkoholbetinget fedtlever og bindevævsforøgelse blev i 6,uger behandlet dagligt med marietidsel-ekstrakt i en dosering på 210-315 mg silymarin. Der blev opnået en signifikant tilbagegang (p< 0,0001) i de patologisk høje GOT- hhv. GPT-værdier, og det forhøjede bilirubinspejl normaliseredes. Desuden viste der sig allerede efter kort tid en tydelig bedring i almenbefindendet, samt en øgning af kropsvægten; appetitløshed, træthed og almen svækkelse aftog.

Leverskader som følge af medicinbrug

I en langtidsbehandling med psykofarmaka fik patienter med tydelige leverskader dagligt i 6 måneder 210 mg silymarin hhv. almindelige leverbeskyttelsesstoffer. I 2 måneders intervaller undersøgte man forskellige leverfunktionsparametre (GOT, GPT, bilirubin), elektrophorese og bromthalein. Her viste der sig en terapeutisk virkning af silymarin trods fortsat indtagelse af psykofarmaka, nemlig ved en bedring af GOT, GPT og bilirubin. GOT og GPT, som var væsentligt forhøjede ved forsøgets start, faldt kun betydeligt i marietidsel-gruppen efter 2 måneder, og denne virkning forstærkedes yderligere mod slutningen af det 6 måneder lange forsøg.

66 psykiatrisk-neurologiske patienter, der fik høje doser psykofarmka hhv. anti-kvalmemidler, fik marietidsel-ekstrakt til for at undgå/formindske toksiske leverskader (105-315 mg silymarin pr. dag) over gennemsnitligt 61 dage. Ved undersøgelsens begyndelse og efter dens afslutning bestemtes forskellige serumparametre (GOT, GPT, bilirubin, bromthaleinretention) til bedømmelse af leverfunktionen. Hos 13 patienter med patologiske bromthaleinværdier normaliseredes disse under supplerende behandling med marietidsel-ekstrakt (54 %), bedredes hos 3 (23 %) og forblev upåvirket hos andre 3 patienter (23 %).

Kroniske betændelsessygdomme i leveren

Kliniske erfaringer med behandling med marietidsel-ekstrakt (420 silymarin/dag) over 3-12 måneder blev indsamlet i 3 dobbeltblindundersøgelser. Ved anvendelse af marietidsel-ekstrakt viste der sig en tydelig forbedring af de histologiske resultater samt en normalisering af det specifikke leverparameter.

I en af undersøgelserne fik 40 patienter, som i de sidste 2-3 måneder ikke havde været i kortikoid- eller immunsuppressiv-terapi, ved akut anfald af kronisk-aggressiv leverbetændelse 3 x 70 mg silymarin/dag over flere måneder. Efter 3 måneders behandling kunne der på grundlag af de reducerede værdier for serumbilirubin og serumtransaminaser konstateres en tilbagegang i sygdomsprocessen. Samtidig meldte patienterne om en bedring af almentilstanden, dyspeptisk besvær, manglende appetit, træthed og om en vægtøgning.

Også behandlingsresultaterne for 69 patienter med kronisk leverbetændelse viste i en 12 ugers undersøgelse allerede efter 1-2 uger en bedring af de subjektive symptomer (tilbagegang af mavetrykken, bedring af appetitten og den almene præstationsevne, tilbagegang af de vegetative symptomer) ved ordinering af marietidsel-ekstrakt (105-280 mg silymarin pr. dag). Sammenligningen før og efter behandlingen viste en signifikant bedring med hensyn til de klinisk-kemiske parametre.

Levercirrhose (“skrumpelever”)

Også i behandlingen af levercirrhose er der blevet konstateret en positiv virkning af marietidselekstrakt. I en placebokontrolleret, randomiseret dobbeltblind-undersøgelse blev afprøvet, om en langtidsordinering af marietidsel-ekstrakt kan forbedre forløbet af en cirrhosesygdom. I undersøgelsen indgik 170 patienter med levercirrhose. Diagnosen kunne bekræftes bioptisk hos 70 %, mens en biopsi ikke var mulig hos 30 % af patienterne på grund af koaguleringsforstyrrelser.

