Godt at vide

Kliniske forsøg – den ultimative standard eller kejserens nye klæder?

Randomiserede, kliniske forsøg er det bedste af det bedste. Glem resulta­terne fra observationsstudier – hvis resultatet stammer fra et randomiseret, klinisk forsøg, så er det endegyldigt, ikke? NEJ!

Værdien af denne type forsøg inden for fødevareindustrien er ikke til diskussion, men ofte tages næringsstoffer ud af en sammenhæng, og man følger den samme metodologi, som anvendes til test af lægemidler. Men lad os nu ikke glemme, at når man følger lægemiddelmodellen, så betyder det, at man tilføjer kosten et eller to næringsstoffer i enkeltdoser over en given tidsperiode. Kan et tidsbegrænset, ran­domiseret forsøg virkelig afspejle et helt livs indtagelse af et næringsstof, når det drejer sig om kroniske sygdomme?

  • Randomiserede, kliniske forsøg fungerer på den måde, at en gruppe frivillige tilfældigt inddeles i grupper, hvoraf den ene får et aktivt stof – det være sig et lægemiddel eller et næringsstof – eller et ikke-aktivt stof til sammenligning – det være sig en ikke-aktiv form af det aktive stof eller et place­bo.
  • Observationsstudier gør lige præcis det, navnet antyder: Observerer en befolkningsgruppe og finder sammenhænge mellem kostindtag af fødevarer og næringsstoffer og forekomst af forskellige sygdomme.

Man bør se på videnskaben som en helhed og ikke kun fokusere på resultaterne af ét stort, klinisk forsøg – uanset hvor mange penge forsøget har kostet, og hvilke store universiteter der har været involveret.

For fødevarer, som ikke indgår i den almindelige ”fødekæde”, er randomiserede, kliniske forsøg det absolut bedste, fordi sådanne stoffer kan testes igen og igen med gode resultater. Plantesteroler, probiotiske stoffer eller botaniske tilskud er eksempler, der falder ind under denne kategori. Fx har kliniske forsøg med plantesteroler igen og igen vist, at et dagligt indtag på 1,5-3 g plantesteroler eller -stanoler kan reducere det samlede kolesteroltal med 8-17 %, hvilket giver en statistisk signifikant reduktion i risikoen for at udvikle kredsløbssygdomme. Forsøg, der har undersøgt, hvordan disse resultater kan overføres til den almindelige befolkning, har understøttet de kliniske forsøg ved at vise en stabilisering af kolesteroltallet i visse befolknings­grup­per.

Så vi ved godt, at kliniske forsøg er gode. Men når vi begynder at bruge dem til også at undersøge vitaminer, mineraler, antioxidanter og andre næringsstoffer, så knækker filmen lidt. Nogen vil måske sige, at det er en overreaktion, der fremsættes her, men lad os lige se på den rap­port, der blev offentliggjort i tidsskriftet New Scientist, som reducerede antioxidant-tilskuddenes virkning til en myte.

På trods af, at en meget stor mængde observations- og epidemiologiske forsøg har påvist en forbindelse mellem kostmæssig indtagelse af antioxidanter fra frugt og grønt og en reduceret risiko for en lang række forskellige lidelser, herunder kræft, kredsløbssygdomme og diabetes, så viser det sig, at når disse antioxidanter bliver ekstraheret og omdannet til kosttilskud, så giver resultaterne af randomi­serede, kliniske forsøg ikke den samme virkning, og stofferne har endog vist sig at kunne være ska­delige. Så forfatteren af artiklen, dr. Lisa Melton fra den velgørende institution Novartis Foundation i Lon­don, konkluderede, at antioxidanttilskud simpelthen ikke virker.

Er det virkelig det endelige svar, eller skyldes det dårlig forsøgsstruktur? Ville et to år langt forsøg med E-vitamin fx give en reduktion i risikoen for kronisk sygdom?

For yderligere at illustrere dette behøver vi kun at gå tilbage til Women’s Health Initiative (WHI), som fulgte 18.176 kvinder, der havde overstået overgangsalderen, og som havde taget tilskud af kalk (1.000 mg) og D-vitamin (400 I.E.). En lignende gruppe (N = 18.106) fik placebo. Forsøgsdeltagerne blev fulgt i ca. syv år, og forskerne rapporterede, at tilskuddene “ikke havde nogen virkning” på risikoen for kræft i tyk- og endetarmen. Ingen af kvinderne havde kræftsygdommen ved forsøgets start, og kræft i tyk- og endetarmen har en lang latensperiode på 10-20 år. Så det indlysende spørgsmål er: Kunne man virkelig forvente at se et resultat?

Man skal også huske på, at næringsstoffer ofte arbejder synergistisk med hinanden og har en ind­virkning på mange forskellige kropsvæv – i modsætning til lægemidler. Desuden undersøger mange randomiserede, kliniske forsøg virkningen af næringsstoffer blandt sy­ge mennesker. Og så kan man vel med en vis ret hævde, at et langt liv med dårlig ernæring allerede har skadet kroppen. Når man opnår negative eller i bedste fald ingen resultater, er det så så overra­skende? Næringsstoffernes styrke ligger i forebyggelsen – ikke i helbredelsen.

Så hvad skal vi gøre? Jeg har ikke svarene. De skal komme fra kvinder og mænd med betydeligt større hjerner end mig. Realistisk set er der ingen brugbare alternativer på banen lige nu. Randomisering er den bedste me­tode til at begrænse den unøjagtighed, som kravler ind i ethvert forsøg, og kontrol, specielt ved brug af placebo, er den bedste metode til sammenligninger. Men når randomiserede forsøg klart ikke er den bedste mulighed, skal vi formentlig se mere dybt­gående på observationsstudier og mekanistiske studier og give dem større værdi.

Læs også
Kliniske resultater kan fordrejes
Medicinforsøg på dyr og mennesker
Medicinske forskere nægtet adgang til forsøgsdata
Claus Hancke: Hvad skal der til for at tro på videnskabelige resultater?
Naturmidler, lægemidler og interaktioner

Kilde
Stephen Daniells er fødevarepolitisk journalist ved NutraIngredients.com og FoodNavigator.com. Han har en Ph.D. i kemi fra Queen’s University Belfast og har arbejdet med forskning i Holland og Frankrig.