Artikler: 7000  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

  Artikler & Produktviden
  Produktfakta
  
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

Krom

Beskrivelse
Krom anses for at være et essentielt spormineral i menneskets kost. Resultaterne af videnskabelige forsøg tyder på, at det spiller en vigtig rolle for et normalt kulhydratstofskifte. I 1950’erne fandt man ud af, at krom var nødvendigt for opretholdelsen af en normal glucosetolerance hos rotter: Rot­ter med krommangel havde en dårlig glucosetolerance. Derefter fandt man frem til, at patienter, der gennem længere tid kun fik tilført ernæring uden kromindhold via drop, udviklede glucoseintole­rans, tabte i vægt og fik problemer med perifer neuropati. Disse symptomer forsvandt igen, når pa­tienterne fik intravenøs tilførsel af kromklorid.

Krom er et metal med atomnr. 24 og en atommasse på 52 daltons. Dets atomtegn er Cr. I naturen findes det primært i form af krom-jernmalm. Krom findes i adskillige valenser, hvoraf trivalente og hexavalente former er de mest almindeligt forekommende. Det meste af den krom, der findes i vo­res mad, er trivalent. Hexavalente kromstoffer anses for at være giftige og muligvis kræftfremkal­dende.

Krom findes i mange fødevarer og typisk i små mængder. Gode kostkilder til krom er bl.a. fuldkorn, morgenmadsprodukter, krydderier (sort peber og timian), champignon, brunt sukker, kaffe, te, øl, vin og kødprodukter. Ølgær er også en god kilde til krom, hvorimod frugt og grønsager generelt er dårligt kilder. Det samme gælder de fleste former for forarbejdede fødevarer.

Virkninger og farmakologi

Virkninger
Krom har muligvis en glucose-regulerende virkning samt en indvirkning mod for lavt kolesterolind­hold. Desuden kan stoffet formentlig modvirke åreforkalkning.

Virkemåde
Man ved ikke helt, hvordan kromets mulige glucose-regulerende aktivitet fungerer, men der findes flere teorier. Man mener, at kroms mulige indvirkning på kontrollen med blodsukkerkoncentratio­nen sker ved potensering af insulin. En anden potentiel mekanisme omfatter øget insulinbinding, et øget antal insulinreceptorer og øget fosforylation i insulinreceptorerne.

Krom stimulerer protein-kinase-aktiviteten i rotters adipocytter, når der er insulin til stede. Desuden hæmmer krom fosfotyrosin fosfatase - det, der hos rotter svarer til den tyrosin fosfatase, som deakti­verer insulinreceptorerne. Krom aktiverer insulinreceptorkinasen og hæmmer insulinreceptorernes tyrosinfosfatase, hvilket muligvis kan føre til øget fosforylation af insulinreceptorerne. Dette har forbindelse til en øget insulinfølsomhed.

Der har også været fremført teorier om, at krom kan nedsætte leverens udskillelse af insulin og der­med forbedre glucosetolerancen. Tidligere har man fundet ud af, at glucosetolerancen kunne genop­rettes hos rotter med krommangel ved at give dem et ekstrakt af ølgær. Ølgær er meget rigt på krom, og man mente, at det måske indeholdt en faktor, som forstærkede insulinets virkning. Denne faktor blev kaldt glucosetolerance-faktoren eller GTF. Teorien gik på, at GTF indeholdt krom bun­det til nikotinsyre og aminosyrerne glycin, cystein og glutaminsyre. Men indtil videre er det ikke lykkedes at isolere en organisk glucosetolerance-faktor fra ølgær.

Fornylig har man fra dyrevæv isoleret et krombindende oligopeptid-stof med lav molekylevægt. Dette oligopeptid er sammensat af aminosyrerne glycin, cystein, glutaminsyre og aspartinsyre, hvoraf de to karbonsyrer (glutamin- og aspartinsyre) udgør mere end halvdelen af aminosyreres­ter­ne.

Man mener, at krombindende oligopeptid-stoffer med lav molekylevægt indgår i et insulinsig­nal-forstærkende system. Deres mulige deltagelse i reguleringen af glucoseniveauet i kroppen kan være følgende: Krom-ioner overføres fra transferrin til de krombindende oligopeptider, som normalt fin­des i insulinafhængige celler i deres inaktive form. Bindingen til krom-ionerne omdanner den inak­tive form til en aktiv form. Krom-holdige oligopeptider binder sig derefter til insulin-aktiverede in­sulinreceptorer og stimulerer dem til tyrosinkinase-aktivitet og potentielt også til insulin-aktivitet. Krombindende oligopeptid-stoffer med lav molekylevægt kaldes også kromodulin på grund af deres mulige aktivitet, som ligner calmodulin.