Patienterne opdeltes tilfældigt i en behandlingsgruppe (87 patienter) og en placebogruppe (83 patienter) og fik 420 mg silymarin pr. dag eller placebo. Ved afslutningen af den 2-årige undersøgelse blev behandlingen videreført, så terapi-perioden i gennemsnit varede 41 måneder. I den samlede behandlingsperiode døde i behandlingsgruppen 24 patienter (deraf 18 som følge af leversygdomme) og i placebogruppen 37 patienter (deraf 31 som følge af leversygdomme).

Efter i alt 4 år viste overlevelsesraten sig at være endnu tydeligere forbedret for behandlingsgruppen. Også de laboratorie-kemiske parametre som transaminaser, serum-bilirubin, bromthalein og triglycerid gav en signifikant bedring i forhold til udgangsværdierne hos patienter med levercirrhose (22 patienter) i en langtidsbehandling med marietidsel-ekstrakt (210-315 mg silymarin pr. dag) i over 1 år. Samtidig var disse kliniske resultater i overensstemmelse med det kliniske billede og de subjektive patientvurderinger.

Anvendelse ved toksiske leverskader af forskellig oprindelse

Marietidsel-ekstrakt blev anvendt i en 8 ugers behandling på over 2.000 patienter med toksiske leverskader af forskellig oprindelse. Man målte før og efter behandlingen værdierne for leverenzymerne GPT og GOT samt y-GT og fandt, at de faldt med gennemsnitligt 30 % (GPT, GOT) og 45 % (y-GT).

Parallelt med bedringen af det laboratorie-kemiske parameter og de kliniske undersøgelsesresultater kunne man konstatere, at lidelser som mavetrykken, træthed, kvalme, utilpashed og kløen var forsvundet eller forbedret hos 83 % af patienterne .

Kilder
Berenguer J et al: Ensayo doble de silimarina frente a placebo en el tratamiento de hepatopatias cronicas de diversa genesis. Münch. Med. Wochenschr. (spansk udg) 119, 240-260 (1977).
Brodanoa M et al: Aktuelle Hepatologie, s. 30-39, Lübeck 1977.
Di Mario F et al: Der toxisch-metabolische Leberschaden, s. 54-59, Lübeck 1981).
Fehér J et al: Medical Weekly, 130,2723-2727 (1989).
Fiebrich E et al: Silymarin, an inhibitor of lipoxygenase. Experientia 35,1548-1550 (1979).
Fintelmann V et al: Therapiewoche 30, 55895595 (1980).
Frerick H et al: Der Kassenarzt 33/34,36-41 (1990).
Hammerl H et al: Ober die Objektivierung der Silymarinwirkung bei Leberkrankkungen. Med.Klin. 66,1204-1208 (1971).
Holzgartner H: Therapiewoche 20, 18681869 (1970).
Kiesewetter E et al: Ergebnisse zweier Doppelblindstudien zur Wirksamkeit von Silymarin bei chronischer Hepatitis. Leber, Magen, Darm 7,318-323 (1977).
Kurz-Dimitrowa D: Leberschutzbehandlung psychiatrisch-neurologischer Patienten bei Langzeittherapie mit Psychopharmaka. Z. Präklin. Geriatr. 9, 275 (1971).
Saba R et al: Therapeutische Wirkung von Silymarin bei durch Psychopharmaka verursachten chronischen Hepatopathien. Gazz. Med. Ital. 135 (4),236-251 (1976).
Salmi HA et al: Effect of silymarin on chemical, functional and morphologieal alterations of the liver. Scand. J. Gastroenterol. 17, 517-521 (1982).
Schmidt L: Beiträge zur Therapie des Alkoholismus und alkoholtoxischer Leberschäden. Therapiewoche 21, 2466-2469 (1971).
Seitz HK: Metabolische Aspekte der alkoholischen Lederschädigung, Teil 1: Epidemiologie und Alkoholstoffwechsel. Z. Gastroenterologie 22, 669-681 (1984).
Situnayake RD et al: Lipid peroxidation and hepatic antioxidants in alcoholic liver disease. Gut 31,1311-1317 (1990)
Suematsul et al: Lipid peroxidation in alcoholic liver disease in human alcoholism. Clin. Exp. Res. 5,427-430 (1981).