Hvis du gerne vil lære et nyt ord, er det en god idé at sove på det, viser et forsøg. Forskere lærte en gruppe frivillige forsøgsdeltagere en række nye ord om aftenen. Først testede de med det samme, hvor godt deltagerne kunne huske ordene. Derefter fik deltagerne en nats søvn i laboratoriet, hvor man målte deres hjerneaktivitet under søvnen. Tests foretaget næste morgen viste, at deltagerne kunne huske og genkende flere ord end ved testen umiddelbart efter, at de havde stiftet bekendtskab med dem.
Beskrivelse af forsøget
Samme forbedring kunne man ikke iagttage i en gruppe deltagere. De blev præsenteret for nye ord og testet om morgenen og derefter igen om aftenen – altså uden søvn imellem de to tests.
Den hjerneaktivitet, man målte hos deltagerne i søvngruppen, viste, at dyb søvn medvirkede til at styrke hukommelsen for nye ord.
Forskerne fandt også ud af, at en bestemt type af hjerneaktivitet kaldet søvnspindler spiller en rolle for evnen til at huske ord. Søvnspindler er korte, intense ‘udbrud’ af hjerneaktivitet. De viser, at der overføres information mellem to forskellige hukommelseslagre i hjernen, hippocampus og neocortex. Jo flere søvnspindler en person havde i løbet af søvnen, jo bedre var vedkommende til at indlemme nye ord i sit ordforråd.
Konklusion
“Ud fra tidligere resultater regnede vi med, at søvn spiller en rolle i omorganiseringen af nye data. Men det er første gang, vi har kunnet iagttage dette i praksis. Og det er ligeledes første gang, vi har kunnet forstå betydningen af spindel-aktivitet i processen.” Sådan lyder det fra en af forfatterne til forsøget, Gareth Gaskell, professor ved afdelingen for psykologi ved University of York i England.

Søvn påvirker dine kognitive evner
For lidt søvn er skadeligt
Børn sover bedst med faste nattevaner
Tøjbamsen skal med i seng
Omega-3 og problemer med indlæring og adfærd
Tryptofan forbedrer din søvn
Adaptogener – stoffer, der gør, hvad du har brug for
Kilde
Journal of Neuroscience, 2010.

