Over halvdelen af danske kvinder pifter deres naturlige hårfarve op med andre toner. Men nu viser en ny undersøgelse, at det formentlig er forbundet med en forøget risiko for blærekræft at bruge de permanente hårfarver, der ikke skylles ud efter vask.
“Desværre har vi ikke nok informationer til at kunne udpege den eller de skyldige kemikalier i hårfarverne,” siger Manuela Gago-Dominguez fra University of Southern California School of Medicine.
Kvinder, der farver hår mindst en gang om måneden i et år, fordobler deres risiko for blærekræft i forhold til kvinder, der ikke farver hår. Manuela Gago-Dominguez understreger, at det kun er de permanente hårfarver, som er farlige. Skyllefarver og toningsfarver er harmløse.
Hos Kræftens Bekæmpelse er man ikke overrasket over de nye resultater, da det er kendt, at blærekræft hyppigere rammer frisører. Blærekræft rammer 1.350 danskere om året, og sammenhængen mellem hårfarve og denne kræftform er, at kroppen udskiller giftstoffer gennem urinen.
Læs også
Masser af frugt og grønt nedsætter risikoen for blærekræft
Henna til håret og kroppen
Advarsel mod henna tilsat kemikalier
Sådan kan du nedsætte kræftrisikoen med målrettet kost og kosttilskud
Forebyg tyndt hår og skaldethed