Mekanismen bag kroms potentielle hypokolesterolæmiske aktivitet er ukendt. Den mulige årefor­kalkningshæmmende virkning ved krom kan forklares ved dets evt. glucose-regulerende aktivitet.

Farmakokinese
Vi optager kun meget lidt krom i form af uorganiske stoffer som f.eks. kromklorid (mindre end 2%). Optagelsen af krom fra organiske stoffer er noget højere, f.eks. optages ca. 2,8% af en indtaget dosis krompicolinat. Efter optagelsen bindes kromet til transferrin og albumin. Transporten af krom rundt i kroppen sker primært ved hjælp af transferrin.

Krom fordeles til kroppens forskellige væv, men synes at være mest fremtrædende i knogler, milt, lever og nyrer. Farmakokinetiske forsøg tyder på, at krom fordeles i fire forskellige ”rum”, som har hhv. hurtig, mellemhurtig, langsom og meget langsom omsætning. Knogler, milt, lever og nyrer sy­nes at indeholde alle fire ”rum”. Halveringstiden i det ”hurtige rum” er mindre end én dag, for det ”mellemhurtige rum” ligger den på ca. en uge, og for det ”langsomme rum” er den 7-12 uger. Hal­veringstiden for rummet med meget langsom omsætning ligger på ca. ét år og har formentlig forbin­delse til langtidsaflejring i vævet.

Det meste af en indtaget dosis krom udskilles gennem afføringen. Krom, der er optaget i kroppen, udskilles primært i urinen. Der sker kun en meget lille udskillelse gennem galdegangene.

Der er endnu store uudforskede farmakokinetiske områder for krom og dets forskellige trivalenter former i menneskekroppen. Der er behov for flere videnskabelige undersøgelser.

Indikationer og anvendelse
Nogle forskningsresultater tyder på, at krom kan forbedre glucosetolerancen og kan være et godt middel ved diabetes. Foreløbige undersøgelser har indikeret, at stoffet kan have en gavnlig indvirk­ning på kroppens lipider.

Påstande om, at det fremmer sportspræstationer, opbygger muskelmasse og fremmer vægttab, un­derstøttes kun i meget ringe omfang (hvis overhovedet) fra videnskabelig side. USA's handelskom­mission har rent faktisk erklæret disse påstande for uunderbyggede og vild­ledende. Beviserne er blandede og fortsat ikke afgørende, når det gælder påstande om, at krompicolinat kan være muta­gent (dvs. kan fremkalde ændringer i vores arvemasse). Påstanden om, at krom er giftigt for nyrer­ne, er bygget på isolerede patientforsøg og kræver flere videnskabelige forskningsforsøg.

Resumé af forskning
American Diabetes Association hævdede i 1996, at ”kromtilskud ikke har nogen kendt gavnlig virk­ning på patienter, som ikke lider af krommangel”. Nogle patienter, som gennem længere tid kun har fået næring i form af drop, har udviklet krommangel og symptomer på diabetes, som forsvandt igen efter indgivelse af kromtilskud. Generelt er kroppens kromniveau ca. 40% lavere hos diabetikere end raske personer.

Fornylig har et dobbelt-blind placebo-kontrolleret forsøg med 180 deltagere med type II diabetes vist, at tilskud af krom i betydelig grad forbedrer det fastende blodsukkerniveau, blodsukkerniveau­et efter et måltid, samt insulin-, hæmoglobin A1c- og kolesterol-niveauet. Deltagerne i dette forsøg, som foregik i Kina, fik enten placebo, 200 mikrogram krompicolinat eller 1.00 mikrogram krompi­colinat pr. dag. Alle deltagere havde lidt af diabetes i 5-8 år. De bedste resultater kunne iagttages for den højeste kromdosis.

Dette forsøg - hvor opmuntrende resultaterne end var - var fejlbehæftet i og med, at kromniveauet hos forsøgsdeltagerne ikke blev målt ved forsøgets start eller efter indtagelse af kromtilskuddet. Det er ikke muligt at overføre disse resultater til vestlige befolkningsgrupper.

