Graviditet og fødsel

Medicin mod psykiske lidelser er farlig for fostre

Medicin mod psykiske lidelser kan fremkalde bivirkninger for fostre. Mellem 1998 og 2007 var brug af psykofarmaka forbundet med 429 rapporterede bivirkninger hos børn under 17 år i Danmark. Nu har forskere analyseret bivirkningerne og konstaterer, at mere end halvdelen af disse tilfælde var særdeles alvorlige. Bivirkningerne var fx medfødte misdannelser og svære abstinenser.

Lektor Lise Aagaard og professor Ebba Holme Hansen fra Farmaceutisk Fakultet ved Københavns Universitet nærstuderede de 4.500 bivirkningsindberetninger, der vedrørte børn i perioden 1998-2007. Den største del af bivirkningerne (42 %) blev indberettet for såkaldte psykostimulerende lægemidler – eksempelvis til behandling af ADHD – efterfulgt af 31 % for antidepressiver og 24 % for antipsykotiske lægemidler:

“En række alvorlige bivirkninger som misdannelser, lav fødselsvægt, for tidlig fødsel, udvikling af neonatale abstinenssymptomer (NAS) og hjertefejl blev rapporteret hos danske børn under to år – formentlig på grund af moderens indtagelse af psykofarmaka under graviditeten,” siger lektor Lise Aagaard.

Forskerne mener, at udviklingen bør bekymre sundhedspersonale og læger. “Psykofarmaka bør ikke ordineres i almen praksis – der er tale om lægemiddelstoffer med lang halveringstid. Hvis man tager sin medicin som ordineret, vil dosis være høj konstant, og det kan tage flere uger for en enkelt tablet at komme helt ud af kroppen. Tre ud af fire af alle graviditeter er planlagt, og det er derfor vigtigt, at samfundet tager ansvar og informerer kvinden om den overhængende fare for at overføre bivirkninger til sit ufødte barn,” siger Lise Aagaard.

Læs også
Fosterskader og epilepsimedicin
Antidepressiv medicin kan skade nyfødte
Medicin ved fødsel kan give afhængighed senere i livet
Medicinafhængighed
Depression og næringsstoffer

Kilde
Pharma juli 2010