Naturmidler

Forbrugererfaring: Ipe Roxo og Brottrunk

En forbruger beretter…

I efteråret 1999 arbejdede jeg med at save træer i et krat, men gled og fik mit højre skinneben i klemme mellem to stubbe. Det gjorde lidt ondt og gav en lille hudafskrabning bag på skinnebenet og et tryk foran lidt over anklen. Jeg gned på det og tænkte så ikke mere over det og havde faktisk glemt det, da mit skinneben begyndte at hæve og rødme sidst i april i år. Min læge gav mig salve for årebetændelse, uden effekt.

Hurtigt blev jeg klar over, at det måtte være mere alvorligt og fik lov til at blive røntgenfotograferet, d. 18. maj, dagen for storebededagsferien. Billederne viste et ret stort hul inde i skinnebensknoglen. Min læge kom hjem til mig samme dag og fortalte, at røntgenlægen havde sagt, at det var kræft i knoglen. Hun kunne først ringe til hospitalet og få en tid efter ferien.

Over for skæbnen er jeg ret ydmyg og robust. I gamle dage blev man sjældent over 40 år, så jeg har længe følt mig heldig at være så rask, og jeg gjorde op med mig selv, at jeg havde levet et godt liv, som jeg kunne være tilfreds med. Men med vanlig handlekraft tog jeg straks en taxa ned til min gode helsekostforretning og spurgte dem, hvad jeg kunne gøre, for dog selv at gøre noget i den ventetid, jeg vidste nu ville komme. Jeg ville selv have hajbrusk, og de anbefalede desuden Ipe Roxo, så jeg købte begge dele og startede omgående med maksimal dosis af begge. Den følelsesmæssige tilfredsstillelse ved selv at gøre noget i ventetiden kan slet ikke beskrives eller overvurderes, synes jeg.

En slægtning, der er læge, sagde efter et par dage til mig, at det også kunne være betændelse. Det føltes som en lettelse, at der nu var en anden mulighed. Og jeg tænkte på, hvor forkasteligt det var af røntgenlægen bare at slynge ud, at det var kræft. En svagere sjæl end jeg kunne jo være gået helt ned med flaget over det!!! Jeg fik en tid til d. 29. maj på Kommunehospitalet i Århus. Hvilket set i lyset af andre menneskers erfaring med ventelister var hurtigt, men det føltes dog længe for mig.

Allerede d. 20. maj begyndte det at gøre mindre ondt i benet, og hævelsen begyndte at fortage sig lidt. Bedringen blev tydeligere de følgende dage. Fra at have gjort meget ondt og været så tykt, at man knap kunne se anklen, var det mindre smertefuldt, og hævelsen faldet til næsten normal tykkelse, da jeg kom til hospitalsbesøget d. 29. En medvirkende årsag kan retfærdigvis måske også have været mere ro til benet, da jeg blev helt sengeliggende, og måske at der (jeg ved ikke hvornår ) gik hul i skinnebensknoglen.

Jeg fortalte alt dette til sygehuslægen, der ikke virkede interesseret, men forespurgt sagde, at jeg da gerne måtte fortsætte med at spise Ipe Roxo, og hvad jeg ellers måtte ønske. Jeg sagde til ham dengang, og flere gange siden i forløbet, at jeg var ked af, at de ikke syntes, det var spændende, og havde lyst til at benytte lejligheden til, om ikke forske i det, så dog kigge lidt på dét, der havde hjulpet mig så meget (hajbrusken tog jeg kun i ca. 9 dage). Ellers sagde sygehuslægen, at også han hældede til, at det nok var betændelse, og han var mildest talt overrasket over, at røntgenlægen havde sagt, som han havde gjort.

Så sagde lægen, mens han pegede på røntgenbillederne, at det hastede, for der måtte helst ikke ædes mere væk af knoglen. Han bestilte MR-scanning til to dage senere, og jeg følte mig i svært gode hænder. Han sagde ikke noget om, at han nu tog på ferie, og at svaret fra scanningen kunne tage 4 dage. Med min viden om ventelister fik jeg nogle ængstelige dage, mildt sagt, … også fordi vi var i årstiden for et mylder af helligdage (bliv aldrig syg på den årstid!). Med en følelse af ubehag, (andre kunne jo have endnu mere brug for hjælp) pressede jeg lidt på, uden held. Også min egen læge prøvede at ringe, men blev skældt dygtigt ud af sekretæren. Hun var ret chokeret! Men endelig blev jeg da ringet op af en læge, der sagde, at de ikke ville nødoperere i helligdagene, (hvilket jeg fandt helt i orden), men jeg fik en tid til operation d. 14. juni. Det var jeg glad for, da vished var det vigtigste for mig. Men selv om det var hurtigt, var dagene lange, når man ved, at noget æder af ens knogle!!

I dagene efter operationen var lægerne forvirrede, for det havde ikke set ud som forventet. Intet pus, og først dage efter fandt de et par streptokokker, som de, meget ærligt, indrømmede, at de godt selv kunne være kommet til at komme i. Flot indrømmet. Men selvfølgelig slap jeg ikke for penicillin i tre måneder. De første 14 dage som drop tre gange i døgnet på hospitalet, hvor jeg i øvrigt lå og havde det enormt skønt, på trods af smerterne fra drop og ben osv… De havde også fundet for mange blodplader i blodet, så jeg slap ikke for et check på Amtssygehuset for evt. kræftrisiko. Den blev dog tilbagevist.

Jeg spiser stadig maksimumdosis af Ipe Roxo og har tænkt mig at blive ved med det længe endnu.

Da jeg blev klar over, at jeg skulle have penicillin i tre måneder, ringede jeg fra hospitalet til helsekostbutikken og klagede min nød. De foreslog mig at drikke Brottrunk tre gange om dagen, og sendte mig flaskerne. Det har til dato, altså foreløbig i snart to måneder, holdt min mave fuldkommen i orden, ja, den er bedre end normalt. Det er jeg meget taknemmelig for, som jeg i det hele taget er det for mine gode rådgivere i helsebutikken, og for de dygtige læger, der opererede mig så godt, og for de dygtige og søde sygeplejerskers gode omsorg.

Betændelse i knoglen tager meget lang tid, men det ser ud til, at jeg har en chance for, at det vil ende godt. Men uanset udfaldet til den tid, vil jeg håbe, at mit indlæg her vil fremme samarbejdet mellem den etablerede og den alternative lægevidenskab.

Venlig hilsen
A. W., Risskov, 8. august 2000

Læs også
Ipe Roxo® – de videnskabelige data
Ipe Roxo® – stærk i forebyggelse
Carsten Vagn-Hansen: Ipe Roxo
Brottrunk-analyse
Kanne Brottrunk for en sund tarm
Brottrunk – et naturmiddel med spark i
Effektiv kur mod uren hud
Forbrugererfaring: Ipe Roxo® mod eksem