Godt at vide

Fosfatudvinding: Fra Stillehavsidyl til månelandskab

Takket være fosfatnedbrydningen blev en fattig ø-befolkning stenrig, overvægtig og sukkersyg. Og så vendte fattigdommen tilbage…

Republikken Nauru i Stillehavet er den mindste østat i verden. I lang tid havde indbyggerne verdens højeste indkomst pr. indbygger. I dag står Nauro på fallittens rand. Den tidligere rigdom skyldes øens meget fine fosfat, som hovedsagelig var opstået på grund af søfuglenes guano op gennem tiden, og som verden over gik under navnet nauruit.

Langt over 40 mio. tons af denne kvalitetsgødning blev eksporteret til hele verden, efter at man i år 1900 ved et tilfælde opdagede den skat, nauruanerne sad på. Dengang hørte den ludfattige ø til Marshall-øerne, som var under tysk protektorat, og som skulle sikre dominansen i Stillehavet. I Første Verdenskrig besatte australierne Nauru og sikrede sig – med god hjælp fra Storbritannien og New Zealand – rettighederne til fosfatet, mens indbyggerne blev spist af med latterlige summer som betaling.

Under Anden Verdenskrig byggede japanerne en flyveplads på Nauru og deporterede i krigens forvirring mange indbyggere, og der herskede hungersnød. Efter krigen tilfaldt øen igen Australien. Først i 1968 blev Nauru officielt en uafhængig stat. Den unge republik slog sig i 1970 sammen med det britiske fosfatselskab og solgte værdifulde råstoffer i eget regi. Årligt blev ca. 2 mio. tons fosfat udgravet og eksporteret. Øen forvandlede sig til en smal, beboet kyststribe i et uhyggeligt månelandskab uden nogen form for vegetation. Men folket nød et liv i sus og dus. Ingen behøvede at arbejde eller betale skat, lægebehandling var gratis, og man festede med pomp og pragt. “Hver indbygger på Nauru havde tre biler til at køre på øens 30 kilometer vej – og dertil en motorbåd”, står der på Wikipedia.

Men de fatale følger viste sig snart. Mange af øboerne blev overvægtige, og i mange aldersgrupper led hver tredje af diabetes. Øfolket opnåede verdensberømmelse i den medicinske verden i 1997, da man indgik en langtidsaftale med det internationale diabetes-institut IDI. Man stillede sig i de næste 20 år til rådighed for IDI til genetisk forskning. Ifølge kontrakten skal republikken have del i de undersøgelsesresultater, som er noget værd økonomisk.

Siden årtusindskiftet har der hersket ren elendighed på Nauru. Fosfatlagrene er udpinte, og statsgælden har længe været en skjult fallit. Heftige fejder og hyppige regeringsskift præger det politiske billede. Forsøg på at skaffe penge ved at gøre øen til et skattely strandede på international modstand, fordi terrorrelateret hvidvaskning af penge erobrede scenen. Hovedindtægtskilde er nu asylcenteret Nauru Detention Center. I 2001 blev det oprettet primært for at modtage afghanske flygtninge, der havde opnået internationale overskrifter som bådflygtninge, da et norsk skib reddede dem fra den synkende færge, hvor de opholdt sig, fordi Australien i ugevis havde nægtet dem indrejsetilladelse. Til slut sendte Australien dem til Nauru mod betaling, og her blev de interneret. I mellemtiden har de fleste flygtninge igen forladt Nauru, men lejren eksisterer endnu og tjener i dag delvis som fængsel for smuglere.

Australien understøtter den dødsdømte republik økonomisk. I 1993 gav landet sit tidligere protektorat 107 mio. dollars i erstatning for udbyttelsen af fosfatlagrene inden selvstændigheden – efter en klage fra den internationale domstol. Ifølge vurderinger fra det australske udenrigsministerium er Naurus fremtid dyster. Øfolket kan ikke brødføde sig selv.

Nauru er ikke noget enkeltstående tilfælde. Således blev også Banaba degraderet til månelandskab på grund af fosfatudvindingen. Folket måtte udvandre og sidder nu og begræder deres skæbne i eksil. Også på den sydamerikanske kyst blev mange guano-øer overudnyttet. Indimellem gøres der forsøg på at lokke havfugle til kunstigt anlagte øer og sælge deres værdifulde gødning. Økologer spørger sig selv, hvor fornuften ligger i denne nye fosfatkilde: “Hvor meget værdifuldt fiskeprotein skal disse havfugle spise, inden de biologiske gartnere i de rige lande har fået nok fuglemøg til at avle deres geranier?”

Læs også
Hvad er fosfor?
Fosfat: Uden fosfat går det ikke
Genmanipulerede fødevarer fra Monsanto
PCB: Døden i floden
GMO-korn kan skade dine nyrer og din lever
Antarktisk Krillolie: Bæredygtighed i højsædet