Godt at vide

Medicinrevolutionen i Kina – hvad har den kostet?

Vestlig medicin gør Kinas årtusindgamle medicinske praksis mere og mere overflødig, men en høj pris tvinger millioner til et liv i fattigdom.

Cheng Jianguo lægger et håndklæde over sin patients skuldre, gennemvæder det med sprit og sætter ild til det. Han har allerede trykket og masseret for at finde patientens problemområder, brugt sugekopper for at “trække fugt og kulde ud”, smurt skuldrene ind i urter og krydderier og pakket patienten ind i husholdningsfilm, så “de aktive stoffer kan trænge ind”. Det ser lidt skræmmende ud, da flammerne blusser op. Han forklarer, at ilden skal blødgøre vævet, før han masserer kraftigt, indsætter tre lange nåle og vifter med en cigar over nålene – en proces, der går under betegnelsen moxibustion. Da den 45 minutter lange behandling er forbi, erklærer den 57-årige patient, som tilhører vores selskab, at han føler sig “forbløffende afslappet”. Hans skulder føles mere mobil og gør mindre ondt, end den længe har gjort.

Vi er i Lizuzhengo Traditional Chinese Medicine Clinic, som ligger i baglokalet til en møbelforretning i Xian, en industriby i det centrale Kina. En broget skare af journalister og kamerafolk fra de lokale medier overværer dét, der menes at være den britiske presses første officielle besøg for at se det kinesiske sundhedsvæsen. Men ironisk nok er det sådan, at mens interessen for den traditionelle kinesiske medicin (TCM) vokser i Vesten, går det ned ad bakke i Kina. Andelen af kinesere, der officielt bruger kinesisk medicin, faldt fra 25 % i 1991 til 14 % i 2004, viser tal offentliggjort i Social Science and Medicine i juli 2009.

Det lokale Shaanxi University of Chinese Medicine, som har 10.000 studerende, har netop udvidet udbuddet af uddannelser til også at omfatte studieforløb på engelsk for at opveje en faldende tilslutning til dets traditionelle kerneydelser.

Gong Guijun, vicedirektør i udenrigskontoret i Xian, siger: “Jeg bruger TCM, når det er mindre alvorligt, og vestlig medicin til akutte problemer. TCM er mere holistisk, og det varer længere, inden det virker. Men problemet er, at folk generelt opsøger den vestlige medicin for sent. Det er bedre at sætte ind med TCM, når man kun føler sig en smule syg”.

Det omkvæd hører man ofte i Kina, hvor unge er blevet optaget af alt, der kommer fra Vesten, efterhånden som levestandarden stiger. Men vestlig medicin har også vestlige priser, og høje priser på behandling og medicin tvinger et stadigt stigende antal lavtlønnede arbejdere ud i fattigdom (2-3 % om året). Regeringen, der ser det som sin opgave at løfte folk ud af fattigdommen og anerkender truslen om økonomisk og social ubalance, har indført et sundhedsforsikringssystem for landets 1,3 mia. indbyggere og kæmper for at finde måder at klare efterspørgslen på.

Behovet er påtrængende. Kinas ellers blomstrende økonomi halter i takt med, at andre landes efterspørgsel efter kinesiske produkter er faldet i kølvandet på finanskrisen. Fremtidig vækst afhænger af, at man stimulerer kinesernes eget forbrug, og manglen på et effektivt sundhedssystem er en hindring for at føre den ambition ud i livet. Frygten for store udgifter til lægehjælp og medicin holder en stor del af befolkningen fra at bruge penge – de er nødt til at spare op, så de har noget at tage af, hvis de bliver ramt af sygdom. Hvis det ikke lykkes regeringen at mindske denne bekymring, vil alle tiltag til at øge forbruget mislykkes.

Der er også en anden udfordring – som uforvarende blev afsløret for os i et udstyrsstykke af en klinik 20 km uden for Shanghai: Alle kinesere har den grundholdning, at en hvilken som helst sygdom kan kureres med den rigtige medicin – og jo større doser, jo bedre.

Vores værter præsenterede Huachao Community Health Centre – en flot treetagers bygning med bonede gulve og personale i hvide kitler – som fremtidens klinik. En klinik, der kan behandle 1.000 ambulante patienter med både moderne vestlig og traditionel kinesisk medicin om dagen. Mange britiske klinikker ville være grønne af misundelse over dens ultramoderne udstyr. Midt i bygningen ligger afdelingen for intravenøs behandling, hvor patienterne får infusioner af medicin direkte ind i en blodåre. Op til 100 patienter kan behandles samtidig. Behandlingen koster 7 RMB (7 kr.), hvilket er meget rimeligt – indtil man regner prisen for selve medicinen med.

En 52-årig kvinde er i behandling for forkølelse med en halv liters blanding af antibiotika og glukose. En anden, som har store kvæstelser i ansigtet efter et fald som følge af en hjerneblødning, får en infusion af ginkgo biloba, den populære kinesiske urt, som ifølge en sygeplejerske bruges til at opløse blodpropper. Ved siden af hende bliver en ung mand med lukkede øjne og blå ansigtsmaske behandlet for forkølelse med intravenøs antibiotika.

I Vesten ville man aldrig tolerere denne form for behandling – forkølelse skyldes virus, og antibiotika, der virker mod bakterier, har ingen effekt. Desuden er intravenøs behandling reserveret til de mest alvorligt syge patienter.

