Personlig pleje og wellness

Rød henna-pulver

Farve, der forynger dit hår!

Naturkosmetik omfatter i dag mange sikre og stadig mere effektive kosmetikprodukter, der er nemme at bruge, fx henna til farvning og vitalisering af hår. Et mat, træt og glansløst hår gør ikke noget spændende indtryk og lægger flere år til en kvindes udseende, og også et ungt og velplejet ansigt kommer let til at miste meget af sin friskhed, hvis håret er blevet kedeligt.

En ny farve på håret er virkelig noget, som lyser op og ændrer hele den personlige fremtoning. Kemisk farvning giver mange muligheder at vælge imellem, men ulempen er, at kemiske farvemidler indeholder substanser, der ødelægger hårets fibre.

Dette kan man undgå ved at anvende naturlige farvestoffer, der ikke bare giver håret mere varme og glansfulde farvetoner, men også vitaliserer og beskytter det.

Rød hennapulver giver en rød/rødbrun farvetoning, afhængig af den enkeltes naturlige hårfarve. Velegnet til almindelige mellemblonde eller let brunlige hårtyper, der får en varm rødtoning med flotte reflekser.

Du skal bruge

  • en pakke rød hennapulver (100 gram rækker til skulderlangt hår)
  • en skål til udrøring og en ske
  • varmt vand
  • citronsaft
  • plastik- eller gummihandsker
  • vaseline eller en fed, hudbeskyttende creme
  • en plastikbadehætte
  • håndklæder.

Sådan gør du

  • Vask håret i en mild og skånsom shampoo og tør det med et håndklæde.
  • Tilbered blandingen ved at røre en lind grød af 3 dele kogende vand og 1 del hennapulver.
  • Tilsæt nogle dråber citronsaft, der mindsker farvningen af huden.
  • Test blandingen på nogle få hår (Se Vigtigt! herunder). Hvis farven ønskes stærkere, tilsættes mere Rød henna; hvis den ønskes nedtonet, kan det gøres med en stærk kamillete.
  • Smør vaseline eller hudcreme langs hårkanten, på panden, kinderne og ørerne for at undgå farvning af huden.
  • Påfør massen (brug plastikhandsker): Skil håret over hele hovedbunden, og påfør massen jævnt og systematisk fra hovedbunden til hårspidserne, eller masser blandingen ind i håret i ca. 5 minutter.
  • Fjern straks farvepletter, der sætter sig på huden.
  • Dæk håret med en plastbadehætte, og bind et dampende varmt håndklæde omkring hovedet.

Farvetid og efterbehandling

Alt efter den naturlige hårfarve og den ønskede farvningsgrad ligger farvetiden mellem 15 minutter (let toning) og 2 timer (intensiv toning) – jo mørkere hår, desto længere farvetid. Når farvestoffet har givet den ønskede farve (test med nogle enkelte hårtotter), så skyl håret omhyggeligt, vask det i en mild shampoo og tør det. Evt. farvepletter på huden forsvinder hurtigt og kan fjernes med lidt citronsaft eller eddike. Farven holder i 5-6 måneder.

Vigtigt!

Farveresultatet afhænger af din individuelle hårfarve, blandingens koncentration og farvetiden. Farvning med rød henna vil altid give dit hår et personligt præg. For at dette mest muligt svarer til dine ønsker, er det vigtigt at teste blandingen på nogle få hår, før den endelige farvning foretages. Lyseblondt og gråt hår får en meget stærk rødfarvning, som de fleste vil opfatte som ekstremt farvedominerende. De bedste resultater med rød henna opnås med mellemblondt og mørkt hår. Du bør ikke anvende henna, hvis dit hår er permanentet eller i øvrigt er blevet behandlet med kemiske præparater (blegning, affarvning og lign.)

Henna fås hos Matas og helsekostforretninger.

Læs også
Henna til håret og kroppen
Advarsel mod henna tilsat kemikalier
Lidt om hår
Kisel gør håret tykkere
Kræftrisiko ved permanent hårfarve
Forbrugererfaring: Gode råd om hennapulver fra en frisør
Forbrugererfaring: Et godt råd ved langtidsbrug af henna