Desuden har de mest vel­strukturerede af de tidligere forsøg ikke kunnet opvise konsistente resulta­ter. To af de bedste forsøg gav stort set kun negative resutlater. Variationerne kan skyldes forskelle i kromstatus ved forsøgets start og i type og dosis på den krom, der anvendes. Man har f.eks. ikke kunnet iagttage nogen positiv effekt hos diabetikere, som indtog 200 mikrogram kromklorid, men en vis positiv virkning blev iagttaget ved 400 mikrogram kromklorid eller mere pr. dag.

Med hensyn til forsøget i Kina har der været fremsat teorier om, at de mere iøjnefaldende virknin­ger, man opnåede i dette forsøg, kan skyldes, at der i forvejen er større mangel på krom i denne egn af verden. Der er behov for flere forskningsforsøg på området.

I et mindre forsøg var krompicolinat-tilskud (200 mikrogram pr. dag) i stand til i betydelig grad at reducere det samlede kolesteroltal, LDL-kolesteroltallet og indholdet af apolipoprotein B hos en forsøgsgruppe sammenlignet med kontrolgruppen. Der var ingen signifikant indvirkning på HDL-kolesteroltallet.

I et efterfølgende forsøg kunne man iagttage, at 600 mikrogram krom pr. dag var i stand til at øge blodets indhold af HDL-kolesterol hos patienter, der indtog beta-blokkere. Men også på dette om­råde har forskellige undersøgelser givet forskellige resultater, således at det ikke er muligt at drage nogen endegyldig konklusion med hensyn til kroms indvirkning på kroppens fedtstoffer.

Et forsøg har vist, at seks ugers tilskud af krom resulterede i en signifikant forøgelse af kroppens muskelmasse og en reduktion i mængden af kropsfedt hos sportsfolk. Men adskillige og mere vel­strukturerede forsøg har dog ikke kunnet bekræfte dette resultat. I det oprindelige forsøg anvendte man hudfoldsmålinger (antropometri) til at vurdere ændringerne i kroppens sammensætning. De efterfølgende undersøgelser anvendte mere nøjagtige målinger, f.eks. dobbelt røntgen-absorp­tiome­tri (DXA) og vejning under vand (hydrodensitometri). Selv en undersøgelse, der anvendte den sam­me antropometri-måling som det oprindelige forsøg, gav et negativt resultat.

Påstande om, at krom kan være nyttigt til behandling af fedme, er ligeledes blevet afkræftet af stort set udelukkende negative resultater af diverse forskningsforsøg. I nogle af disse forsøg har deltager­ne tværtimod taget på i vægt. Påstandene vedr. fedme fik næring af en undersøgelse, hvor 200 mi­krogram krom pr. dag angiveligt førte til vægttab selv uden ændringer i kostmængde og motion. Men faktisk var vægttabet i denne mindre undersøgelse meget beskedent, og antallet af forsøgsper­soner, der trak sig fra forsøget, var tilsvarende højt.

Det samme forskerteam gennemførte et andet forsøg, hvor man opnåede et større vægttab, men i dette sidstnævnte forsøg gav man kromtilskud samtidig med en kaloriereduceret kost, en øget mængde kostfibre og andre former for ernæringsmæssige ændringer, hvorved man gjorde det umuligt at vurdere, hvilken rolle krom spillede i det endelige resultat - om nogen.

Der findes to rapporter fra reagensglasforsøg, der viser, at krompicolinat i store mængder er i stand til at øge antallet af kromosomer. Dette gælder ikke kromklorid eller kromnikotinat. Derfor har nog­le forskere konkluderet, at det er picolinatet og ikke kromet i sig selv, som har en mutagen virkning på kroppen og derfor bør undgås. Nogle forskere har antydet, at lang tids indtagelse af krompicoli­nat - specielt i doser, der ligger højere end 200 mikrogram pr. dag - kan være skadeligt for helbre­det. Der er behov for mere forskning for at skabe klarhed om dette emne.

Yderligere advarsler har lydt på baggrund af spredte patienthistorier. I en af disse historier fik en 33-årig kvinde nyresvigt efter at have taget 1.200-2.400 mikrogram krompicolinat dagligt i 4-5 måneder i et forsøg på at tabe sig. I et andet tilfælde fik en 49-årig kvinde, som tog 600 mikrogram krompicolinat dagligt i seks uger også diagnosen kronisk nyresvigt.

Man har ikke på afgørende vis kunnet påvise, at krompicolinat var årsagen til disse tilfælde af ny­resvigt, men nogle forskere har fremsat en teori om, at den højere optagelighed ved kromets pico­linatform kan øge forekomsten af mulige bivirkninger, når det indtages i høje doser over længere tid. Én enkelt forsker mener, at tilskud på 600 mikrogram krompicolinat dagligt i fem år kan resul­tere i en ophobning af krompicolinat i vævet, som muligvis er stor nok til at forårsage kromosom­skader, der ligner dem, man har påvist ved reagensglasforsøg.

