Sport og motion

Pulszoner – hvad er det, og hvad skal du bruge dem til?

Uanset om du vil forebygge af sygdom, genoptræne efter en hjertesygdom, kontrollere din vægt eller øge dine chancer for at vinde en sportskonkurrence, så kan du nå målet ved at målrette din træning mod din individuelle pulszone.

En pulszone skal forstås som en procentdel af din maksimale puls – dvs. så hurtigt, som dit hjerte overhovedet er i stand til at slå. Hvis dit mål fx er at tabe dig, skal din puls under træning ligge inden for 60-70 % af din maksimalpuls – dér sker den største fedtforbrænding. For at øge din udholdenhed og styrke din hjertefunktion skal du op på 70-80 % af maksimalpulsen.

Alle former for træning er lige effektive, hvis du sørger for, at din puls ligger inden for din individuelle pulszone. Den kan du udregne ved først at bestemme din maksimalpuls: 220 minus din alder (mænd) og 225 minus din alder (kvinder). En mand på 30 år har således en maksimalpuls på 190. Hvis han gerne vil øge sin udholdenhed, skal pulsen ligge på 70-80 % af maksimalpulsen, dvs. 133-152 slag pr. minut.

Dette skema viser pulszonerne for forskellige træningsformål:

% af maksimalpuls Træningsformål
50-60 % Moderat aktivitet
60-70 % Vægtkontrol
70-80 % Udholdenhedstræning
80-100 % Konkurrencetræning

Ved at holde øje med din puls kan du sørge for, at du hele tiden træner med den intensitet, der er nødvendig for, at du når dit mål – uanset hvilket niveau du begynder på. Undgå at måle pulsen med fingrene på håndleddet eller på halsen. Brug hellere en af de utroligt nøjagtige pulsmålere, der findes på markedet i dag. Ved at tjekke din puls indimellem kan du justere din indsats efter behov.

Kilde
Natural Choices, 2002.