Donald Li, praktiserende læge i Hong Kong og rådgiver for styret i Shanghai, siger, at kinesiske patienter er skeptiske over for lægernes råd, men har stor tillid til medicinske præparater.

“Man er overbevist om, at medicin virker, men man får ikke noget ud af at få at vide, hvad man skal gøre. Man vil hellere have indsprøjtninger og intravenøs behandling. Vi lever i en kultur, der går efter intravenøs behandling”, siger han.

Men økonomien spiller også en rolle. Hospitalernes priser sættes lavt af de lokale myndigheder – ofte så lavt, at de ikke dækker udgifterne til behandlingen. Hospitalerne er så nødt til at lukke hullet via prisen på medicin og diagnostiske tests, som der ikke er kontrol på. Prisen er høj – og de opfordrer patienterne til at komme tilbage til flere behandlinger. Situationen forværres af, at lægerne får en meget ringe løn for deres arbejde. De er afhængige af de bonusser, de får af hospitalets indtægt på medicin og tests. Alle incitamenter i systemet går derfor i samme retning – den forkerte.

“Vi taler om overdiagnosticering, overbehandling og dårlig lægepraksis”, siger professor Li. “Det skyldes lægernes lave lønninger. Hvis de blev betalt ordentligt, ville de ikke behøve at gøre sådan”. Men at ændre systemets fokus fra profit til velfærd vil tage årtier, tilføjer han.

Før 1978 blev alle sundhedstiltag i Kina planlagt centralt. Efter de økonomiske reformer skiftede landet til en ekstremt markedsorienteret model. Men efterhånden som priserne steg, voksede også utilfredsheden. Mellem 1993 og 2003 steg priserne til det seksdobbelte for ambulante patienter og til det firedobbelte for hospitalsindlagte patienter. Sidstnævnte tjekker stadig deres regning dagligt, og hvis deres penge er ved at slippe op, udskriver de sig selv for tidligt.

De regionale myndigheder ejer tobaksfirmaer – og retfærdiggør det med, at man her får størst indtjening. Og det er nødvendigt at fokusere på, fordi man ikke har budget til at gennemføre de ting, får pålagt at gennemføre.

I 2003 begyndte det at gå op for den centrale regering, at sundhedsvæsnet med den hastigt voksende inflation og en stigende ineffektivitet var ved at blive for dyrt, og man forsøgte at gøre noget ved problemet ved at øge de statslige tilskud og udvide sygeforsikringssystemet. Men det har ikke kunnet bremse inflationen i sundhedsvæsnet, og mens de samlede omkostninger stadig er lave, ca. 6 % af bruttonationalproduktet (til sammenligning 9 % i Storbritannien og 16 % i USA), så er stigningstakten så høj, at forsikringsordningen er ved at være for dyr.

Regeringens intention er at finansiere sundhedsvæsnet og samtidig fortsætte med at bruge markedsmekanismerne – men man har stadig ikke fundet balancepunktet. Og tiden arbejder ikke for kineserne. Inden for et årti vil landet blive ramt af en ny udfordring – ældrepleje. Antallet af ældre skønnes at være fordoblet i år 2025 (fra 2000), mens støtten fra familien er skrumpet ind på grund af landets ét barns-politik, som blev introduceret i 1979.

Alle kinesere er overbeviste om, at “der ikke er noget bedre end at leve længe”. Men med mindre man gennemfører en større reform af sundhedsvæsnet, kan det vise sig at blive en meget svær overbevisning at leve op til.

Den kinesiske medicins historie

Den traditionelle kinesiske medicin er 2.500 år gammel. Den er baseret på filosofien om yin-yang, de fem elementer og en holistisk opfattelse af menneskekroppen. Behandlingen bestemmes i hvert enkelt tilfælde ud fra en diagnose af symptomerne, og der er ofte tale om at afbalancere de positive og negative elementer i kroppen.

Typiske behandlingsformer er akupunktur, urtemedicin, kostbehandling og massage. De første to former anvendes bredt i den vestlige verden og har vist sig at være effektive under visse omstændigheder.

Nogle af de traditionelle kinesiske urter er blevet berømtheder i sig selv, fx svampen Cordyceps sinensis, hvis pris er steget med 500 % i de seneste år. Den anvendes til behandling af en lang række forskellige lidelser fra seksuelle problemer til nyresygdom og kræft.

For hundrede år siden udøvede 800.000 traditionel kinesisk medicin i Kina, men det antal er faldet støt. I 1999 indførte regeringen et certificeringsprogram, og derefter er antallet faldet til 200.000.

Salget af traditionel kinesisk medicin i Storbritannien og Europa vil fra april 2011 falde, når der indføres restriktioner. Al urtemedicin skal herefter have et certifikat, der bekræfter, at præparatet opfylder standarderne for kvalitetskontrol og mærkning. Indtil nu er ingen kinesiske produkter blevet godkendt i EU.

Læs også
Akupunktur hos lægen og naturlægen
Yin, yang og plus/minus-balancen
Akupunktur og TCM
Ingefær – Østens lækre multimedicin
Ginseng og andre kinesiske urter mod influenza
Medicinske prøver – kan man stole på dem?
Medicinsnyd for millioner

Kilde
The Independent, fredag d. 3. december 2010.