Selvom disse forholdsregler bør undersøges nærmere, bør man også notere sig en anden forskers iagttagelse. Ved sin gennemgang af sikkerhedsdata for krompicolinat konkluderede han: ”Tværti­mod er der bedre beviser for, at krom er uskadeligt frem for skadeligt i høje doser”. I modsætning til de reagensglasforsøg, der har givet ændringer i kromosomantallet, er der stor forskel på resultaterne af kliniske forsøg.

I et af disse forsøg fik en gruppe rotter enten kromklorid eller krompicolinat i store doser i 20 uger. Disse doser lå adskillige tusinde gange højere end det niveau, man normalt anser for sikkert og gun­stigt for mennesker. Man tog derefter livet af rotterne og undersøgte dem for skadelig påvirkning. Uanset om dyrene havde fået 0, 5, 25, 50 eller 100 mg krom pr. kg legemsvægt, var der ingen sig­nifikante forskellige i kropsvægt, organvægt eller blodvariabler. Histologiske evalueringer af lever og nyrer hos kontrolgrupperotterne og de rotter, der havde fået de højeste kromdoser (klorid eller picolinat) viste heller ingen signifikante forskelle. Også på dette område er der behov for yderligere forsøg.

Kontraindikationer, advarsler og negative bivirkninger

Kontraindikationer
Krom er kontraindikeret hos personer, der er overfølsomme over for en hvilken som helst form for kosttilskud, der indeholder krom.

Advarsler
Gravide og ammende bør undgå doser, der ligger højere end den anbefalede, uskadelige dagsdosis (50-200 mikrogram pr. dag). Har man eller har man tidligere haft problemer med for lavt blodsuk­ker, bør man være varsom med brugen af kromtilskud.

Har man eller har man tidligere haft problemer med for højt blodsukker eller type II diabetes, bør man kun under lægelig overvågning tage kromtilskud for mulig regulering af en unormal glucose­tolerance.

Negative bivirkninger
De fleste kan tåle kromtilskud, men der findes nogle enkelte rapporter om negative bivirkninger, specielt ved brugen af krompicolinat. En af disse er en 24-årig bodybuilder, som udviklede rhabdo­myolyse efter at have indtaget 1.200 mikrogram krom i form af krompicolinat. Akut generaliseret eksantematøs pustulose er også blevet sat i forbindelse med brugen af krompicolinat.

Et tilfælde af interstitiel nefrose blev iagttaget fem måneder efter, at en forsøgsperson fik en seks-ugers behandling med krom i form af krompicolinat (600 mikrogram pr. dag). En anden forsøgs­rapport har beskrevet anæmi, thrombocytopeni, hæmolyse, dårlig leverfunktion, nyresvigt og vægt­tab efter indtagelse af 1.200-2.400 mikrogram krompicolinat dagligt i 4-5 måneder.

Interaktioner

Lægemidler
Beta-blokkere: En forskningsrapport viser, at personer, der tager beta-blokkere samtidig med 600 mikrogram krom dagligt i form af kromrigt gær, havde et moderat forhøjet HDL-kolesterolniveau efter to måneders kromindtagelse.

Kosttilskud
Ascorbat: Samtidig indtagelse af ascorbat og krom kan øge optagelsen af krom.

Fødevarer
Samtidig indtagelse af krom og fødevarer, der har et højt indhold af fytinsyre (usyrnet brød, rå bønner, kerner, nødder og korn samt sojaisolater), kan formindske optagelsen af krom.

Dosering og indgivelse
Der findes nogle få former for kromtilskud på markedet. De omfatter krompicolinat, krompolyniko­tinat, kromklorid og kromholdigt gær. Disse former findes både som enkeltstående kosttilskud og i kombinationsprodukter. Den typiske dosis krom ligger på mellem 50 og 200 mikrogram dagligt, udtrykt som elementær krom.

Det daglige indtag af krom gennem kosten er ca. 25 mikrogram dagligt. Food and Nutrition Board under US National Academy of Sciences har anbefalet følgende daglige doser som værende uska­delige og tilstrækkelige til indtagelse:

Alder (år)

Dosis (mikrogram)

0-0,5

10-40

0,5-1

20-60

1-3

20-80

4-6

30-120

7-voksne

50-200

Indgivelse
Kapsler: 100 mikrogram, 500 mikrogram
Tabletter: 100 mikrogram, 200 mikrogram, 400 mikrogram, 500 mikrogram og 1 mg

Referencer:
Anderson  RA. Chromium, glucose intolerance and diabetes. J Amer Coll Nutr. 1998; 17:548-555.
Anderson RA. Effects of chromium on body composition and weight loss. Nutr Rev. 1998; 56:266-270.
Anderson RA, Bryden NA, Polansky MM. Lack of toxicity of chromium chloride and chromium picolinate in rats. J Amer Coll Nutr. 1997; 16:273-279.
Anderson RA, Cheng N, Bryden NA, et al. Elevated intakes of supplemental chromium improve glucose and insulin variables in individuals with type II diabetes. Diabetes. 1997; 46:1786-1791.
Cerulli J, Grabe DW, Gauthier I, et al. Chromium picolinate toxicity. Ann Pharmacother. 1998; 32:428-431.
Donaldson RM Jr, Barreras RF. Intestinal absorption of trace quantities of chromium. J Lab Clin Med. 1966; 68:484-493.
Guan X, Matte JJ, Ku PK, et al. High chromium yeast supplementation improves glucose tolerance in pigs by decreasing hepatic extraction of insulin. J Nutr. 2000; 130:1274-1279.
International Symposium on the Health Effects of Dietary Chromium. J Trace Elem Exp Med. 1999; 12:53-169.
Jeejeebhoy KN. The role of chromium in nutrition and therapeutics and as a potential toxin. Nutr Rev. 1999; 57:329-335.
Kaats GR, Blum K, Fisher JA, Adelman JA.  Effects of chromium picolinate supplementation on body composition: a randomized, double-masked, placebo-controlled study. Curr Therap Res. 1996; 57:747-756.
Lukaski HC. Chromium as a supplement. Annu Rev Nutr. 1999; 19:279-302.
Martin WR, Fuller RE. Suspected chromium picolinate-induced rhabdomyolysis. Pharmacotherapy. 1998; 18:860-862.
Merz W. Chromium in human nutrition: a review. J Nutr. 1993; 123:626-633.
Nielsen FH.  Controversial chromium. Nutr Today. 1996; 31:226-233.
Press  RI, Geller J, Evans GW. The effect of chromium picolinate on serum cholesterol and apolipoprotein fractions in human subjects. West J Med. 1990; 152:41-45.
Porter DJ, Raymond LW, Anastasio GD. Chromium: Friend or foe? Arch Fam Med. 1999; 8:386-390.
Roeback JR Jr, Hla KM, Chambless LE, Fletcher RH. Effects of chromium supplementation on serum high-density lipoprotein cholesterol levels in men taking beta-blockers. Ann Int Med. 1991; 115:917-924.
Speetjens JK, Collins RA, Vincent JB, Woski SA. The nutritional supplement chromium (III) tris (picolinate) cleaves DNA. Chem Res Toxicol. 1999; 12:483-487.
Stearns DM, Belbruno JJ, Wetterhahn KE. A prediction of chromium (III) accumulation in humans from chromium dietary supplements. FASEB J. 1995; 9:1650-1657.
Stearns DM, Wise JP Sr, Patierno SR, Wetterhahn KE. Chromium (III) picolinate produces chromosome damage in Chinese hamster ovary cells. FASEB J. 1995; 9:1643-1649.
Stoecker BJ. Chromium. In: Shils ME, Olson JA, Shike M, Ross AC, eds. Modern Nutrition in Health and Disease. 9th ed. Baltimore, MD: Williams and Wilkins; 1999:277-282.
Verhage AH, Cheong WK, Jeejeebhoy.  Neurologic symptoms due to possible chromium deficiency in long-term parenteral nutrition that closely mimic metronidazole-induced syndromes. J Parenter Enter Nutr. 1996; 20:123-127.
Vincent J. The biochemistry of chromium. J Nutr. 2000; 130:715-718.
Vincent JB. Quest for the molecular mechanism of chromium action and its relationship to diabetes. Nutr Rev. 2000; 58:67-72.
Wasser WG, Feldman NS, D'Agati VD. Chronic renal failure after ingestion of over-the-counter chromium picolinate [letter]. Ann Intern Med. 1997; 126:410.
Young PC, Turiansky GW, Bonner MW, Benson PM. Acute generalized exanthematous pustulosis induced by chromium picolinate. J Am Acad Dermatol. 1999; 41(5 pt 2):820-823.

Health News 2007

 

 

 

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012